Slut med TVPiS, lyder det fra det polske liberale og proeuropæiske parti Borgerplatformen. Med Donald Tusk i spidsen lovede landets nye regering at genoprette “upartiskheden i polske medier”, og der var ikke langt fra tale til handling. Onsdag morgen blev lederne af den største offentlige TV-kanal TVP, Polsk Radio og nyhedsbureauet PAP fyret, og TVP gik kortvarigt i sort. Derefter kunne seerne ikke se den vanlige nyhedsudsendelse, men i stedet gamle afsnit fra en tv-serie om en præst, der også er detektiv.
Det er en del af et større oprydningsarbejde, som ifølge regeringen er nødvendigt, efter at det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS) har siddet på magten de sidste otte år. Oppositionspartiet er – ikke overraskende – PiSsed off.
+ Og hvordan var det lige, at polsk public service blev til partisk propaganda i første omgang? I 2019 tog Foreign Policy temperaturen på Polens medier og demokrati.