I spørgsmål om liv og død findes der ingen blank stemme. Man kan ikke blot lurepasse, når det gælder basal medmenneskelighed.
Ikke desto mindre var det besynderligt nok, hvad den danske regering forsøgte sig med, da FN’s generalforsamling fredag aften stemte om resolution, der opfordrer til gensidig våbenhvile i Israel og Gaza: Midterregeringen valgte at stemme blankt til appellen om en humanitær våbenhvile.
I alt stemte 120 af verdens lande for våbenhvile-resolutionen, herunder fx Norge, mens 14 stemte imod – og 45 lande så undlod at stemme.
I en uskøn blanding af hjemlig symbolpolitik og ordkløvende juristeri håbede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) at smyge sig uden om det fundamentale spørgsmål, der presser sig på i takt med, at de civile tabstal stiger i både Israel og Gaza: Hvordan kan vi fastholde respekt for menneskets grundlæggende rettigheder, ikke mindst i de allermeste tilspidsede situationer, hvor hævngerrighed kammer over i død og uproportional vold?
Som et fjerntliggende land – der tilmed engang i snart glemte tider var kendt for at hjælpe nødstedte – burde det ikke være svært at balancere en universel menneskelighed. Og ligeligt forfærdes over såvel pogrom-massakren på israelske civile, hvor mere end 1.400 mennesker blev henrettet og 239 fortsat holdes som gidsler, og de ubrudte bombardementer af bl.a. boligblokke i Gaza, som indtil videre har medført drab på anslået 3.300 børn.
Fortvivlelsen ved begge tragedier trækker på den selvsamme humanisme, og alene derfor er det absurd at vælge side og relativere den enes død. Massemordet på hver enkelt israeler er fuldkommen lige så ulyksalig fatalt som drabene på hver enkelt civil palæstinenser. Derfor burde det ikke være svært at balancere medfølelsen til ofrene i en historisk konflikt, der i dag ikke længere findes nogen løsninger på.
Men hov, kan den danske SVM-regerings blanke stemme så ikke ses som netop et forsøg på at placere sig besindigt og balanceret – i midten? Nej, tværtimod.
Melder pas
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forklarer ganske vist Danmarks ikke-stemme med, at resolutionsteksten manglende balancer. At opfordringen til våbenhvile ikke i tilstrækkelig grad fordømmer Hamas-regimets krigsforbrydelser. I et skriftlig svar skriver Moderaternes formand:
“Der er mange gode elementer i resolutionen, men det er vigtigt med de nødvendige balancer. Der manglede bl.a. en fordømmelse af Hamas’ terrorangreb. Canada fremlagde et ændringsforslag på dette område, som desværre ikke kunne samle tilstrækkeligt kvalificeret flertal. Resolutionen omtalte heller ikke Israels ret til selvforsvar inden for rammerne af folkeretten, herunder den humanitære folkeret.”
I den bedste af alle verdener er det da også håbløst, at et flertal af FN’s medlemslande ikke ville stemme for den canadiske tilføjelser, som vitterligt ville have bidraget til en bedre humanitær balance.
Ifølge Canadas forslag skulle medlemslande fastslå, at FN’s generalforsamling “utvetydigt afviser og fordømmer Hamas’ terrorangreb, der fandt sted i Israel fra d. 7. oktober 2023, og gidseltagningen, kræver sikkerhed, trivsel og human behandling af gidslerne i overensstemmelse med international lov, og opfordrer til deres øjeblikkelige og ubetinget løsladelse”.
De øvrige passager om forpligtelserne til at beskytte civile i væbnede konflikter, herunder ikke mindst børn, ville have stået uændret. Men da kun 88 lande stemte for Canadas tilføjelser, og 55 lande stemte imod, mens 23 afstod fra at stemme, blev tilføjelsen afvist, og den direkte opfordring til en humanitær våbenhvile stod så tilbage.
I en tydeligvis uperfekt verden valgte Danmark at melde pas over for den akutte humanitære katastrofe i Gaza. Desværre næsten på samme måde, som andre lande kvier sig ved at fordømme Hamas’ udløsende og infame massakre i det sydlige Israel.
Menneskeligt burde det ikke være umuligt at rumme medfølelse for alle civile ofre, uanset hvor de lever og dør. Og derfor også bakke op om selv ufuldstændige, internationale appeller til humanitært ansvar.
Flovt øjeblik
I virkelighedens verden betyder det ulykkeligvis ikke meget rent praktisk, hvad et flertal af FN’s medlemslande måtte mene eller ikke mene. Af den simple årsag, at terrororganisationen Hamas på den ene side hverken følger krigens love eller humanitær moral, og at Israel på den anden side heller ikke lader sig stoppe af fjerne landes politiske appeller.
Selv om det fremstår vederstyggeligt modbydeligt, at alle, der støtter palæstinensernes ret til selvbestemme, ikke samtidig tager skarpt og kategorisk afstand fra Hamas-juntaen – og konsekvent kritiserer den dødskultiske ofring af civilbefolkningen på begge sider – kan det aldrig blive en undskyldning for at lade de traumatiserede mennesker i Gaza i stikken nu.
Hamas har for længst forladt den civiliserede verden og vil realistisk set aldrig igen kunne blive part i fremtidige fredsaftaler. For Hamas repræsenterer ikke længere den palæstinensiske sag og står i dag tilbage med hovedansvaret for den vanvittige lidelse, som befolkningerne på Vestbredden og Gaza vil blive påført i årtier frem.
På uretfærdig vis er det reelt kun Israel, som kan holdes humanitært ansvarlig. Ikke fordi Israel har et større ansvar, men fordi Hamas demonstrativt har stillet sig uden for enhver form for humanitær ret og menneskelig moral. Hamas har eksempelvis valgt at bruge sine dieseldepoter til at holde vandpumperne kørende nede i terror-tunnelerne frem for til at trække drikkevand op til befolkningen.
Fordi Hamas ofrer borgerne i Gaza i et morbidt magtspil, kan og skal det imidlertid aldrig blive en undskyldning for at undlade at holde Israel forpligtet på humanitet og respekten for det enkelte menneskes værdighed.
De seneste døgn har været et flovt øjeblik, hvor Danmark har forsøgt at skrive sig ud af historien. En principløshed, som ikke vil hjælpe nogen mennesker i verden. /Lars Trier Mogensen