Nyhedsanalyse
Tysklands hårde opbremsning
En opsigtsvækkende højesteretsdom har kastet Tyskland ud i en større budgetkrise – og et muligt opgør med landets dogmatiske sparepolitik.
Mens regeringen herhjemme spiller den sikkert med en ny finanslov, som ikke bare bygger på et påfaldende bredt flertal, men ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) også er “ansvarlig”, er krisen til at få øje på i Tyskland. Her diskuterer man indædt følgerne af den chokdom, som tidligere på måneden slog et hul på 60 mia. euro i statsbudgettet – og som i den grad har udfordret forbundskansler Olaf Scholz’ og trafiklysregeringens økonomiske selvfortælling.
Siden 2009 – altså efter finanskrisen – har Tyskland arbejdet med en såkaldt gældsbremse, som er blevet skrevet ind i den tyske grundlov. Gældsbremsen sætter nogle klare grænser for, hvor meget (eller rettere: hvor lidt) regeringen må låne, og er i den forstand blevet hjørnestenen i den berømte og berygtede tyske sparepolitik. Medmindre der er tale om en ekstraordinær undtagelsestilstand – som fx coronakrisen – må Tyskland normalt ikke have et offentligt underskud på mere end 0,35 pct. af landets BNP. Udover at det er temmelig lavt sammenlignet med andre europæiske lande, så sætter det også nogle klare grænser for, hvor mange penge regeringen egentlig har at gøre med, når der fx skal investeres i den grønne omstilling. Et dilemma, Olaf Scholz har forsøgt at løse med en fiks manøvre, som altså nu er blevet nedstemt.
Kort fortalt var (betalingsmur) idéen, at man gennem den såkaldte Klima- og Omstillingsfond skulle investere 60 mia. euro i diverse klimaprojekter, herunder en modernisering af jernbanenettet og en støtte til, at industrien i højere grad skulle bruge vedvarende energi. Pengene havde regeringen lånt under coronakrisen, og de skulle derfor ikke være bundet af de normale gældsbegrænsninger. Altså, lige bortset fra at den tyske højesteret vurderede, at det faktisk ville være forfatningsstridigt at overføre pengene til fonden. Pludselig stod regeringen og manglede den finansiering, de jo ellers havde sikret sig. Ligesom der nu var blevet sat alvorlige spørgsmålstegn ved de mange andre såkaldt “særlige” fonde, som regeringen har brugt til at omgå gældsbremsen.
Det paradoksale er, at krisen ret beset er kunstig. Som Politico også påpeger, har Tyskland bedre muligheder end langt de fleste andre lande for at låne penge på favorable vilkår, og generelt er det ikke fordi, den tyske økonomi er ved at krakelere – tværtimod. I princippet har man fint råd til at finansiere den planlagte grønne omstilling, men takket være den dogmatiske gældsbremse, har man fået bundet sig selv på hænder og fødder. Bremsen forhindrer slet og ret, at man nu kan lave de offentlige investeringer, klimakrisen jo ellers kræver – hvorfor en oplagt løsning simpelthen er at fjerne gældsbremsen og i stedet sætte foden på speederen. Problemet er så bare her, at størstedelen af tyskerne har fået et næsten religiøst forhold til landets sparsommelighed.
Som den politiske økonom Mark Blyth skriver i bogen Austerity: The History of a Dangerous Idea, har man normalt tre potentielle løsninger på en gældskrise: Man kan hæve skatterne, optage yderligere gæld eller sænke de offentlige udgifter. I Tyskland har man med sin stædige sparepolitik imidlertid sværget til den sidstnævnte mulighed, hvilket også skaber en helt særlig moralsk fortælling. Snarere end at præsentere gæld som en rendyrket økonomisk problemstilling, får man nemlig også antydet, at der må være en nødvendig sammenhæng mellem nydelse og smerte. For hvis du vil have noget godt nu, må du også være klar til at betale prisen senere. At spare er ikke bare det fornuftige, men også det rigtige at gøre.
I EU-regi har Tyskland længe indtaget rollen som gældsmoralens vogter og påduttet kriseramte lande som Italien og Grækenland en række hårde sparepolitiske krav. Af samme grund giver den tyske budgetkrise god grund til schadenfreude, ligesom den risikerer at underminere Tysklands fortsatte forsøg på at holde EU-landenes udgifter i kort snor. I den forstand risikerer budgetkrisen virkelig at blive dyr for den tyske regering: Ikke bare målt i euro, men også når det kommer til den fortsatte tro på sparepolitikkens frelsende potentiale. /David Dragsted