Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Fødselsdagen står lige for døren: Fredag fylder SVM-regeringen et år, og det skal da fejres. Eller, måske skal der snarere gøres lidt status over, hvad flertallet har kastet af sig. Og meget passende er fødselaren selv optaget af forhandlinger, der illustrerer den fortsatte balancegang på midten af dansk politik.
Onsdag forlod såvel Liberal Alliance som Dansk Folkeparti og SF drøftelserne om regeringens bebudede skattereform, der efter planen skal byde på skattelettelser for 10 mia. kr. Det ville SF ikke være med til, da man hellere vil have penge til velfærd end skattelettelser til de rige; DF mente ikke, at der var nok at hente for folke- og førtidspensionisterne, mens Liberal Alliance var fortørnede over, at regeringen fortsat er ultimative i kravet om en ny top-topskat. Hvilket fik forperson Alex Vanopslagh til at harcelere over for TV2:
“Man har internt i regeringen – for at få Socialdemokratiet med på nogle skattelettelser – sagt, ‘hvordan kan vi målrettet ramme nogle af de der rige svin’, som man nærmest kan forestille sig, at de kalder dem”.
En bedre gave kunne SVM jo næsten ikke bede om. Nok engang får man illustreret, at man mestrer den besynderlige – men for regeringssamarbejdet nødvendige – Guldlok-politik, der hverken fremstår alt for rød eller blå, men lige tilpas lunken.
Netop det, altså lunken, er dog også hvad befolkningen bliver ved med at være over for SVM-regeringen. Meningsmålingerne peger kun i én retning, nemlig at både Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet står til nogle slemme lussinger, hvis der skulle være valg i morgen. I den forstand har det måske primært været et annus horribilis for regeringen, og ikke mindst for sosserne, der risikerer at miste op mod hver tredje vælger. Så hvordan forklarer man lige, at man trods kritikken har fundet den perfekte temperatur på den reform-grød, som befolkningen pinedød skal tvangsfodres med?
Udover at hun husker den stolte danske tradition om, at man af en eller anden grund skal give slik og kage til andre, når man selv har fødselsdag, og derfor har varslet en ny donationspakke til Ukraine på godt 7,5 mia. kr. – som, ret skal være ret, måske ikke så meget er slik, som nødvendig demokratisk medicin – har statsminister Mette Frederiksen (S) givet et længere interview til Altinget, hvori hun forsøger at forklare regeringens position. Det er på mange måder værd at nærstudere.
Knap nok når Altingets journalist Erik Holstein at spørge statsministeren, hvad regeringen har gang i, førend vi får den vanlige forklaring om, at alle verdenskriserne krævede et bredere samarbejde, flere reformer og mere “stabilitet”. Mette Frederiksen påpeger, at “der sker et fald i meningsmålingerne for mange regeringer”, ligesom det jo sjældent er kompromisser, der begejstrer vælgerne allermest. Men: “En regering er også nødt til at træffe beslutninger, der ikke er den store opbakning bag”.
Og efterhånden som snakken falder på store bededag, Rwanda-planerne, seniorpensionen og alle de andre møgsager, SVM-regeringen har kæmpet med i år, er det så ellers bare budskabet, statsministeren vil ud med. Faktisk er det forbløffende, på hvor mange forskellige måder Mette Frederiksen kan få sagt, at man skam saboterer sig selv i meningsmålingerne med fuldt overlæg, at det hele er den af en større plan. Vi kan jo lige tage de bedste eksempler:
“Vi gik meget klart til valg på at danne en bred regering, og så ved danskerne også godt, at det ikke bliver socialdemokratisk politik fra væg-til-væg. Det ligger i begrebet en bred regering, at man kommer til at indgå kompromiser.”
“Hvis man gør det til et succeskriterium at træffe beslutninger, man bliver populær på, kan man ikke lede landet. Det er muligt, du kan være regering, men du kan ikke lede landet på den måde.”
“Jeg har ikke nogen forventning om, at der er nogen, der elsker en regering i Danmark. Jeg har et håb om, at den danske befolkning kan se, der er en kompetent ledelse af landet, og at vi rammer et balancepunkt, som de fleste danskere kan se sig i.”
“Politik er også musikalitet. Når forandringens vinde blæser i Europa, skal man tage bestik af det.”
Tænk, statsministeren bliver jo næsten helt poetisk i sidstnævnte. Eller skulle vi snarere sige lommefilosofisk? Når vi sådan ser Mette Frederiksens forsvar stå helt fortættet, får vi i hvert fald den mistanke, at hun jo egentlig bare har fundet tilbage til Jean-Jacques Rousseaus gamle idé om almenviljen – altså oplysningsfilosoffens forklaring på, hvordan vi både kan være os selv, og samtidig en del af et større samfund; hvordan vi kort sagt finder frem til et fælles bedste. Hør bare, hvad Rousseau selv skriver i Samfundspagten:
“For at samfundspagten således ikke skal blive til en tom formular, indeholder den stiltiende den forpligtelse, som alene kan give de andre styrke, at enhver, der nægter at bøje sig for almenviljen, vil blive tvunget til det af hele fællesskabet. Hvilket ikke betyder andet, end man tvinger vedkommende til at være fri.”
Pointen hos Rousseau er, at ingen kan være undtaget fra almenviljen, for ellers hænger samfundet slet og ret ikke sammen. Det smarte er, at vi dog alligevel beholder vores frihed, da vi selv er en del af almenviljen; vi tvinger bare os selv. Og vupti, pludselig kan Mette Frederiksen røre i reformgrøden med god samvittighed, også selvom vi bliver ved med at sige, at vi virkelig ikke er sultne. Ja, hvis ikke det var fordi, Rousseau selv peger på et indlysende problem:
Dels skal kærligheden stoppe den splittelse, der alligevel måtte opstå – og den har Mette Frederiksen så desværre allerede afskrevet. Eller, som hun selv siger: “Jeg forventer ikke nogen kærlighed.” Dels risikerer almenviljen ifølge Rousseau at blive overdøvet af alle de særviljer og partiinteresser, som stadig larmer i lovgivningsarbejdet. Et afgørende spørgsmål trænger sig derfor på, her lige før SVM-regeringens fødselsdag: Er det mon almenviljen, der taler gennem statsministeren? Eller snarere frygten for, at ingen længere gider danse rundt om de lunkne kompromisser? /David Dragsted