Amr Alfiky/Reuters/Ritzau Scanpix
“Because truths we don’t suspect have a hard time
making themselves felt, as when thirteen species
of whiptail lizards composed entirely of females
stay undiscovered due to bias
against such things existing,
we have to meet the universe halfway.
Nothing will unfold for us unless we move toward what
looks to us like nothing: faith is a cascade” – Alice Fulton, fra Cascade Experiment.
Vi burde være rasende, og egentlig er vi det også. Aftalen på COP28, der lige nu hyldes som “historisk” – mestendels fordi den ikke er helt så slem, som man kunne have forventet – er på mange måder en hån mod forhåbningerne om, at vi kan nå at begrænse den globale opvarmning til Parisaftalens 1,5 grader celcius. Videnskaben er ellers klar, vi skal have et definitivt adieu til de fossile brændsler hurtigst muligt, og da slet ikke bekymre os om semantikken. De små meningsforskydelser mellem “udfase”, “nedfase” og “omstilling væk fra” er jo aldeles ligegyldige, når alt står i flammer.
Alligevel var det præcis det, klimatopmødet udviklede sig til: en ophedet diskussion 198 lande imellem om, hvordan djævelen findes i formuleringerne. Slutteksten har fået en bemærkning om, at landene “opfordres” til en “omstilling væk fra fossile brændsler i energisystemerne”, og det var altså en løsning, alle nogenlunde kunne leve med. Teksten blev godtaget, Sultan Al Jaber fra De Forenede Arabiske Emirater kunne sige, at man havde fået “en historisk pakke til at fremskynde klimaindsatsen”, mens Danmarks minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) kunne påpege, at det jo er første gang, en aftale har haft en så direkte henvisning til fossile brændsler.
“Planeten leger ikke med ord og bekymrer sig ikke om politik. Den forstår ikke, hvad alle de ord betyder. Den forstår kun virkelige emissioner af virkelige drivhusgasser. Og så længe kurven for dem ikke bliver bøjet meget tydeligt, så vil klimasystemet blive ved at følge de eneste love, det respekterer, som er naturens: kemi, fysik og biologi”, udtaler (betalingsmur) den belgiske klimaforsker Jean-Pascal van Ypersele til Information. Den store ironi ved klimatopmødet er, at der kæmpes indædt om sætninger, som i bund og grund ikke betyder noget. Om man så havde skrevet, at man skulle “skrotte” alle fossile brændsler “ama’r halshug”, ville landene stadig kunne bryde deres løfter. Aftaleteksten er en hensigtserklæring uden sanktionsmuligheder; et vildt diplomatisk blændværk.
Og så alligevel: Som den amerikanske digter Alice Fulton skriver, bliver vi vel nødt til at møde universet på midten, og bevæge os mod det, der ellers ikke ligner noget. Eller, for nu at sige det med Søren Kierkegaard, at ty til troen når fornuften når sin grænse, og vi ikke kan gøre andet end at resignere. COP28 er og var en absurd begivenhed. Men i det absurde ligger også forløsningens potentiale. Tænk bare, hvor opsigtsvækkende det er, at næsten alle lande klapper over en klimaaftale. At De Forenede Arabiske Emirater overhovedet bekymrer sig om at greenwashe. At man er villig til at vælge grøn omstilling over profi- okay, så godtroende er vi alligevel ikke. Faktisk har vi stadig utroligt svært ved at se klart gennem raseriet. Men hvis der er én ting, som ikke må blive udfaset, er det vel vores vilje til at… håbe på et bedre kompromis på COP29? /David Dragsted