Dollarisering i Argentina

Inden længe kan Argentinas økonomiske skæbne ligge i hænderne på USA. I hvert fald vil landets pengepolitik snart blive besluttet i Washington og ikke længere i Buenos Aires.

Argentinas nyvalgte præsident, Javier Milei, gik nemlig til valg på at redde landets skrantende økonomi og mangeårige høje inflation ved at gennemføre en fuld dollarisering af økonomien og dermed vinke endeligt farvel til pesoen og landets pengesuverænitet.

Men som økonomen Yanis Varoufakis for nyligt tweetede: “Dollarisering som løsning på inflation er som at sønderbombe et land for at slippe af med Covid-19.”

Den store gældscyklus

Argentina har længe befundet sig i en økonomisk krise med høj gæld, mistillid til landets valuta og en høj inflation, der i efteråret nåede op på over 140 pct.

Engang var Argentina et af verdens rigeste lande, og indkomstniveauet var i starten af 1900-tallet det samme som i Danmark. Men i løbet af de sidste hundrede år har landet oplevet en gradvis økonomisk nedgang, hvis årsager nok afhænger af hvilken type fagøkonom, man spørger.

Ligesom med Grækenland under finanskrisen vil en mainstream-økonoms automatsvar formentlig være, at landet har ført en “uansvarlig økonomisk politik” med for store underskud på de offentlige budgetter og for meget statsgæld.

Der er da også gennem tiden blevet ophobet en enorm gæld hos den argentinske stat. Først i 1930’erne, hvor finanssektoren var komplet dereguleret, og bankerne havde tilegnet sig for mange dårlige lån, som staten gik ind og overtog. Senere efter en række devalueringer af valutaen – det vil sige nedskrivninger af værdien af valutaen – der i 1980’erne fik store konsekvenser for realøkonomien, hvor virksomheder led enorme tab, og staten pådrog sig store dele af den private sektors gæld.

Samtidig har Argentina gennem tiden optaget mange udenlandske lån fra IMF (Den Internationale Valutafond) for at undgå et økonomisk kollaps – senest i 2018 med det største IMF-lån i historien på i alt 57 milliarder dollars.

De løbende lån fra IMF betyder, at Argentina gentagne gange er blevet påtvunget at skære på de offentlige budgetter. Noget, som tidligere har ført til stor modstand blandt den argentinske befolkning, fordi det har presset millioner af argentinere ud i fattigdom. I dag lever over 40 pct. af befolkningen under fattigdomsgrænsen – mens inflationen fortsat gør livet dyrere.

Spørgsmålet er, om den indenlandske statsgæld i sig selv er et problem, og om stramme offentlige budgetter nødvendigvis er ansvarligt. Det vender vi tilbage til.

Dollarisering som mirakelkur?

Den evige krisetilstand vil Argentinas nye præsident Javier Milei nu forsøge at befri landet for ved at gennemtvinge en fuld dollarisering af økonomien og altså udskifte dollaren med pesoen.

Historikken med trecifrede inflationstal har nemlig skabt en enorm mistillid til pesoen, der i år har mistet sin værdi flere gange ugentligt. Det betyder, at argentinernes løn praktisk talt formindskes i det øjeblik, den udbetales.

Det har ført til, at en stor del af befolkningen foretrækker at anvende dollaren, som er mere stabil, og at økonomien på den måde allerede er delvist dollariseret. Mange har dollars stående i udenlandske banker eller gemt under sengen, og fast ejendom handles primært i dollars.

Men modsat civilbefolkningen har regeringen stort set ingen dollars til rådighed, og det vil ifølge eksperter besværliggøre overgangen fra pesos, som forudsætter, at regeringen opkøber de pesos, der er i omløb, med dollars. Det kan få konsekvenser for kursen, når pesoen konverteres til dollars, og have en negativ effekt på lønningerne og dermed forringe befolkningens situation yderligere.

Milei har allerede for nylig devalueret pesoen markant. Og potentielt vil Argentina være nødt til at optage yderligere lån fra IMF med flere nedskæringer til følge.

Farvel til suverænitet

Uanset de økonomiske følger vil en dollarisering samtidig og måske vigtigst af alt betyde, at landet for fremtiden vil have færre redskaber til at styre sin egen økonomi.

Med dollariseringen udliciterer Argentina nemlig sin pengepolitik til USA, og landets økonomi kommer i stigende grad til at være bestemt af the Fed, altså den amerikanske centralbank. Argentina bliver på den måde mere afhængig af, hvordan det går i USA’s økonomi – og om the Fed hæver eller sænker renten og således ændrer prisen på dollars efter amerikanske behov.

Det betyder, at Argentina vinker farvel til sin monetære suverænitet og altså ikke længere selv vil kunne sætte sin rente og tage valget om den vil føre en lempelig eller finansiel pengepolitik. Lande har som regel forskellige strukturer og behov og vil derfor også have forskellig pengepolitik. Derfor risikerer dollariseringen ifølge ECB helt generelt at bidrage til øget økonomisk ustabilitet.

Samtidig giver Argentina afkald på at kunne skabe sine egne penge og dermed også fortjenesten ved at skabe dem – såkaldt seigniorage eller møntningsgevinst. Når den nuværende argentinske centralbank skaber nye bankreserver, tjener den et afkast ved enten at forrente dem gennem udlån eller gennem aktiver, som private banker betaler med for at komme i besiddelse af reserverne. De penge ender i Argentinas statskasse. Når den argentinske centralbank ikke længere selv kan skabe penge, nedbringer det derfor statens finansielle kapacitet.

Med dollariseringen bliver Argentina derfor mere afhængig af at låne dollars af USA eller ved at sælge ud af land og offentlige forsyninger for at skaffe sig finansiering. Derfor bør ingen lande gøre sig afhængige af at låne penge i fremmed valuta, mener økonomen Michael Hudson. Ifølge ham er lande som Ecuador, der også har overgivet sig til dollaren – og potentielt snart Argentina – snarere blevet finansielle kolonier af USA end suveræne stater.

Dollarmagten

Med dollaren som den mest udbredte valuta på verdensplan får USA en helt unik status i den finansielle verdensorden. Michael Hudson og Yanis Varoufakis betegner begge det globale valutasystem som et neo-imperialistisk system med USA i spidsen som imperialistisk stormagt.

Med dollaren som enten valuta eller reservevaluta i mange lande flyder der penge ud af de respektive landes økonomier og ind i USA’s. Det er derfor, siger Yanis Varoufakis, at USA som det eneste land i verden kan lykkes med konstant at have et massivt underskud på betalingsbalancen – fordi USA er en “støvsuger af verdens merværdi”.

Af samme årsag er ønsker om afdollarisering de senere år også begyndt at sprede sig blandt flere BRIKS-lande. Argentina er derimod på vej mod en finansiel slavegørelse, der kan blive svær at slippe ud af.

Ansvarlig økonomisk politik vendt på hovedet

Så måske er finansiel underkastelse og Mileis dollarmission ikke løsningen på Argentinas økonomiske problemer. Måske skal tilliden til landets valuta snarere genvindes end konverteres, hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort.

Det vil kræve, at vi tør udfordre mainstream-økonomernes idé om, at statsgæld og store offentlige budgetunderskud pr. definition er dårligt.

Ifølge Modern Money Theory-økonomen Fadhel Kaboub er statsgæld og offentligt underskud ikke nødvendigvis udtryk for uansvarlig økonomisk politik. Faktisk er det snarere uansvarligt, når stater fører sparepolitik. Det forværrer nemlig ikke kun den offentlige, men også den private sektors økonomi, fordi der – en smule forsimplet – bliver sendt færre penge i cirkulation. Og i Argentinas tilfælde har vi set, hvordan det gennem tiden har forringet landets økonomi og skabt øget fattigdom.

Desuden fører offentligt forbrug ikke nødvendigvis til øget inflation. Det kommer nemlig an på, hvor det offentlige forbrug kanaliseres hen og med hvilke formål – om det bliver brugt i sektorer og industrier, hvor produktionskapaciteten er stor, og der er nok arbejdskraft at tage af. Det betyder også, at det sidste ende ikke er niveauet af statsgæld, der er hovedpinen, men snarere gældens funktion.

Der er nok lang vej dertil, men det virker ikke desto mindre mere fornuftigt end, som Yanis Varoufakis siger, at “sønderbombe et land for at slippe af med Covid-19.”