På Kauai, den mindste af Hawaiis fire hovedøer, har et større privat byggeprojekt været under udarbejdelse i en årrække. Der bor kun 73.000 mennesker på øen, og det er nok de færreste af dem, der ikke ved, at det er Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, 39, som er ved at få bygget sig et dejligt sted, som han kan trække sig tilbage til og boltre sig på, når han bliver ældre. Prisen for det hele (inklusive indkøb af 5,6 kvadratkilometer land) er angiveligt tæt på 2 mia. kr.
Hvad de lokale ved mindre om, er hvordan stedet bliver indrettet. Byggeriet har været omgærdet af et utroligt hemmelighedskræmmeri, og alle arbejdere, der har været eller er involveret i projektet, har måttet underskrive alskens hemmeligholdelsesaftaler – ifølge det amerikanske techmagasin Wired har de ikke engang måttet tale sammen om, hvad de lavede, fordi det hele var så tystys.
Gennem offentligt tilgængelige dokumenter, sagsakter fra diverse retssager i relation til byggeriet og interviews med anonyme kilder er det lykkedes Wired at stykke et billede sammen af, hvordan Zuck og hans kone Priscilla Chans feriested og velsagtens kommende hjem kommer til at tage sig ud.
Det starter med en 1,8 meter høj mur ud til den offentlige vej. Det kan man til nød forstå, det ville være at tage munden for fuld at kalde en mur på 1,8 meter et udslag af forfølgelsesvanvid. Så er der i hvert fald mange kolonihaveejere rundt omkring i Danmark, som lider af forfølgelsesvanvid. Langt inde bag hegnet er der så en del bygninger, mindst et dusin, med 30 værelser og 30 badeværelser. Det er også, hvad det er. Hvis man er meget rig, og man får gæster, ønsker man ikke at have en andel i, hvis de pisser i bukserne, fordi toiletfaciliteterne er mangelfulde eller utilgængelige. Hvis man er pisserig, ønsker man sig en friktionsfri ferie uden at skulle tænke på urin og fæces.
Et sted på grunden er der 11 huse i trætoppe, som er forbundet af rebbroer, således at besøgende kan bevæge sig fra det ene hus til det andet uden at røre jorden. To hovedbygninger, som løber op i 5.000 kvadratmeter, er fyldt op med kontorer, konferencerum, flere elevatorer og et køkken i industristørrelse. Hvor lyder det dødssygt.
Men det er så her, tingene tager en drejning. Ifølge byggeplanerne løber der fra hovedbygningerne en tunnel, som fører til en underjordisk bunker-agtig sag på 460 kvadratmeter med bolig, teknikrum og en “escape hatch”, altså en flugtåbning, som kan tilgås via en en stige. Nu indfinder James Bond-skurk-vibrationerne sig. En kilde fortæller Wired, at “der er kameraer overalt”, og at mange af kompleksets døre vil blive tastaturbetjente eller lydisolerede. Der vil også være “blinde døre”, som altså ikke ligner døre, men bare væggene omkring. “Dørene i det underjordiske beskyttelsesrum vil blive konstrueret af metal og fyldt med beton – en stil, der er almindelig i bunkere og bombeskjul.”
Egentlig er der ikke så meget mere at sige. Andet end: Hvor er det kedeligt og forudsigeligt, hvor er det uoriginalt. Det er snart jul, der er krig i Gaza, i Ukraine, i Sudan, i Yemen, etc. Mennesker lider, verden er fuld af flygtninge, temperaturerne stiger, der er masser af sygdomme, mennesket ikke har fået bugt med. Der er så mange ting, man kan bruge sine penge på. Kan vi love hinanden, at den dag vi selv bliver milliardærer, så vil vi ikke være mærkelige? Eller måske er der bare ikke noget at stille op. Måske er det helt uundgåeligt, at der følger et larmende mørke af megalomani og paranoia med pengene. /Oliver Stilling