FN’s højkommissær for menneskerettigheder, østrigeren Volker Türk, indleder i dag en fem dage lang rundrejse i Mellemøsten. Han starter i Cairo og skal videre til Rafah, som ligger på grænsen mellem Egypten og Gaza, hvorefter han flyver til Jordans hovedstad Amman. Verdensorganisationen FN har ikke lagt fingrene imellem i sin fordømmelse af den israelske hærs brutale militære “kampagne” mod terrororganisationen Hamas i Gaza, som anslås indtil videre at have kostet over 10.000 civile livet, herunder tusindvis af børn – og Türk har heller ikke holdt sig tilbage: “Vi har set en hel måneds blodblad, uophørlig lidelse, blodsudgydelse, vrede og fortvivlelse,” udtaler han. “Det er menneskerettighedskrænkelser, som er årsagen til denne eskalering, og menneskerettigheder spiller en central rolle, når der skal findes en vej ud af denne hvirvelstrøm af smerte.”
FN har officielt undgået at tage ordet folkedrab i sin mund, fordi det som begreb kommer med en række juridiske restriktioner (eller præciseringer), hvis hensigt er at undgå, at det bliver brugt i flæng. Men som Washington Posts glimrende udenrigspolitiske kommentator Ishaan Tharoor skriver i dagens udgave af avisens nyhedsbrev Today’s WorldView: “I demonstrationer over hele verden, i FN’s korridorer og i de sociale mediers vrede kamre er der ét ord, som lyder højere og højere: folkedrab.”
Når Tharoor refererer til korridorsnak i FN, tænker han muligvis på Craig Mokhiber, der indtil for nylig var leder af Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheders kontor i New York. Mokhiber opsagde imidlertid sin stilling i frustration over FN’s udeblivende handlekraft i forbindelse med Israels bombardementer i Gaza. I sit opsigelsesbrev skrev han, at Israels militære intervention i Gaza er en “lærebog i folkedrab”, og han sammenlignede det med tidligere folkedrab begået i Bosnien, Rwanda og Myanmar, hvor FN ikke har haft problemer med at bruge ordet.
På den ene side kan man plædere for, at det er smagløst at sidde og bruge krudt på en diskussion om et ord – på, hvad man skal kalde det, der foregår – i første omgang handler det om at give nødhjælpsorganisationerne adgang til Gaza, det handler om at afbøde den lurende humanitære katastrofe og redde så mange uskyldige menneskeliv som muligt. Men på den anden side kan det være relevant at have et begreb at forholde sig til, inden apatien, ligegyldigheden og de simple konklusioner indfinder sig. For det er det, der sker lige nu.
Tag fx det velrenommerede britiske nyhedsmagasin The Economist, som nok er “konservativt”, men som dog plejer at have en ret afbalanceret, frisindet redaktionel linje. I den seneste udgave af magasinet kan man læse en leder med overskriften: ‘Hvorfor Israel må blive ved med at kæmpe’ (‘Why Israel must fight on’).
Der er ingen tvivl om, at det er en kamp at være Israel, det er et land, der har måttet kæmpe for sin eksistens hver dag siden statens oprettelse i 1948. Men det er ikke det, lederen handler om. Lederen opfordrer Israel til at fortsætte sin militære indsats i Gaza: “Israel forårsager frygtelige civile tab. Landet må minimere dem, og det må tydeliggøre, at det gør det. Palæstinensere har brug for essentielle humanitære forsyninger. Israel må lade meget mere nødhjælp passere ind i Gaza. Selv om Israel lever op til dette ansvar, er den eneste vej til fred ikke desto mindre at reducere Hamas’ kapacitet til at bruge Gaza som en kilde til deres forsyninger og en base for deres hær. Tragisk nok kræver det en krig.”
Bemærk de korte sætninger, de lette konklusioner. Det er, som om lederteksten er skrevet af en børnehave. “Minimere” tabet af uskyldige menneskeliv? Hvordan? Siden krigens begyndelse er 32 palæstinensiske journalister blevet dræbt ifølge den amerikanske organisation Committee to Protect Journalists (CPJ). Her til morgen melder Palæstinas nyhedsbureau Wafa, at den palæstinensiske journalist Muhammad Abu Hasira er blevet dræbt ved israelske bombardementer – sammen med 42 familiemedlemmer, herunder hans sønner og brødre. Midt i det her glemmer vi selvfølgelig ikke, at det hele startede med, at hundredvis af Hamas-krigere d. 7. oktober kørte ud af Gaza og henrettede 1.400 israelere på den mest kvalmende vis.
Hvad er det, der foregår? Det er muligvis for tidligt at bruge F-ordet. Men det skal ikke udelukkes, at det kan komme på tale. Vi ved ikke, hvor langt Israel vil gå, før det sætter en stopper for sin hærs destruktion af Gaza. /Oliver Stilling