Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Årsopsamlinger er altid svære at lave. Det bliver så fortættet, så kunstigt at samle op på alle glæderne og tragedierne. Særligt hvis man skal forsøge at give et bare tilnærmelsesvis troværdigt billede af, hvordan verden ser ud. For hvor skal man overhovedet begynde, når alt virker så komplekst, grænsende til det uløselige – hvad enten vi taler klimakrise, krig eller demokratiske sammenbrud? Vi ved det faktisk ikke. Men så er det jo heldigt, at vi har kickass-iværksætter og selvbestaltet problemknuser Jesper Buch.
Kort før jul fløj Jesper Buch til tasterne på LinkedIn med en opsang, han tydeligvis havde tænkt meget over. Som kun en mangemillionær kan sige det, har 2023 nemlig “været træls hvis man kigger lidt udover egen næsetip. 😬” Det er særligt de mange krige, der går Just Eat-stifteren på, og så det forhold, at “10 tusindevis af godt betalte diplomater og politikkere ikke sikre at der ikke er krig (sic)”. For, som Jesper Buch påpeger med et imponerende klarsyn:
“Det er sgu da lidt af en falliterklæring helt ærligt….🫵 Har skrevet det før…. Magt og penge er en farlig størrelse hvis de ender i hænderne på individer uden EMPATI…. ☝️”
Buch græmmer sig over, at “trillioner” bliver brugt på våben og ødelagt infrastruktur. Det gør vi jo sådan set også. Og så har han tilmed opdaget, at det hele er meget anakronistisk:
“Få nu stoppet krig det er super plat og pinligt for menneskeheden – Det har ikke gang på jord – Det hører middelalderen til – ikke 2023.🤝”
Nu er “plat” nok ikke det allerførste adjektiv, vi selv vil bruge i den her sammenhæng. Men serieinvestoren får da sit budskab igennem. I kommentarfeltet på opslaget kan man læse, hvordan folk er såre imponerede over Buchs ønske om at bekæmpe krig. Vi er også begejstrede. Faktisk kan vi ikke undgå at tænke, at Venstre vel lige så godt kan tage chancen på ny og invitere den sultne løve med ind i ministerhulen. Samspillet med den stilistisk mere tørre forsvarsminister Troels Lund Poulsen ville vi give meget for at se.
Men i hvilken retning?
Problemet med tiden – og det er nok her, Jesper Buch så alligevel får den lidt galt i halsen – er, at det virker intuitivt at tænke på den som en retningsbestemt størrelse; som en tidslinje, der kontinuerligt bevæger sig fra venstre mod højre – og mod gradvise forbedringer. Sådan behøver det dog ikke at være. En linje har i sig selv ikke nogen retning; det er snarere noget, vi tillægger den. Filosofisk kan man – ved at låne et par udtryk fra fysikken – tale om tidens anisotropi og/eller isotropi. Altså diskutere, hvad retningen overhovedet betyder.
Bevidstheden spiller i den forbindelse en særlig rolle, for både erindringen og forventningen former vores forståelse af tiden: Vi husker, hvordan tingene har været, og håber, at de snart kan forandre sig. Men virkeligheden kan sagtens være mere brutal. Det er ingen selvfølge, at krig hører fortiden til, bare fordi vi lever i 2023. Ligesom situationen i Ukraine, Gaza, Sudan og Myanmar (for nu bare at nævne nogle af de værste konfliktzoner) næppe bliver bedre, blot fordi vi lige om lidt skriver 2024. Retningen er ikke givet på forhånd, den skal fremmanes og bearbejdes – med eller uden Jesper Buchs hjælp. Hvilket får os til at tænke på passagen her fra Karl Ove Knausgårds lille tekst om fyrværkeri fra Om vinteren:
“Det store unntaket var nyttårsaften, i timene rundt midnatt, med en særlig konsentrasjon rundt de siste minuttene før og de første minuttene etter, da alla barna stod tett sammen med sin mor ute i sin hage og så sin far stå bøyd over en utskytningsrampe og fikle, til han fik fyr på lunten, sprang tilbake og stilte seg sammen med de andre for å se raketten lette fra marken […] slik at de på den måten fikk vise, en gang i året, hva som egentlig bodde i dem, hvem de egentlig var. […] At ingen noen gang hverken roste eller kritiserte akkurat vårt fyrverkeri, som antageligvis hadde blitt slukt opp av alle de andre oppskytningene, spilte ingen rolle, for disse tyve minuttene i året var fylt av en slik intens glede og kraft at det aldri var noen tvil om at det bildet fyrverkeriet tegnet opp over oss, av en verden over verden, for en stakket stund fylt av skjønnhet og rikdom, ikke var en illusjon, men representerte noe sant: slik kunne livet vårt også være.”
Verden er ét stort kollektivt fyrværkeri, man nemt kan fare vild i. Men i virvaret findes også en anden virkelighed: Her bor visheden om, at vi sagtens kan forbedre den nu – og ikke i en fjern fremtid. Rigtig godt nytår. Vi ses på den anden side. /David Dragsted