“Det er aldrig en domstols opgave at ændre verden”

Det lå ikke i kortene, at den 56-årige dommer Anne Louise Bormann skulle følge i fodsporene på den tidligere danske justitsminister og kvinderettighedsforkæmper Helga Pedersen, der i 1971 blev den første kvinde ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Da stillingen som dansk dommer blev ledig i januar, var der udelukkende mænd blandt Dommerudnævnelsesrådets indstillede kandidater.

Den liste blev dog hurtigt viftet væk af Europarådets Parlamentariske Forsamling. For en ansøgningsprocedure uden kvinder lever på sin vis hverken op til menneskerettighedernes idealer eller ambitionerne om at ruske op i den 64 år gamle domstol.

Stillingen blev slået op igen, og Anne Louise Bormann fik jobbet. Med en lang karriere gennem alle hjørner af det danske retssystem – fra byretterne til landsretten, Justitsministeriet og 17 år som dommer i Højesteret – har hun opnået stort set alt det, en ung jurastuderende kun tør drømme om, allerede inden hun blev den anden danske kvinde på posten i Strasbourg.

“Da jeg begyndte at læse, var 60 pct. af de jurastuderende kvinder, og man håbede, at det efterhånden ville slå igennem overalt i retsvæsenet. Det har det gjort i byretterne, hvor der er flere kvinder end mænd, men i landsretterne er der stadig flere mænd end kvinder. Det er i sig selv tankevækkende, men i Højesteret er det fuldstændig skævt. Vi er nede på 3 ud af 18,” siger Anne Louise Bormann, da Føljeton møder hende ved Menneskerettighedsdomstolen langs floden på den passende adresse Allée des Droits de l’Homme.

“Man har altid sagt, at det kommer, og at det kun er et spørgsmål om tid. Men det holder jo ikke,” siger Bormann, der med sin orlov fra Højesteret har bundet sig til ni år i Strasbourg, mens mand og børn er blevet boende i Danmark.

“Når jeg taler med kvinder i den alder, hvor det kunne være interessant at søge i Højesteret – eller med kvinder, der kunne have været kvalificeret til at søge min nuværende stilling – er svaret ofte, at de har det så godt allerede. Man har ikke fundet svaret på, hvorfor det er sådan. Men overalt i samfundet gælder det, at det er selvforstærkende, når man når ned under en kritisk grænse. Hvis en arbejdsplads er domineret af det ene køn, afholder det det andet fra at søge.”

For hurtigt og for langsomt

Inde i den labyrintiske bygning, der får Christiansborgs snørklede gange til at blegne, er der det meste af tiden stille. Jobbet som menneskerettighedsdommer er på mange måder et ensomt arbejde, hvor dommerne sidder isoleret på deres egne kontorer og begravet i papirer.

Man mærker ikke umiddelbart, at det er netop den her bygning, så mange europæiske politikere bokser mod, når Menneskerettighedsdomstolen giver dem prygl: Som når den danske stat får at vide, at man skal stoppe bæltefiksering af psykiatriske patienter, at der er for stramme regler for familiesammenføring, eller at regeringen uretmæssigt udviser flygtninge.

Hvor FN’s Menneskerettighedskonvention netop er fyldt 75 år, er den fem år yngre europæiske pendant også for nylig fyldt rundt: Det er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Menneskerettighedsdomstolen i Europarådets regi er sat i verden for at overvåge implementeringen af. Den kan vi takke for fundamentale rettigheder som retten til privat- og familieliv og et liv uden tortur. Eller at de 46 medlemslande – der indtil for nylig også talte Rusland, der enten blev smidt ud eller selv meldte sig ud, alt efter hvem man spørger – ikke glemmer demokratiet og retsstaten, siger Bormann.

“En klog kollega har engang sagt til mig, at hverken grundlov eller menneskerettigheder kan forhindre, at et land bevæger sig væk fra det, konventionen garanterer, men man kan forsinke det længe nok til, at man får tid til at tænke sig om. Når det går for langsomt, handler det dels om de lande, der ikke følger dommene, men også om at implementere reformerne.”

Det kan eksempelvis være sager mod fængslede menneskerettighedsaktivister som Osman Kavala i Tyrkiet, der har ligget på Europarådets bord i en årrække, og som stadig er til debat på kvartalsmøderne i Europarådets ministerkomité – hvor ambassadører som stedfortrædende repræsentanter for udenrigsministrene et par gange om året møder op for at holde de andre lande i ørerne.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er på den måde et værn i en verden, der på samme tid skifter for hurtigt og for langsomt, sådan som Anne Louise Bormann formulerede det kort efter jobskiftet. Men hvor efterlader det så Menneskerettighedsdomstolens rolle? Er den udelukkende sat i verden for at bevare værdierne – eller skal den reagere proaktivt, som da Domstolen i sidste øjeblik fik stoppet Storbritanniens fly med afviste asylansøgere på vej til Rwanda?

For meget fokus på udlændinge

Menneskerettighedsdomstolen beskyldes løbende for at være for aktivistisk – af blandt andre Ungarn og Polen. Men også fra dansk side. I 2018 under dansk formandskab for Europarådet – som vi står til igen at overtage om to år – fik den daværende Venstre-regering med Københavnererklæringen overtalt de øvrige medlemslande til at fastslå sort på hvidt, at Menneskerettighedsdomstolen blander sig for ofte og for tit. Det skete på et tidspunkt, hvor den offentlige debat bakkede op om justitsminister Søren Pape Poulsens (K) ønske om at kunne udvise kriminelle udlændinge hurtigere.

I et interview for to år siden gik den daværende islandske retspræsident ved Menneskerettighedsdomstolen Róbert Spanó i rette med den danske kritik: Dels er det aldrig Menneskerettighedsdomstolen opgave at være den, alle kan lide, sagde han i Politiken, ligesom han understregede, at domstolen ikke kun dømmer imod, men faktisk også ofte med Danmark. Det hører vi bare ikke så meget om.

“Debatten i Danmark er baseret på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konstant leverer domme, som frustrerer den offentlige mening om at udvise kriminelle udlændinge. Men det er ikke korrekt. Otte af ni domme fra os siger: ‘Menneskerettighedskonventionen udelukker ikke udvisning i disse sager’,” sagde Spanó.

“Mit budskab til det danske politiske system er, at hvis vi skal have en konstruktiv og fair debat, så få styr på fakta.”

“I Danmark har der været tendens til at fokusere meget på de udlændinge, der begår kriminalitet, og meget lidt på, at Domstolen er meget andet. Selv blandt advokater kan jeg savne viden om, hvad praksis er på områder, der ikke vedrører straffe- eller udlændingeret. Det har dels noget at gøre med, at vi har haft en række domme mod Danmark, som der har været politisk og juridisk fokus på, men det er også et uddannelsesproblem, at man som jurist bliver meget nationalt fokuseret,” istemmer Bormann.

Skal ikke løse hele verdens problemer

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev formuleret umiddelbart efter Anden Verdenskrig for at sikre, at europæiske stater aldrig igen skulle begå nogen former for overgreb på deres egne statsborgere. Mens krigen i Ukraine udspiller sig for øjnene af os, er det let at få øje på, hvorfor menneskerettighederne er vigtige. Bomberne i Gaza er på papiret uden for Menneskerettighedskonventionens anvendelsesområde og derfor ikke noget, Domstolen har mandat til at blande sig i, før der foreligger en konkret sag på juristernes bord. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er noget, den på et tidspunkt bliver nødt til at tage stilling til.

“Som dommere skal vi forholde os til de sager, vi får ind, og ikke forsøge at løse hele verdens problemer. Krig vil altid have en effekt på menneskerettighederne. Det kan have en betydning for, hvilke sager vi modtager. Det kan være om grænsen mellem ytringsfrihed og billigelse af terror, mens konflikter uden for Europa også har betydning for sager om udsendelse til de pågældende lande. Men der er næppe nogen, der sender nogen til Gaza lige foreløbig.”

Selvom principperne altså går tilbage til efterkrigstiden, skal dommerne tage bestik af verden udenfor for at sikre sin relevans og legitimitet. Det betyder, at man skal tage højde for det, man kalder present day conditions – med andre ord den politiske virkelighed: Ordlyden i 50 år gammel tekst betyder ikke det samme som i 2023.

“Det er aldrig en domstols opgave at ændre verden, men at beskytte vores rettigheder og værdier. Vi er meget opmærksomme på, at vi skal udfylde vores rolle og afsige de domme, der følger af konventionen, uanset om vi møder politisk kritik eller ej,” siger Anne Louise Bormann.

“Men også om vi går for langt på områder, hvor der ikke er europæisk konsensus. Det gælder særligt, når man har at gøre med noget nyt – som ny teknologi eller kønsskifte. Vi skal være meget forsigtige på disse områder. Der har staten betydelig skønsmargin, og vi lægger stor vægt på dialog med de nationale domstole”.

Firkantet dansk lovgivning

Trods danske sager om udvisninger og bæltefikseringer, der har trukket overskrifter de seneste år, kan man fristes til at tænke, at Danmark ikke har store menneskeretlige udfordringer, når man ser på antallet af danske sager. Sagsbunkerne er langt mindre end i eksempelvis Tyrkiet og Rusland.

For to år siden havde sekretariatet samlet over 70.000 sager liggende, og det har Menneskerettighedsdomstolen siden kæmpet for at nedbringe. Henholdsvis ved at bruge såkaldte pilot judgments, hvor man slår flere enslydende sager under én behandling – eller komitéer, så man ikke behøver lige så mange dommere til at afgøre en sag.

“Men det er ikke nogen hemmelighed, at Menneskerettighedsdomstolen mangler ressourcer, og det er i sidste ende op til medlemsstaterne at sørge for at løse de strukturelle problemer, der forårsager mange sager og dermed den lange sagsbehandlingstid. Jeg lige kan holde styr på de godt 30 sager, der verserer mod Danmark.”

Fra sin tid i Højesteret er Bormann særligt blevet optaget af familieretten, som vi i Danmark har “meget lidt fokus på”. Her fremhæver hun den nylige danske sag ‘K.K. og andre mod Danmark‘, hvor en kvinde blev nægtet at adoptere sine egne tvillinger, fordi hun havde betalt en ukrainsk surrogatmor.

“Familien var ikke den første, der blev stillet i den situation. Man har været ganske længe om at få øjnene op for, at der var et problem med en firkantet dansk lovgivning fra 1980’erne, der ikke var fulgt med tiden, at der var børn, der havnede i et juridisk tomrum, og at der allerede var praksis og domme fra Menneskerettighedsdomstolen i blandt andre franske sager,” siger hun.

“Hvor man tidligere accepterede, at sådan var dansk lovgivning, blev man nu opmærksom på, at det ikke bare var urimeligt for børnene, men at de også havde rettigheder. På tværs af det politiske spektrum er man måske ikke enige om, hvordan man skal løse det vanskelige dilemma, dommen rejser, men jeg tror alle er enige om, at man på et tidligere tidspunkt skulle have taget fat i den danske lovgivning.”

“Vi stort set ikke ser nogen sager inden for familieretten, men hvor der omvendt fra Norge og Sverige er en række sager om børn, der bliver anbragt uden for hjemmet eller adopteret uden samtykke. Det kan være fordi alt går godt. Men det er det nok ikke altid”. /Emma Louise Stenholm