Fra push- til pullbacks

Engang sendte Frontex selv flygtninge til Libyen. Men nu får den europæiske kyst- og grænsevagt andre til at gøre det for sig – uden at de selv skal røre en finger.

En piratbåd med soldater, der slår og indespærrer migranter, mens de selv griller, nyder solen på dækket og hører ‘Get Low‘, er ikke en parodi, men en virkelig hændelse, der udspillede sig på Middelhavet i juli. Den undersøgende journalistgruppe Lighthouse Reports kan med omfattende ny dokumentation bevise, hvordan Frontex ivrigt har delt koordinater på en strandet flygtningebåd med den libyske milits Tareq Bin Zeyad, der beskrives som en af de farligste i verden, og som med en velbeskrevet historik for tortur og kidnapninger har tætte bånd til lejesoldaterne i den russiske Wagner-gruppe.

Både Lighthouse Reports og Al Jazeera har været i kontakt med en række af de godt 1000 migranter, der befandt sig på båden: De fortæller, at de er blevet tortureret og bedt om at betale store løsesummer for ikke at ende i hemmelige og militsstyrede libyske fængsler: Som manden med det opdigtede navn Bassel Nahas, der efter tre ugers pinsler blev efterladt i havnen i den libyske havneby Benghazi for senere at blive iført en orange fangedragt og holdt op mod en mur for at vente på skud fra soldaterne.

Frontex hævder selv, at der var tale om nødhjælp – og at det var derfor, de den sommerdag sendte mayday. Men som Lighthouse Reports kan dokumentere med lyd og overvågningsbilleder, reagerede hverken Italien, Libyen eller Malta på nødråbet, mens TBZ kort efter dukkede op for at sejle båden til Libyen.

Men som den tyske juraprofessor Nora Markard fra University of Münster siger til Al Jazeera, er det aldrig en milits’ ansvar at redde nogen. Frontex og andre aktører på havene har alle muligheder for at vide, hvad det vil sige at lægge skæbnen i hænderne på TBZ: “Frontex og de nationale redningskoordinationscentre bør aldrig give oplysninger til nogen libyske aktører overhovedet”.

Ifølge Markard skulle Frontex for at leve op til international ret derimod straks sikre, at alle andre end militserne tog sig af redningen – som for eksempel de omkringliggende handelsskibe, “der ikke desto mindre ville have været meget hurtigere fremme”.

Intet af det er nyt. Historien ekkoer et mangeårigt flygtningesamarbejde, hvor Italien og EU aktivt har finansieret og trænet libyske politifolk, embedsmænd og kystvagter i at være med til at forhindre flygtninge i at nå europæiske kyster. Men samarbejdet har altså ændret karakter. Hvor man tidligere har talt om pushbacks – at man får hjælp fra tredjelande eller private aktører til at tvinge flygtninge til et andet land – er forskellen nu, at man med pullbacks får modtagerlandet til selv at stå for det.

Pullbacks er således opstået som det kreative svar på, at man ved, at det man gør er ulovligt. Eksempelvis blev Italien dømt ved EU-Domstolen for at sende flygtninge til Libyen uden at vurdere deres sag – i Hirsi Jamaa And Others v. Italy, hvor den italienske regering ellers argumenterede for, at de såkaldte pushbacks skete uden for italiensk territorium, og at de derfor ikke kunne holdes ansvarlige. Alligevel blev regeringen dømt for at overtræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den nye tilgang foregår ikke i hemmelighed: Det står sort på hvidt i et såkaldt Memorandum of Understanding (MoU) fra 2017, at Italien vil yde teknisk og finansiel hjælp til Libyens kystvagter. På den måde slipper de let udenom. Det samme gælder Frontex, hvor en dugfrisk dom fra EU-Domstolen har understreget, at grænse- og kystvagtens mandat kun er at “hjælpe” medlemslandene, og at de derfor ikke kan holdes ansvarlige. På den måde har Frontex i praksis frit spillerum til at fortsætte med at gøre, hvad de vil – og så længe de vil det. /Emma Louise Stenholm