Logrende, grædende danskere

En skattet læser i Tønder, som koketterer med, at han er trådt ind i “støvets år” (70), beder så mindeligt om, at Føljeton udkommer “HELT UDEN stof om dronningen” i dag. I en kort skrivelse afsendt til Føljetons redaktion sent mandag aften gør han det klart, at han ikke tåler mere abdikationsstof før d. 14. januar, hvor dronning Margrethe træder frivilligt tilbage som den første danske monark i noget i retning af 900 år.

Støvmanden har sådan set ret. Det var vel det eneste decideret lortede ved dronningens 52. og sidste nytårstale: Den tsunami af kongerøgelse og ulideligt hurlumhej, som hendes ellers ganske elegante bebudelse om snarlig fratrædelse straks ville afstedkomme i landets medier. Tidslinjerne, kavalkaderne, portrætterne, analyserne, kommentarerne, reportagerne, savlende kongehusspecialisters uendelige ævlen i tv-studierne og chefredaktører, der på lederplads overgiver sig fuldt og helt til den sæbeopera, vi kender som kongehuset.

‘S​elv de mest forbenede republikanere må anerkende værdigheden og storheden’, lød overskriften på Politikens logrende leder signeret chefredaktør Christian Jensen søndag aften. Børsens leder, som også er skrevet af en chefredaktør, opererer med hele to overskrifter, som er lige leflende og lige dårlige: ‘Tak for at være den, der samler os – tak for at udtrykke vores identitet’ og ‘Nærvær og sårbarhed. Måske er det præcis de egenskaber, som kronprins Frederik besidder, vi har brug for’.

I en artikel på TV 2’s hjemmeside udtaler en retoriker bagklogt, at man faktisk kunne se på dronningens kropssprog, at hun havde noget vigtigt på hjerte. “Man kunne se, at hendes krop – jeg vil ikke sige, at den faldt sammen – men hun sank lidt ned og begyndte virkelig at kigge ind i kameraet, og så sagde hun det. Og der var jo ingen vej tilbage. Da hun først begyndte at tale om det med, at det var tid, så var der ingen vej tilbage, og det vidste hun jo også. Hele nationen havde øjenkontakt med hende, da hun sagde det. Hun kiggede os alle i øjnene i meget lang tid. Og det at have øjenkontakt er den allervigtigste ting i mundtlig kommunikation”.

Hvad taler han om? Dronningen havde ikke øjenkontakt med nogen – hun kiggede på et tv-kamera.

Til B.T. udtaler skuespilleren Joen Bille, at dronningens egen private nytårsaften efter talen var “en mærkelig aften”. Han var der nemlig selv med sin kone, den adelige Bente Scavenius, og to andre kvindelige gæster nær de 80. Mere hverken kan eller vil han afsløre. “Det var en privat aften,” siger han. “Vi havde det godt, og mere kan jeg ikke sige”.

Normale danskere

Vi er kun nået til d. 2. januar. Når ugen er omme vil alt, hvad der kan krybe og gå af typer med bare en lille smule adkomst til medierne have besunget den afgående monarks visdom og hendes 55-årige søns evne til at gå i folk med træsko på. Derefter vil aviser og tv-stationer se sig nødsaget til at rekruttere mere og mere almindelige danskere, indtil alle har fået ordet. Til sidst når de ud til vores kære støvmand i Tønder (som dog – ligesom de fleste af Føljetons læsere – ikke er helt normal).

Det britiske dagblad The Guardian er allerede i gang med at tale med almindelige danskere – i Jylland. Af alle steder er avisens reporter taget til det såkaldte Trekantsområde, og det er de mest utrolige ting, folk svarer, når det er et udenlandsk medie, som spørger. “Jeg tror, Danmark er klar – og mange elsker Frederik,’ udtaler Johanne Lucie Ertok, en socialarbejder i Vejle. En lokal PR-mand ved navn Morten Pelch kører den helt ud. “Hun (dronningen, red.) har passet på os i så lang tid, det var… følelsesladet (…) Jeg græd. Og så så jeg den (talen, red.) igen og græd en gang til (…) Hun er vores lands mor, hun fortæller os, når vi skal gøre det bedre. Og hun har været der, siden jeg var lille. Så i dag græder hele Danmark”.

Det bliver vildere. En hotelejer i Billund, Martin Ebmark, siger i artiklen: “Det er helt normalt at møde en prins, mens man spiser en åben sandwich, og bare sige ‘Hej, Frede!”

En “åben sandwich”? Kan det være smørrebrød? Og journalisten skriver videre: “En anden person gengav, hvordan hun engang lige var kommet op fra stillingen ‘hunden’ i en yogatime i en offentlig park, da hun så den kommende konge slentre forbi.”

Ikke et ord om kongehuset i dag, lovede vi. Årets første Føljeton-tekst på denne plads handler for så vidt heller ikke om nogens abdikation. Den handler om danskerne. Lad os bruge de nævnte begivenheder som afsæt til at se indad. Som en mand sagde i en tv-transmitteret nytårstale engang i forrige årtusinde: “Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”