Ritzau Scanpix
Det er en “stor” dag på Christiansborg, står der på avisernes hjemmesider. Et mere betimeligt adjektiv ville måske være “mærkelig”. Det er en mærkelig dag på Christiansborg. Der skal stemmes om vigtige ting i Folketingssalen, og partiernes folketingsgrupper har ikke indgået de normale clearingaftaler, der ville betyde, at folketingsmedlemmer fra de respektive partigrupper kan fritages fra at deltage i afstemningerne, uden at det fucker med det, der ville være det reelle flertal og mindretal, såfremt alle var til stede. Det er oppositionen, som har ophævet clearingerne, fordi den gerne vil sætte regeringen under pres.
Som du måske har bemærket på plejehjemmet, i børnehaven, i kirkekoret eller i håndboldhallen, eller hvad det nu er for nogle institutioner og steder, du frekventerer i din dagligdag, så er der mandefald. Der er mandefald overalt. Folk er syge med corona, med kold lungebetændelse (mycoplasma pneumoniae), med kighoste, med sæsoninfluenzaer, og de har ondt overalt, og det gælder selvfølgelig også for landets folketingspolitikere.
Ifølge Politiken har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen kommanderet syge socialdemokratiske folketingsmedlemmer på arbejde i dag. Man ser det for sig, lange rækker af spedalske (i overført forstand) socialdemokrater, som forsøger at komme ind i salen for at trykke på deres knap. Nogle har kold lungebetændelse, andre har covid-19, et par stykker har så høj feber, at de ikke har kunnet tage tøj på derhjemme, men bare er ankommet med taxa iført badekåbe og tøfler. Måske har nogle af dem, der bor i udkantsdanmark, skullet vade gennem 30 centimeter snedriver for at nå ud til en hovedvej.
Symptomerne er kulderystelser, feber, hovedpine, slim i halsen, tør hoste, muskelsmerter og for enkeltes vedkommende måske også væskende sår og blod i urinen. Enkelte ligner døden fra Lübeck, og meget tyder på, at deres sidste jordiske handling bliver at stemme i overensstemmelse med partilinjen, men det er uproblematisk, fordi de er gode partisoldater, og de står bag Mette i tykt og tyndt, om de så skal betale den højeste pris. Folketingets betjente forsøger at hjælpe de her febersyge, hallucinerende mennesker med at holde afstand til hinanden, så de ikke pådrager sig endnu mere, end de allerede har, men betjentene er selv bange for at blive smittet og holder tørklæder op for munden, mens de opskræmt råber kommandoer ud til de syge stakler. Det kunne være en scene fra Det Nye Testamente.
Det er formentlig Socialdemokratiets gruppeformand Leif Lahn Jensen, der har ligget og ringet rundt til de sygdomsramte hjem for at få fællerne på højkant. Eller Leif Lig-Lahn, som han nok vil blive husket som, hvis nogle af de mest alvorligt syge kreperer i processen. “Jeg har været nødt til at sige til gruppen, at det kan være, at I er syge, men I skal møde alligevel,” udtaler Leif Lahn i et lille interview i dagens udgave af Politiken. “Og det har jeg det ikke supergodt med som gammel tillidsmand”. Han skyder skylden for hele affæren på oppositionen.
Det er bl.a. koranloven, der skal stemmes om – og om omfanget af FE-undersøgelsen.
Fra Bjerre til Wagner og tilbage
Den anden ‘store’ ting i dansk politik i dag er, at erhvervskvinden Mia Wagner på grund af sygdom må trække sig fra posten som minister for digitalisering og ligestilling. Hun nåede knapt nok at møde ind på sit kontor. Hendes afløser er hende, hun afløste, og som alle på dagen for afløsningen mente havde gjort et virkelig godt stykke arbejde. Venstres Marie Bjerre.
Bjerre fik dog skudt i skoene, at hun havde været for usynlig. Danskerne havde simpelthen ikke rigtig lært hende at kende. Det kom hun så efter på dagen for sin aftrædelse for to uger siden. Dels viste hun sig som en kammerat og partisoldat af en anden verden, da hun blev ved med at udtale, at hendes chef Troels Lund Poulsen nu havde sat det stærkeste hold (selv om hun ikke selv var på det). Og dels gennemstod hun med et smil Mia Wagners ‘jeg overtager dit ministerium nu’-tale, som trods gode intentioner var både tåkrummende og utilsigtet nedladende. “Du er en super sej kvinde,” sagde Wagner til Marie Bjerre med en stemmeføring, som om Bjerre var et børnehavebarn, der havde lavet en perleplade, som skulle stryges. “Det er jo en stor dag for mig,” sagde Wagner videre, inden hun lod til at komme i tanker om, at Marie Bjerre stod en halv meter væk: ”…på en anden måde for dig.”
Nu er Bjerre tilbage – stærkere og mere kendt end nogensinde. En eller anden Venstre-gud må have haft en finger med i spillet. Vi sagde det jo: En sygdomsbefængt, mærkelig, testamentlig dag i dansk politik. /Oliver Stilling