Kan menneskesmugling redde liv?

Tunesien har sendt 60 milliarder euro tilbage, fordi de mener, at EU udnytter dem og tager dem for givet. Rwanda siger bag lukkede døre, at Storbritannien “tager helt fejl” i deres tilgang til migration, selvom man har sagt ja til at huse udviste asylansøgere på landets hoteller. Og i november valgte juntaen i Niger – der er et helt centralt led i EU’s migrationsstrategi i Afrika – at ændre en danskstøttet lov, der i otte år har gennempresset en kriminalisering af menneskesmuglere til befolkningens frustration.

Meget tyder på, at de såkaldte tredjelande, som EU med en netop færdigforhandlet asyl- og migrationsaftale, der har været flere år undervejs, vil udlicitere store dele af asylansvaret til, er trætte af at blive behandlet som unionens losseplads.

Konkret skal aftalen gøre det lettere at afvise asylansøgere. Samtidig forsøger den at balancere frustrationerne hos både de rige lande i nord og medlemslandene ved de ydre grænser, der tager imod flest migranter, fx Italien og Grækenland. Medlemslande skal i fremtiden få valget mellem at tage imod deres andel af de 30.000 mennesker, som EU forventer at tage imod årligt, eller derimod at slippe ved at betale kontant til en fælles EU-fond. Prisen bliver mindst 20.000 euro per migrant årligt, eller et tilsvarende beløb i udstyr eller personel.

Samtidig er det planen at styrke samarbejdet med de lande uden for EU, der skal hjælpe med at håndtere migrationen – som man i dag har forsøgt at gøre med lande som Tunesien, Tyrkiet, Egypten og Libyen. EU lover solidaritet med det varslede opgør med Dublin-reguleringen, der i dag fastsætter, at det første modtagerland er ansvarlig for asylprocessen. Alligevel risikerer man dog kun at skabe mere risikable ruter for mennesker på flugt, mener Rhoumour Ahmet Tchilouta, der forsker i politisk geografi ved Pacte-instituttet i Grenoble.

I Niger, som beskrives som EU’s migrationslaboratorium, har EU siden 2015 forsøgt at bekæmpe menneskesmugling. Det lyder umiddelbart positivt, men i transitbyen Agadez, hvor kriminaliseringen af menneskesmuglere specifikt har været målrettet, er byens smuglere efterladt i økonomisk usikkerhed, og migranterne selv er tvunget på flugt. Landets junta, der i sommer kuppede sig til magten, valgte derfor – også for at sende et geopolitisk signal til EU – i november at ophæve loven.

I Agadez ser man nemlig ikke smugling som en forbrydelse, men som et middel til at overleve, siger Rhoumour Ahmet Tchilouta til Føljeton: “Mobilitet er mere end en forpligtelse for befolkningen. Det er en resiliensstrategi over for klimachok og kriser.”

Urealistiske forventninger

At loven nu er omstødt, og det dermed er tilladt at arbejde som menneskesmugler, er faktisk et “friskt pust” for økonomien i regionen, siger Tchilouta. Siden 2015 har smuglerne været nødt til at erhverve sig ved at tage jobs som guldminearbejdere, mens kvinderne er blevet efterladt i hjemmet.

“Årsagen er simpel: Der er ikke andet at lave, og frem for alt kræver begge aktiviteter de samme færdigheder: Kendskab til terræn, mobilitet og kørsel. Befolkningen er ikke blevet tilbudt nogen troværdige, bæredygtige alternativer,” siger Tchilouta.

Kriminaliseringen af menneskesmugling bidragede til en ustabilitet, der blev opfattet som en “territorial uretfærdighed”, idet den kun ramte Agadez, der engang blev kaldt ørkenens perle, men nu kun rummer usikkerhed, siger han.

Dette er kun yderligere blevet forstærket efter sommerens militærkup, der har fået Frankrig, Tyskland og EU til at afbryde sikkerhedssamarbejdet og suspendere nødhjælp og som også medførte sanktioner fra Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union (UEMOA):

Niger er det perfekte eksempel på, hvorfor EU’s migrationspolitik ikke virker, mener Tchilouta. Med EU’s nye aftale, der endnu afventer formel ratificering i Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd, vil man med en kriseregulering oprette nye tilbageholdelsescentre ved grænserne for mennesker, man vurderer har “lave chancer” for at få asyl i Europa.

De rater, der skal afgøre, hvem man mener har potentiale for at få asyl, forventes at kunne blive ændret under særlige “kriser”, men definitionen er endnu så løs, at staterne reelt selv kan bestemme, hvem de siger ja og nej til. Og det kan give den selvforstærkende og skævvridende effekt, at migranterne i de lande, der i forvejen får flere ansøgninger godkendt, får lettere adgang til asyl – og omvendt.

Hovedansvaret for unionens flygtninge ender derfor på tredjelande som Libyen, siger Tchilouta: “Vi har set, hvad det har gjort ved Libyen i de senere år: Et katastrofalt resultat af politik, der forsømmer migranters rettigheder, ligesom den nye situation også vil forværre den regionale ustabilitet.”

Mens EU taler om frivillige tilbagevenden, er de fleste flygtninge for Agadez’ vedkommende udviste fra Algeriet, der ikke har noget valg, men i stedet “strander og kæmper” i ørkenen. “Aftalen er blottet for levedygtige alternativer. Den er urealistisk og kortsigtet,” mener Tchilouta. Også fordi migration er blevet en så stor del af Nigers kultur, at det er den, der holder dem i live:

“EU’s negligering af kulturel mobilitet og Afrikas økonomiske afhængighed er eklatant. Selvom der ikke er nogen universel løsning, er den nuværende udvikling unægteligt en humanitær katastrofe. EU og de fleste europæiske lande er nødt til at stoppe med at se tingene, som de ønsker de skal være, og i stedet se dem, som de er.” /Emma Louise Stenholm