Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix
Den seneste udgave af London Review of Books’ podcast handler om krigen i Gaza. Afsnittet er en illuminerende, men måske ikke ligefrem opmuntrende samtale mellem magasinets redaktør i USA Adam Shatz, Amjad Iraqi, som er politisk analytiker og journalist, og Michael Sfard, der er menneskerettighedsadvokat. Cirka tre kvarter inde i udsendelsen forsøger Sfard at sætte ord på den israelske befolknings psyke. Sfard taler om det traume, som præger generationer af israelere – survivor’s guilt, en skyldfølelse over at være i live; en følelse af skyld over at have overlevet Holocaust, også selv om man er født årtier efter Holocaust.
Sfard, der er barnebarn af den store sociolog Zygmunt Bauman, fortæller, at måden israelske jøder dealer med dette kompleks på, er at “genskabe” et imaginært Holocaust omkring sig ved at holde fast i en forestilling om, at de stadig befinder sig i den polske ghetto, og at nazipolitiet Gestapo kommer for at hente dem. Det er sådan, den kollektive hukommelse fungerer. Men det er ikke alt sammen et udslag af naivitet, fortsætter han:
“Noget af det handler om indoktrinering, om manipulation, og jeg selv er heller ikke gået fri. Jeg blev født i Israel, jeg voksede op i Israel, jeg var genstand for det israelske uddannelsessystem og de israelske medier, så jeg har selv måttet kæmpe en hård kamp for at overbevise mig selv om, at vi ikke befinder os i ghettoen, at vi ikke er omgivet af et maskineri, der vil begå folkemord på os.”
Som Michael Sfard udlægger billedet, klynger israelerne sig ofte til den ene eller den anden yderlighed. Enten køber de 100 procent ind på, at denne fortælling er sandheden, eller også holder de fast i, at der er tale om manipulation, og at der er mange kræfter i spil. I sidste ende giver den splittelse den israelske regering “et gigantisk spillerum” til at gøre ting, som “i et normalt samfund” ville møde voldsom folkelig modstand. “I Israel bliver der i stedet øvet politisk vold mod dem, der stiller spørgsmål ved det moralske i den form for krigsførelse,” siger Sfard – og lyder som en, der selv har været udsat for lidt af hvert.
Hans udlægning af den jødiske befolknings kollektive psyke, som i øvrigt ikke er kontroversiel, forklarer i nogen grad den israelske regerings voldsomme retorik og brutale fremfærd. En israelsk premierminister, der taler om at jævne Gaza med jorden, en israelsk forsvarsminister, der taler om den palæstinensiske fjende som “menneskelige dyr”, en israelsk præsident, der udtaler, at civile palæstinensere er et legitimt bombemål (“De [civile palæstinensere] kunne have gjort modstand, de kunne have bekæmpet dette ondsindede regime”).
En paranoid, dybtliggende angst for, at fjenden vil udslette en, må føre til, at man ønsker at eliminere fjenden først. Det er dræb eller bliv dræbt. Det hjælper så ikke på situationen, at Hamas har sagt, at de faktisk ønsker at fjerne Israel fra landkortet gennem jihad. Man kan have den israelske regering mistænkt for at nære et ønske om at gøre det samme mod palæstinenserne, som Sri Lankas regering gjorde mod landets tamilske mindretal i 2009. For at komme oprørsgruppen De Tamilske Tigre til livs én gang for alle, fik man samlet titusindvis af civile tamiler – ifølge FN var der tale om 40-70.000 mennesker – på et lille stykke strand, hvorefter man tæppebombede dem, så langt de fleste blev slået ihjel. Det blev kendt som Mullivaikkal-massakren. Det ‘løste’ regeringens problem med De Tamilske Tigre, men det var kollektiv afstraffelse – folkemord.
Hvis man er absolut tvunget til det, kan man til nød – og med hjælp fra Michael Sfards karakteristik af en hjernevasket befolkning – sætte sig ind i den israelske regerings retorik. Ikke acceptere den eller forstå, men erkende, hvad der er på spil. Til gengæld er det svært at forstå, når denne fremfærd og kollektiv afstraffelse i det hele taget mere eller mindre blåstemples af regeringer og institutioner i demokratiske lande. /Oliver Stilling