Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Allerede som barn var Peter den Store besat af krig. Han blev selvfølgelig også udnævnt som tsar allerede som 10-årig, hvilket kan have noget med manien at gøre, men ikke desto mindre tog Peter det noget længere end til legetøjsgeværer. Han fik nemlig sin helt egen hær, Потешные войска eller Potesjnyje vojska, der betød noget hen af “underholdningsstyrkerne” eller ”for-sjov-styrkerne”. Den bestod af tjenestefolk og andre børn, der – mere eller mindre tvungent – skulle udspille forskellige krigsscenarier sammen med Peter. Professionelle soldater blev hevet ind som undervisere, og i takt med at børnene blev ældre, udviklede legehæren sig til to deciderede kompagnier med egne barakker.
Vi ved ikke helt, om der er en lektie at hente hos Peter den Store, men godt 150 år senere skrev den preussiske general og krigsteoretiker Carl von Clausewitz i hvert fald det her: ”Krigen er imidlertid ikke et tidsfordriv, ingen blot lyst til vovemod og succes, ikke en fri begejstrings værk; den er et alvorligt middel til et alvorligt formål”. Hvilket jo passende kan føre os videre til det danske forsvar anno 2023. For set udefra – hvor man mestendels må forholde sig til den ene militære møgsag efter den anden – kan man godt få det uheldige indtryk, at der vist ikke er tale om et helt seriøst foretagende; at selve forestillingen om, at vi sagtens kan slå fra os, mest bare er noget, vi leger.
Tilbage i november kunne man læse, at “Hærens knytnæve”, altså den såkaldte 1. Brigade på godt 4.000 mand, der er en af Danmarks centrale styrkemål i Nato-regi, står til at blive 10 år forsinket, og over 20 mia. kr. dyrere end forventet. Det kniber nemlig med at fastholde personel, ligesom det er kommet lidt bag på Forsvaret, hvor komplekst det faktisk er at opbygge sådan en kampklar brigade. Og det kan jo godt give lidt bange anelser omkring det 10-årige forsvarsforlig til over 100 mia. kr. Særligt når brigaden ikke er det eneste sted, hvor Forsvaret halter efter.
Kanonerne holder fri
Henover den seneste tid har DR beskrevet, hvordan Danmark heller ikke lever op til Natos centrale styrkemål, når man ser på vores fire arktiske inspektionsskibe af Thetis-klassen. Problemet er, at skibene har så stor personalemangel, at man sommetider må sejle uden kanon-mandskab, og derfor ikke kan affyre kanonerne. Ligesom det selvfølgelig heller ikke hjælper, at skibene er 30 år gamle og godt slidte – faktisk lever de slet og ret ikke op til Natos krav. Konsekvensen er, at man må nøjes med at patruljere i vandet omkring Grønland inden for almindelig kontortid.
Det lyder tragikomisk, grænsende til det talentløse. Og det er det sådan set også. Særligt når Forsvaret og Forsvarsministeriet forsøger at spise forsvarsforligskredsen af med en forklaring om, at Danmark “kvantitativt” lever op til Natos styrkemål. For hvad nytter det, hvis skibene alligevel dumper på den manglende bemanding?
Egentlig forstår man dog godt, hvorfor Forsvaret har så svært ved at tiltrække personale. Særligt når man ser på de forhold, værnepligtige bliver budt på kasernerne. Flere af bygningerne er nemlig så faldefærdige, at de knap nok virker beboelige. Værst står det til ved Livgardens kaserne i København, som de værnepligtige ligefrem vil have revet ned. Hvilket giver god mening, når man læser et nyligt notat fra Værnepligtsrådet.
Ifølge notatet er der “konstateret skimmelsvamp på både belægningsstuer og badeværelser”, vinduerne “er gamle og slidte, hvilket betyder at de enten ikke kan åbnes, eller at ruderne falder ud af rammen”. Og herfra bliver det egentlig kun værre: “Der kommer sommetider røg og gnistlyde ud af væggene, hvilke (sic) løses ved at slukke alt strøm på den pågældende etage i en periode […] Der er så stor risiko for nedfaldne tagsten, at store områder på kasernen af afspærret med minestrimmel.” Ja, og som rådsmedlem Sofie G. Lindholm fra Værnepligtsrådet fortæller:
“De værnepligtige har svært ved at forstå, at den historiske værdi kan veje op for alle de ting, som de skal leve med til daglig. For eksempel, at de ikke kan lave nummer to på toilettet uden bagefter at tage en handske på og grave det op. Når de går til ledelsen med eksempelvis problemerne med kloakeringen, så får de at vide, at det er så komplekst at løse på grund af fredningen af bygningen, at det ikke kan lade sig gøre”. Altså, nok skal soldaterne hærdes til krig. Men findes der ikke bedre måder at gøre det på, end gennem fredede bygningers gamle kloakering?
Et alvorligt forsvar
Meget tyder på, at det nok egentlig er heldigt, at der er nogle voksne i lokalet i Nato – og at Danmarks bidrag må virke lidt som et Potesjnyje vojska for stormagter som USA. I den forstand giver det vel også mening, at vi nu skal please amerikanerne med den nye forsvarsaftale, som statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag kunne fortælle om på et pressemøde.
Selvom detaljerne i aftalen stadig mangler at blive offentliggjort, står amerikanske soldater til at kunne blive udstationeret på dansk jord, nærmere bestemt ved flyvestationerne i Karup, Skrydstrup og Aalborg. Og det vel at mærke i en ordning, der er uopsigelig de første ti år, og som samtidig sikrer, at soldaterne kun kan retsforfølges af de amerikanske myndigheder. Men det er vel en lille pris at betale, hvis vores sikkerhed bliver øget?
Ikke hvis man spørger professor i international politik på Københavns Universitet Ole Wæver, sådan som Information har gjort (betalingsmur): “Når man kunne holde det på afstand midt under Den Kolde Krig, så er det i det store billede meget markant, at man i en langt mindre presset situation kommer til den modsatte konklusion […] På en måde er jeg bange for, at der er et element af useriøsitet. At man ikke forholder sig til, netop hvor markant et skridt det er, og i stedet bare siger, ’vindene blæser den her vej, vi vil gerne være gode allierede, det er en tid, hvor vi trækker fronterne hårdt op’. Og så går vi med til stort set hvad som helst”.
Bliver vi trukket rundt i manegen? Og er det problematisk, at amerikanske soldater vil kunne begå forbrydelser uden at man kan dømme dem efter dansk lov? Nej, siger Mette Frederiksen: “Nu har vi ingen forventning om, at der kommer til at ske uhyrlige forbrydelser, det er amerikanske soldater, vi taler om”.
Hvis man hører godt efter, kan man et sted uden for regeringens naivitet høre nogen råbe “Abu Ghraib”. Måske endda suppleret af et “men hvad hvis Donald Trump vinder?”. Krig er aldrig bare for sjov, amerikanske soldater på dansk jord er ikke bare en hyggelig legeaftale. Og det mindste, man kan forlange, er vel, at bekymringerne bliver taget seriøst. /David Dragsted