At hugge eller rive

Den afdøde pakistanskfødte professor Saba Mahmood (1961-2018) var ret klar i mælet, da debatten om Muhammed-tegningene kørte for efterhånden 17 år siden: Det danske forsvar for ytringsfrihed over for truslen fra “islamistiske ekstremister” afslører en ensidig og inkonsisten brug af begreber, der deles af selverklærede sekulære ledere rundt omkring i Europa. Eller som hun skriver i Religious Reason and Secular Affect, hvor ovenstående uddrag er hentet fra: Man befinder sig i en moralsk blindgyde.

Det er kun seks år siden, at den dengang 334 år gamle blasfemiparagraf blev afskaffet. Dengang blev det beskrevet som nærmest historisk, at man ikke længere kunne blive dømt for at krænke andre religioner. Med den nye koranlov er den nu indirekte trumfet tilbage.

Selvom “nålestiksoperationen”, der forbyder utilbørlig behandling af koranen, torsdag blev vedtaget af et flertal givet på forhånd, har de sidste årtiers koransnak afsløret, hvordan der bliver rodet rundt i ord og holdninger: Som statsminister var Lars Løkke Rasmussen i 2017 først imod, så tøvende, og til sidst “stolt” over at afskaffe blasfemiparagraffen. Torsdag turde han så som udenrigsminister slet ikke sige noget.

Det samme er tilfældet for Socialdemokratiets Peter Hummelgaard (S), der først glemte en mindre detalje midt i iveren, men også fik svært ved at forklare koranloven, da den iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan rev koranen i stykker på et rivejern: Hummelgaard bad hende om at stoppe med at “ødelægge ting”, og opfordrede hende i stedet til at “skabe noget, skrive noget, male noget, hugge noget i sten, lave noget musik”. Hvor snittet mellem at hugge og rive skal lægges, kan justitsministeren nu trøste sig med at lægge i juristernes voksende papirbunker. /Emma Louise Stenholm