Nyhedsanalyse
Krig på tom mave
McDonald’s i Israel deler gratis burgere ud til landets soldater.
De israelske soldater står i kø til McDonald’s. Efter Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober meddelte den israelske afdeling af burgergiganten, at de havde uddelt “titusindvis” gratis burgere “til alle dem, der er involveret i forsvaret af staten, hospitalerne og de omkringliggende områder”. Og som franchisen ifølge oversættelsen af Business Insider fortsatte i opslaget på sin lukkede Instagramprofil:
“Vi fortsætter med at donere tusindvis af måltider dagligt til vores styrker over hele landet. Ud over en rabat på 50 pct. til soldater og sikkerhedsstyrker, der kommer til vores afdelinger”.
Beslutningen sendte prompte en vredesbølge gennem McDonald’s-afdelingerne i Mellemøsten. I Saudi Arabien, Oman, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Tyrkiet gjorde ejerne det straks klart, at de var stærkt utilfredse med beslutningen – og flere sendte i stedet millioner til Gaza. McDonald’s er bygget op om en franchisestruktur, hvor restauranterne ejes af selvstændige franchisetagere. De enkelte ejere står derfor ikke til ansvar for hovedvirksomheden og omvendt, og det fik i kølvandet på de gratis burgere McDonald’s øverste ledelse til at understrege, at de hverken “finansierer eller støtter nogen regering i den her konflikt”.
Men demonstrationerne fortsætter. I Indonesien opfordrer en række organisationer ikke kun til et boykot af McDonald’s, men også af Starbucks og Burger King. I Egypten har landets første sodavandsmærke, det 103 år gamle Spira Spatho, pludselig fået et overraskende comeback, efter Coca-Cola er blevet afskrevet – ligesom Pepsi i årevis har været populært i det israelkritiske Libanon, hvor en række israelske produkter i årevis har været boykottet ved lov.
Listen over virksomheder der kan boykottes er lang. For det er så godt som umuligt at finde rundt i, hvem der kun forretningsmæssigt er forbundet til Israel, og hvem der støtter Benjamin Netanyahu økonomisk eller symbolsk. Det gælder eksempelvis KFC, der siden den 7. oktober har fået hærget flere restauranter verden over, men som ikke direkte er forbundet med Israel. Ligesom Pizza Hut er KFC ejet af restaurantvirksomheden Yum, der støtter israelske startups, og sådan kan man fortsætte.
Også Starbucks trak sin forretning ud af Israel i 2003, men den tidligere CEO Howard Schultz fik i 1998 ‘The Israel 50th Anniversary Tribute Award’ for sin “nøglerolle” i at fremme en tæt alliance mellem USA og Israel. Godt nok er han ikke på posten længere, men virksomhedens hovedaktionærer er Vanguard og BlackRock, som investerer i de våben, der bruges i bombardementerne i Gaza. Som hovedregel profiterer de globalt største virksomheder og aktionærer dermed på krig.
Så hvor går grænsen? Er det nok at være amerikanskejet? Og kan man i det hele taget boykotte sig ud af krigen? Ifølge Tony Nehme fra brancheorganisationen Lebanese Franchise Association (LFA) kan man fortsat insistere på den langsigtede effekt. For selvom “den største skade” i første omgang kun rammer de lokale investorer og medarbejdere, skal man ikke glemme, at de betaler store gebyrer til moderselskaberne: “En boykot af nogle produkter lokalt kan føre til, at det samme sker [i udlandet]”. /Emma Louise Stenholm