'Fedrelandet'. Norsk Filmdistribusjon
Fedrelandet (2023) er en meget stille og rolig norsk dokumentarfilm, hvor instruktøren Margreth Olin dokumenterer sin 84-årige far Jørgens liv og hans forhold til livet, naturen og hans afdøde slægtninge. Den består af mange flotte droneoptagelser af de flotte norske bjerge og fjorde, som Jørgen går rundt på, med violinmusik i baggrunden.
Indimellem deler Jørgen og nogle gange også hans kone Magnhild deres tanker om at blive gamle og snart skulle dø. Jeg tror, at filmen forsøger at vise Jørgen fortælle om sin tid på jorden og betydningen af det sted, han bor, for ham og hans slægtninge, samt hvordan han ønsker at leve sit liv, inden han dør. Filmen er nok tænkt som en måde at mindes Jørgen på, når han er gået bort.
Magnhild, Jørgens kone, er også en del af filmen, men hun får ikke rigtig lov til at fortælle sin egen historie. Hun bliver mest vist i forbindelse med den rolle, hun spiller i Jørgens liv, og det er ærgerligt, for jeg gad da godt vide mere om Magnhild. Filmen er opdelt i fem dele: Forår, sommer, efterår, vinter og epilog, hvor man ser Jørgen og nogle gange Magnhild gå rundt i den fine natur i de forskellige årstider og tale om forskellige ting. De her gamle mennesker virker virkelig som nogle, der ikke ejer en telefon og bruger deres fritid på at kigge på fugle og snitte i træ.
Der er en scene i forårsdelen, hvor Jørgen begynder at drikke vandet fra strømmen, der løber ned ad det bjerg, han går på. Jeg kan huske, at det i hvert fald var 15 sekunder, hvor jeg skulle glo på ham, mens han forsøgte at drikke vandet fra hænderne. Jeg ved ikke, om jeg var den eneste i biografen, der syntes, at det var lidt for meget, men denne film prøver altså virkelig at vise mig, at Jørgen er sådan en type, der virkelig er en del af naturen og drikker vildt vand med hænderne, mens han er ude at vandre.
I min oplevelse er denne film nogle gange lidt dum og også rimelig uinteressant. Måske kunne jeg bare ikke relatere til den, fordi jeg er ung og ikke har nogen planer om at blive gammel i nær fremtid, eller måske fordi døden generelt ikke er noget, jeg plejer at tænke særlig meget over. På den anden side er det vel egentlig en meget smuk idé til en film og en god måde at huske sine forældre på, når de går bort, men jeg ser ikke så meget værdi i den som en ikke-involveret tilskuer.
Måske ville jeg ikke have følt mig så meget som en ikke-involveret tilskuer, hvis filmen havde været lidt bedre. Det kunne være, det ville have hjulpet, hvis Margreth eller Magnhild havde delt lidt af deres historie og deres forhold til Jørgen og dette sted, så der var andre synspunkter end bare Jørgens.
I begyndelsen og i slutningen af filmen er der et citat på skærmen, der næsten fik mig til at grine. Der stod noget i retning af: “Naturen er din første kærlighed. Husk din første kærlighed.” Og der slog det mig, hvor banal og weird filmen er, at den tror, den kan være kryptisk og klog med dette prætentiøse citat.
Filmens gamle mennesker lever altså i en helt anden verden end mig. Deres verden er så gammeldags og analog, og så præmoderne. Jeg er sikker på, at Jørgen ikke engang har en radio i sit hjem! Det kunne sikkert være en virkelig god spirituel og transcenderende oplevelse for min farfar at se den, fordi han også på mange måder føles som et præmoderne menneske. Han har heller ikke sociale medier, og jeg kan ikke huske én gang, hvor han har udtrykt en enkelt holdning til noget som helst politisk.
Filmen føles bare så gammel, at Jørgen næsten virker ung, når man ser den. Det meste af tiden snakker Jørgen om, da hans far var gammel, og da hans fars far var gammel osv., og om hvordan stedet var, før han blev født. For en, der er ung og lever på internettet, virker denne film slet ikke. Den føltes kedelig, klichefyldt og langtrukken. Jeg er sikker på, at jeg ville have stoppet filmen, så snart jeg løb tør for vingummi, hvis ikke det var i biografen, jeg så den. Egentlig opnåede filmen det, den prøvede på, men den var stadig bare lidt kedelig og uinteressant for mig.
/Ivan Pedersen Haug
Ivan var Føljetons erhvervspraktikant i denne uge. De går i 9. klasse på Det Fri Gymnasium i København.