Nyhedsanalysen
Mad for mænd
For nylig fortalte statsministeren sine følgere på Instagram, at hun, i det skarpe lys af en verden i flammer, “spiser lidt mindre kød”. Hun vil dog fortsat ikke blande sig i, hvad andre danskere gør. For det er ikke ligefrem en politisk vindersag at fortælle danskerne, hvad der må være på deres tallerken. Da Mette Frederiksens tidligere regering i 2020 ville indføre to kødfrie dage om ugen i statsejede kantiner, mente Dansk Folkeparti, at der var tale om et “grøntsagsdiktatur”. Fem dage senere blev forslaget taget af bordet.
Men hvis hele befolkningen spiste “lidt mindre kød” eller mere præcist fulgte kostrådene og spiste 350 gram kød om ugen, kunne det sænke landets samlede udledning af drivhusgasser med 6,4 pct.
Det er dog mere end madvaner, der står i vejen for at skære ned på kødet. Det er også vores kultur, identitetsfølelse og sociale normer. I dag handler det om én af de normer. /Emilie Ewald
Den madglade (fiktive) mafiaboss Tony Soprano laver sjældent mad i løbet af tv-serien The Sopranos’ seks sæsoner. Men når han gør, står han ved grillen med ærmerne smøget op, sved på panden og en stak røde bøffer ved sin side. “At grille er som Tony ofte pointerer en nærmest genetisk maskulin aktivitet,” står der i The Sopranos Family Cookbook, der blev udgivet i 2002.
20 år senere konkluderede Nordisk Ministerråd i en rapport, at den slags traditionelle kønsnormer står i vejen for den grønne omstilling.
Det findes nemlig ikke et særligt grill-gen. Snarere påpeger madforskere og historikere, at kød i mange kulturer har været forbundet med magt og social status. Og i mange kulturer er det mænd, der har haft mest af begge dele.
“Kød, den nærende mad par excellence, stærk og kraftfuld, der giver styrke, blod og sundhed, er en ret for mænd,” skrev sociologen Pierre Bourdieu i sin bog La Distinction i 1979. I dag er hans analyse i overensstemmelse med vores madvaner. En undersøgelse lavet af Coop og Dansk Vegetarisk Forening, viser, at færre mænd end kvinder spiser vegetarisk. De anslår, at omkring 70 pct. af landets vegetarer er kvinder.
Hvem er bange for vegetarer?
Udover at mænd spiser mere kød associeres kød også i høj grad med traditionel maskulinitet. Da den konservative tv-vært Tucker Carlson i sidste års dokumentarserie The End of Men gjorde status over amerikanske mænd, var den højreorienterede konspirationsteoretiker ved navn Raw Egg Nationalist inviteret i studiet for at tale om fjenden, altså den såkaldte “sojaglobalisering.” Hans løsning indeholdt kolesterol: “Det betyder smør, det betyder rødt kød, at spise lever, drikke rå mælk, spise rå mælkeprodukter. At spise en fedtfattig vegetarisk kost er omtrent det værste, du kan gøre. Det dræber bare testosteron.”
Man behøver ikke tage helt ud på den amerikanske højrefløj for at finde variationer af denne holdning. I Christian Tafdrups film En Frygtelig Kvinde blev kødet i køledisken ligeledes et billede på hovedpersonen (ikke titelpersonens) aftagende maskulinitet, da hans kvindelige kæreste får sin vilje og ingredienserne til en vegetarlasagne i stedet for det hakkede oksekød med hjem fra supermarkedet.
Der er dog tegn på, at man(d) med tiden kan slippe af med nogle normer. I 2021 fjernede Michelinrestauranten Geranium alle landdyr fra menuen. Og da Lars Løkke Rasmussen sidste år præsenterede Moderaternes klimaplan, var det med en prøvesmagning af en vegansk burger i Kødbyen. I 2023 ville selv Tony Soprano måske smide en aubergine på grillen?
Spring videre til tredje lektion her.