“Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren være med dig!«” – Første Samuelsbog, kapitel 17, vers 37.
“Kan I lide underdogs”?, spørger den australske komiker Sam Campbell publikum i en af sine jokes. Publikum hujer og klapper. “Støtter I dem?”, spørger han igen, til mere jubel. “Jeg er dødtræt af dem, jeg kan ikke lide de her underdogs! Jeg kan lide vedligeholdt succes, jeg kan lide back to back champs. Jeg kan lide top dogs som dominerer i deres valgte felt eller profession. De er et elitehold, de bedste af de bedste. Og så kommer de her underdogs ud af ingenting og truer det eftermæle, som de har bygget. Nej tak!”, råber Campbell, til stor latter.
Selvom det er dumt, har komikeren også fat i den lange ende: Det er besynderligt, hvordan vi altid har en forkærlighed for de undertippede, dem, som ikke burde have nogen chancer mod overmagten. Vi er åbenbart blevet så opflaskede på Hollywood-fortællinger om afdankede atleter, der tager en sidste tur i ringen mod alle odds, at vi automatisk begynder at nynne “Eye of the Tiger” så snart vi ser en jubelamatør, der påstår at kunne vinde. Og det på trods af, at den arketypiske underdogfortælling, altså den om David og Goliat, vel egentlig burde læses helt omvendt: David har Gud på sin side, og Gud er almægtig. Hvad skulle Goliat dog kunne stille op mod det? Det er jo kæmpen, der er den undertippede her – og han ender med en sten i panden og et halshugget hoved.
Ser man på meningsmålingerne i USA, begynder et ret bekymrende billede at tegne sig af, at præsident Joe Biden godt kan ende med at være underdog mod Donald Trump ved næste års amerikanske præsidentvalg. Biden vurderes af mange vælgere at være for gammel og for kedelig, uden mange andre politiske slagnumre end at han står i kontrast til Trump. Faktisk lægger Biden heller ikke skjul på, at Donald Trump er den primære årsag til, at han genopstiller. Ved et vælgerarrangement lidt uden for Boston lød det tirsdag fra præsidenten, at han ikke er sikker på, om han ville fortsætte, hvis ikke det var fordi, at Trump bare ikke må vinde. Ih, hvor betryggende.
Biden har selvfølgelig gjort det før, og er på den måde overbevist om, at han kan gøre det igen: slå republikanernes “orange Jesus”. Samtidig har den 81-årige præsident da noget at have det i, når han beskylder Donald Trump for at efterabe nazisterne, for Biden er vitterligt så gammel, at han var i live samtidig med Adolf Hitler. Og selvom han trods alt kun var godt to et halvt år, da Hitler døde, giver det vel en hel del troværdighed, når det kommer til at genkende autokratiske opblomstringer. Hvilket så omvendt også gør Joe Bidens beslutning om at fortsætte lige lovlig spændende: Det virker voldsomt at satse butikken og selve demokratiets fremtid på noget så forbandet amerikansk som en underdogfortælling om en aldrende mand, der stadig mener at kunne slå fra sig.
Skulle Donald Trump vinde, er der virkelig ikke meget, der tyder på, at han vil holde sig på måtten. Faktisk er selv Fox News nu åbenbart så bekymret, at nyhedskanalens vært Sean Hannity tirsdag så sig nødsaget til direkte at spørge MAGA-demagogen ved et vælgermøde i Iowa, om han har tænkt sig at misbruge sin magt, hvis han bliver genindsat i Det Hvide Hus. Til det svarede Trump, at han kun har tænkt sig at være “diktator” den første dag. Hvilket på ingen måde er det svar, man har lyst til at høre – hverken som demokratielskende amerikaner eller som bekymret europæer, der er dømt til at indtage tilskuerpladserne til verdens værste kamp om, hvem der mon kaster den sidste sten. Må Herren være med os. /David Dragsted