Boguddrag
Det Blinde Øje af Mathilde Walter Clark
Mathilde Walter Clark har skrevet en bog om mink. Siden hun sad isoleret i sit hjem under coronakrisen og så nyhederne, har den danske forfatter ikke kunnet få de små dyr ud af hovedet. Det er blevet til den geniale bog Det Blinde Øje, hvor Walter Clark gennemgår en af danmarkshistoriens allermærkeligste hændelser: den pludselige aflivning af 15 mio. mink. Føljeton har fået lov til at bringe et uddrag.
Mens mink efter mink blev stoppet i de mobile gaskamre på tv det efterår: Mærkelige og foruroligende fænomener som nu det billede en chefredaktør fra et stort dansk nyhedsmedie lagde op på et socialt medie som bud på “Årets Pressefoto”. På billedet står to mænd, en ung og en gammel, bag en kassevogn af en slags. Begge har fortrukne ansigter, og begge har blikket rettet mod noget i midten af bille det, eller rettere midt i det gyldne snit, noget uformeligt og pelset som den yngste holder frem som en slags ofring mod en zinksluse på toppen af kassen. Et dyr, ansigtsløst, gråt, kun den sorte knappenålsprik af et øje stirrer frem bag kassen. I baggrunden fortoner trådbure sig, tusindvis af dem, tomme.
Opslaget handlede om billedets hjerteskærende kvaliteter, flere tusinde havde klikket ‘synes godt om’, og mere end syv hundrede havde delt det. “Ikke mindst baggrundens tomhed,” lød en typisk kommentar. “Er det mon sidste mink? Ja, det er årets pressefoto—et stykke dansk eksport historie, kulturhistorie, erhvervshistorie, generationshistorie og menneskehistorie. Tja, og vel også arkitekturhistorie.”
Den gåde at dyrene blev skrevet helt ud af historien, mens alles øjne var rettet imod dem. Ikke en eneste nævnte minken med ord der ikke lige så godt kunne være brugt om en transistorradio, et crepejern, en drejeskivetelefon eller noget andet som var på vej ind i fortiden. Selv arkitekturen som havde lagt rammer til dyrenes indespærring, og som— hvis man tænkte efter—havde ydet et afgørende bidrag til “situationen” hvad den end var, trådte i forgrunden for det dyr der var billedets egentlige centrum.
20.
For at forstå hvordan minkproducenternes gråd kunne få så stor en betydning at nyhedsværdien af deres tårer næsten skulle vise sig uudtømmelig det efterår, er jeg nødt til at beskrive hvad der ledte op til øjeblikket, for egentlig bestod det opsigtsvækkende ikke så meget i at nogen stillede sig op og græd på tv, men at ingen havde gjort det før.
Vi befandt os i pandemien, vi havde gennemlevet den såkaldte “første bølge” i foråret, vi havde udskudt planer og brugt udtryk som “så̊ snart det her er overstået” og “på den anden side af corona”, og sommeren, hvor smittetrykket var stort set ikkeeksisterende, havde givet os anledning til at nære mere detaljerede forestillinger om “at vende tilbage til normalen”. Og her var vi, godt inde i efteråret, “den anden bølge” fyldte hospitalerne med hidtil uset hastighed, og måske var vi så småt ved at ane at dette ingen ende havde, at virussen vitterlig, med chefvirologens ord, ville “være på planeten for altid”. Ingen vidste at vi et år fra nu, trods det at pandemien stadig hærgede mange steder i verden, ville være vaccinerede og kunne gå på restaurant eller i teatret hvis vi havde lyst, at vi igen kunne kramme vores gamle mødre og fædre, at de igen kunne kramme deres børnebørn osv., at vi i det hele taget ville få noget der mindede om vores hidtidige liv igen.
De konkursramte virksomheder hobede sig op, restauratører, små erhvervsdrivende, i foråret havde den hund rede og fireogtyve år gamle, familieejede boghandlerkæde Arnold Busck givet op uden at nogen havde grædt på tv, senere ville noget der mindede om hver femte butiksrude i København være dækket med brunt pap, en hel generation af børn gik ikke i skole med andre børn, men måtte undervises i billedkunst og madkundskab og matematik via en skærm, en hel generation af unge henslæbte deres uerstattelige ungdom på deres værelser, helt blå i hovederne af lyset fra deres skærme, og en hel generation af gamle måtte henslæbe deres lige så̊ uerstattelige alderdom bag plastikskærme på plejehjem mens de krydsede fingre for ikke at være faldet døde om før de kunne genforenes med deres familier. Skærme alle vegne, der var intet andet for end at sidde og glo på dem, verden syntes at have skruet sig op i en ulidelig spænding, og så kom præsidentvalget i USA gudhjælpemig, noget mange havde set frem til i årevis med uro. Det fandt sted den tredje november 2020, en dag før den danske statsminister ville stå på skærmen, i et rum for sig selv, fordi coronasmitten havde bredt sig til Folketinget og regeringen, og sige at alle danske mink skulle “slås ned”. Smitten gjorde sig også gældende overalt i USA, og det blev varslet at der, på grund af de mange brevstemmer, kunne gå mange dage før man havde et endeligt resultat, det var et kapløb med tiden, for den siddende præsident forsøgte med alle mulige kneb at ugyldiggøre brevstemmerne for at øge sine egne vinderchancer, og det virkede som om han havde sine partifællers mere eller mindre stiltiende opbakning. Overalt på kloden sad folk klinet til skærmene for at følge den dramatiske optælling i fire delstater, det føltes som om fremtiden hang i en stadig tyndere tråd, et øjeblik så det ud som om et lækt vandrør på et kontor i Georgia skulle afgøre det hele, og så begyndte billederne uden varsel at rulle ind fra minkanlæggene. Det var som om man var gået over til at transmittere direkte fra Helvede, og lige der, i dét øjeblik, stod der en mand, en nordjyde, jeg husker ikke hvad han havde på (mine øjne var klinet til baggrunden med stativerne fulde af døde dyr), men det forekommer mig at han havde blåt Kansastøj på, eller måske en termojakke, i hvert fald begyndte hans stemme at gynge, den knækkede over, og han brød ud i gråd.
Det var et øjeblik af fuldkommen katharsis.
Dér, i den grædende mand i arbejdstøjet, havde vi 2020.
Hans gråd var ren, umiddelbar og fuldkommen naturlig, den krævede hverken ord eller forklaring, og den forekom at være den eneste relevante respons. Jeg mener: Hvem ville ikke græde ved synet af så mange døde dyr? Pointen er her at hans gråd var et hul som vi hver især kunne hælde vores sorger i. Men måske var det vitterlig sådan at mink avlernes gråd med en nærmest ubærlig ironi medvirkede til at kanalisere og forløse den afmagt og skam som mange sad tilbage med ved synet af minkproducenternes egne produktionsanlæg.
21.
Når voksne mænd græder, lød overskrifterne i store typer: Det er groundzero for dansk minkavl. “Det er ad helvede til. Vi prøver at holde tårerne tilbage det bedste vi kan.” Hele familien græd: Lokale minkavlere vinker farvel til levebrød og livsværk. Birgit og Sten i tårer: De pisser på os mens vi ligger ned. Corona lægger vores minkfarme øde: Selv en voksen mand som jeg fælder en tåre. Minkavleren Thomas flager på halv: Jeg græder og styrtbløder indeni. Kasper glemmer aldrig d. 4. november: Græd blandt sine livløse mink da Mette Frederiksen gav ham dødsstødet. Læs en minkavlers dagbog: “Jeg græder meget den dag.”
I Varde sad en minkproducent ifølge JydskeVestkysten og græd “på hug mellem sine døde dyr”, og i Roust græd en minkproducent “afdæmpet og uafladeligt” under sit arbejde med at aflive anlæggets seksogfirs tusinde mink. På et anlæg uden for Brovst måtte et minkproducentpar ifølge Ekstra Bladet “trøstes af deres børn”, mens de af livede anlæggets tretten tusinde dyr. På Gjøl fældede en minkproducent ifølge Politiken “en tåre” ved synet af de tomme bure. I Bramming udtalte en minkproducent sig til DR’s netmedie “med gråd i stemmen” før han gik i gang med at aflive anlæggets femten tusinde dyr. I Aunslev græd en minkproducent ifølge Fyens Stiftstidende “indvendigt”, mens han aflivede tres tusinde mink. I Bramming forsøgte en minkproducent ifølge Sjællandske Nyheder at trøste sin hustru “med gråd i stemmen”: “Det skal nok gå,” sagde han. “Vi pelsavlere er sejlivede.”
Og ti dage efter, i JyllandsPosten, under overskriften De græder i Jylland, med et billede af en minkproducent der sætter Dannebrog på halv, kunne avisens udsendte re porter, efter at have fulgt en række minkproducenter på Gjøl, skrive følgende: “[S]pørger du mig, hvad jeg husker tydeligst efter tre uger i danmarkshistoriens største aflivning af syge og raske dyr, så̊ er det dette: Når voksne mænd græder, er det som om deres ansigter krøller sig sammen. Som et stykke cellofan nogen har sat en lighter til. De mænd jeg har set græde i de seneste uger, gør det uden lyd. Vand stiger op. Ansigterne krøller sig sammen, og så̊ vender de sig bort.”