Der er noget lærerigt ved at se, hvordan forskellige lande reagerer på Pisa-resultaterne. Langt de fleste er nemlig enige om, at det ser noget skævt ud. Hvilket egentlig også er rigtigt. Den seneste OECD-undersøgelse af skoleelevers færdigheder viser ifølge OECD-analytiker Irene Hu et “uhørt” fald; fra 2018 til 2022 er det gået grueligt galt med både regne- og læsefærdighederne hos de fleste børn, i hvert fald i Europa. Eksempelvis i Danmark, hvor der nu lyder ramaskrig fra bekymrede lærere, forældre og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Det er dog også et ramaskrig, der tilslutter sig en større kakofoni.
I Tyskland er man dybt chokerede over egne præstationer, og det samme er man i Frankrig, hvor uddannelsesminister Gabriel Attal kalder til omgående handling. I Storbritannien er man på ingen måde glade, og det er man virkelig heller ikke i Slovakiet, hvor det i en kommentar i avisen Pravda lyder, at Slovakiet “endda risikerer at stoppe med at være en ‘udvidet fabrik’ for andre lande, fordi vi mangler kvalificeret arbejdskraft.” I Finland spørger man, hvad der kan være gået galt, når nu man klarede sig så godt for 20 år siden – og hvordan nabolandet Estland til sammenligning kan score så højt.
For ja, det er simpelthen Estland, der er den store europæiske højdespringer i Pisa-undersøgelsen. Det er man selvsagt stolte af, selvom det i avisen Eesti Päevaleht også bliver påpeget, at succesen stadig er omgærdet af mystik: “Man er nødt til at indrømme, at vi ikke rigtig ved, hvad der ligger bag Estlands Pisa-succes, men vi har alle bidraget i større eller mindre grad: elever, lærere, forældre og staten”.
Fælles for de mange lande er sjovt nok, at de har svært ved at finde den rigtige forklaring på resultaterne. Den rygende pistol lader til at være coronanedlukningerne, hvad OECD da også peger på i sine nøgleindsigter. Alligevel virker det ikke så tilfredsstillende bare at sige “corona” og holde tidligt frikvarter. Der fremhæves i stedet alt fra fejlslagne folkeskolereformer (det lyder bekendt) til mistrivsel og manglen på kvalificerede lærere. For bekymringen over at score dårligere end sine nabolande kræver selvfølgelig også, at der kan findes en politisk syndebuk.
Problemet med det projekt er så bare, at der i tilfældet Pisa vitterligt er tale om forviklinger på forviklinger, som ikke bare lader sig udrede i ét klart facit. Som professor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet Christian Ydesen også skriver i et debatindlæg, er selve den magt, som Pisa-undersøgelsen bliver givet, faktisk lidt bizar. For med OECD som drivkraft rummer undersøgelsen jo en “umiskendelig ideologisk komponent, nemlig at vi alle befinder os på et globaliseret arbejdsmarked, og at det er de samme kompetencer, som vil blive efterspurgt på fremtidens globale arbejdsmarked”. Men giver det overhovedet mening at tænke sådan – og at lave “én fælles måling af verdens 15-årige, som befinder sig i endog særdeles forskellige kontekster kulturelt, uddannelsesmæssigt og materielt”?
I Berlingske kan man her fredag morgen læse en ret vild dobbelt-whammy af artikler, der på hver deres måde fremstiller nogle af problemerne med alle Pisa-diskussionerne. Den første gør det mere indirekte, for det er egentlig “bare” et interview med Mads Kaagaard, topchef for det Danske Bank-ejede pensionsselskab Danica. Ret hurtigt i interviewet kommer (betalingsmur) Kaagaard imidlertid ind på, at han er dybt bekymret over børns- og unges voksende mistrivsel. Og her bliver det pludselig interessant. For som i et ekko af Pisas ideologiske snæversyn får topchefen minsandten sagt, at mistrivslen mest er et problem, fordi der kommer til at mangler hænder på arbejdsmarkedet:
“Mange børn og unge er presset psykisk. Det er trist i sig selv. Men det er også den generation, der om en årrække skal ind og tage over på arbejdsmarkedet”.
Ret skal være ret: Mads Kaagaard står jo i spidsen for et pensionselskab, og er i den forstand ret afhængig af, at folk får knoklet sig til nogle penge, som de kan lægge til side til når de engang er blevet godt opbrugte af alt knokleriet. Men kunne det mon ikke også tænkes, at topchefens diagnose er noget af det, der puster til mistrivslen: At folk – og endda børn og unge – i sidste ende bare ses som møtrikker i et samfundsøkonomisk maskineri?
Nå, videre til den anden Berlingske-artikel, og lad os gøre det kort: Her har avisen fået opsnappet (betalingsmur), at hele forklaringen på, at danske skoleelever klarer sig dårligere i Pisa-undersøgelsen, måske bare skyldes indvandrere. Eller rettere: Børn med indvandrerbaggrund, som altså er dem, der scorer lavest i de forskellige tests. Berlingske har haft fat i seniorforsker Vibeke Tornhøj Christensen fra VIVE, der står for den danske del af PISA-undersøgelsen, og tallene skulle altså være tydelige.
“Kan du udelukke, at faldet for elever med dansk oprindelse ikke skyldes inkluderingen af stadigt flere elever med ikkevestlig oprindelse i den kategori?”, spørger avisen. Hvortil Tornhøj Christensen svarer: “Jeg kan ikke udelukke noget, da jeg ikke har kigget på tallene endnu”.
Det er en af den slags journalistiske spørgsmål, der er så forbandet ledende. For selvfølgelig kan Tornhøj Christensen som lødig forsker da ikke udelukke noget kategorisk. Ja, selve artiklens vinkling skriger til himlen, for på intet tidspunkt bliver der spurgt, hvorfor børn med indvandrerbaggrund kunne tænkes at klare sig dårligere i skolen. Det er åbenbart nok at konstatere, at “indvandring kan være en overset faktor” når man taler om testresultaterne. Mistænkeliggørelsen siver ud af spalterne – og skaber på den måde splittelsen, som selvsamme medier så godt kan lide at skrive om. /David Dragsted