AP/New York Magazine
Mens SVM-regeringen fylder år, er George Bush kommet i forvejen med et større jubilæum. Torsdag var det præcis femten år siden, at den dengang 62-årige amerikanske præsident stod på talerstolen i den irakiske hovedstad Bagdad – kun få uger inden han måtte forlade sit embede til fordel for Barack Obama, der vandt præsidentvalget på at være imod Bush’ “dumme krig”.
På et splitsekund flyver et par sko igennem lokalet. “Det her er et afskedskys fra det irakiske folk, din hund!,” råber en mand i mængden. Den irakiske premierminister Nouri al-Malik forsøger at afværge skomissilet, Bush bukker sig og undgår den netop. Han rejser sig og kæmper med at finde en grimasse. “Det generer mig ikke. Og hvis I vil have fakta, var det en sko i størrelse 44,” siger han, og tilhørerne griner.
Manden med skoen, der siden er blevet opkaldt bye bye Bush, var den irakiske journalist Muntadhar al-Zaidi. I et stort interview med New York Magazine forklarer han her femten år senere, hvordan han havde ventet på det helt rette tidspunkt, siden Bush begyndte sin invasion i Irak i 2003. “Jeg fortalte ikke nogen, hvad jeg havde tænkt mig at gøre,” siger han til de to AP-journalister Olivier Knox og Jennifer Loven, der også var til stede den decemberdag.
“Men jeg planlagde det, og jeg overvejede også konsekvenserne. Jeg skrev endda mit testamente, fordi jeg tænkte, at jeg kunne blive skudt og dræbt af de amerikanske vagter. Eller, hvis ikke død, så tortur, isolationsfængsling og bagvaskelse. Jeg besluttede mig endda for at tage slip-ons på, så de var nemme at tage af. Min oprindelige plan var kun at kaste én sko. Men hvis jeg missede mit mål og fik mulighed for at kaste en anden, ville det være nemt. Så jeg var klar både fysisk og åndeligt,” siger han.
Ifølge al-Zaidi selv blev han banket og tortureret af premierministerens søn, inden han fik en fængselsdom: “På vej ind til pressekonferencen var den irakiske sikkerhed, som jeg aldrig havde set den før. Vi blev scannet og visiteret. De irakiske sikkerhedsfolk tog endda mine sko af og tjekkede dem. Da de gjorde det, tænkte jeg ved mig selv, at det var det våben, jeg havde, og smilede.”
al-Zaidi blev siden sortlistet i mediebranchen, men hans eneste fortrydelse er, at han kun havde to sko. Ti år senere stillede al-Zaidi op til parlamentet, og heller ikke i dag har fængslet fået ham til at ændre mening om den krig, som han nu sammenligner med situationen i Gaza: “Enhver journalist, der kaster en sko efter ham, får en gave af mig,” skriver han på X – denne gang ikke med henvisning til George Bush, men USA’s præsident Joe Biden.
Skokast er dog virkelig ikke noget, Joe Biden skal bede om. Faktisk udtalte han allerede året efter al-Zaidis “angreb”, at han havde “lidt ondt af Bush”, og at “episoden i Irak” var “uheldig”. Hvortil han tilføjede: “Ham fyren, der kastede med skoene… det var bare – det var bare unødvendigt og var – jeg tror, at præsident Bush […] ved nærmere eftertanke er begyndt at erkende nogle af de alvorlige, hvis ikke fejl, så fejlvurderinger, som han lavede.”
Måske kan Joe Biden fornemme, hvordan skoene nu atter risikerer at blive kastet. Han har i hvert fald advaret Benjamin Netanyahu om at begå de samme fejl i Gaza som USA begik i Irak. Samtidig er Bidens meningsmålinger langsomt på vej op igen, efter han har opfordret Israel til at stoppe sine “vilkårlige bombninger”. Men så længe USA bliver ved med at fastholde sit FN-veto mod en våbenhvile, og i øvrigt fortsætter med at give økonomisk støtte til Israel, skal den amerikanske præsident nok alligevel snøre Skechers og træne sine undvigelsesmanøvrer. /Emma Louise Stenholm