Sandhedens time

Tilbuddet lyder næsten for godt til at være sandt: Papirnusseri skal veksles til passioneret ældrepleje.

Fremover skal landets stadig flere pensionister have både større valgfrihed og bedre omsorg. Alt skal gå op i en højere enhed. Og det er på høje tid, må man forstå. For som statsminister Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale: “Hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent”.

Sådan lød løftet i Mette Frederiksens nytårstale. Ja, ganske vist ikke her forleden, men for to år siden. Reelt er der således tale om et uindfriet løfte, et løftebrud om man vil. I 2022 lovede hun, at “de ældre skal få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver”.

Her i 2024 er løftet udskudt og neddroslet til ordene: “Alt det må vi fortælle mere om senere”. Der kommer en god løsning – senere. Ligesom under forgængeren Helle Thorning-Schmidt (S), der også trak de mest tvivlsomme beslutninger i langdrag.

Men udspillet til en ny ældrepleje er ikke desto mindre på vej. Og inden længe vil der blive præsenteret brudstykker til en reform, der meget vel kan vise sig at blive en af de mest vidtrækkende, siden Venstres daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen satte gang i sine eksperimenter med privathospitaler og storkommuner.

Ældrereformen vil blive en sandhedens time for SVM-regeringen. For her vil der uundgåeligt blive bekendt politisk kulør. Og farvespektret peger i blå retning.

Den hidtil meget tilbagetrukne ældreminister fra Moderaterne, Mette Kierkgaard (ja, uden e), understreger, at den seneste udskydelse ikke kommer til at ændre noget i praksis: “Selvom det ikke blev den nytårstale, statsministeren havde forberedt, kommer det faktisk ikke til at påvirke tidspunktet for udspillet. Det kommer vi med meget snart her i starten af det nye år,” lyder det fra 51-årige Kierkgaard.

Tag ikke fejl: Moderaterne glæder sig mindst lige så meget som socialdemokraterne. Langt om længe er det Lars Løkke-partiets tur til at sætte scenen.

Kreativt regnestykke

Reelt er der tale om et udspil, som har ændret sig afgørende, siden Mette Frederiksen først annoncerede det for to år siden. Siden da er Venstre og Lars Løkke nemlig kommet med i regeringen. For de to borgerlige regeringspartier venter en historisk “frisættelse” af den offentlige sektor – og det betyder øget privatisering og såkaldt “konkurrenceudsættelse”.

Officielt tilbyder statsminister Mette Frederiksen dog også en anden fortælling, en historie om et løft i bevillingerne til ældreomsorg. Socialdemokratiet har da også allerede hængt kampagneplakaterne på rundt om på landets togstationer: “Vi skal passe bedre på dem, der passer på os,” lyder sloganet, som står på et foto af Mette Frederiksen ved siden af en ældre mand.

Hun planlægger at genbruge nogle af de gamle formuleringer, tilbage fra nytårstalen i 2022, hvor hun var leder af en socialdemokratisk soloregering, og hvor grundidéen vitterligt handlede om at udvide den eksisterende ældrevelfærd, ikke først og fremmest en ny bølge af privatisering.

Fra Socialdemokratiets side vil der fortsat lyde en sang om, at bevillingerne til ældre vil stige, og at man derfor må forstå, at omsorgssektoren også opprioriteres. Rent budgetmæssigt er det heller ikke forkert: I de kommende år vil ældreområdet rent faktisk få tilført flere midler, og alene målt i kroner og øre vil der blive tale om et betydeligt løft.

I virkelighedens verden er der imidlertid tale om, at antallet af pensionister stiger så markant, at de gennemsnitlige udgifter pr. ældre medborger ikke kommer til at stige mærkbart, og de stigende budgetter dermed blot dækker over, at pengene skal række til mange flere. Alene derfor er det misvisende at fokusere for meget på det samlede beløb. Det mere interessante er, hvad SVM-regeringen har tænkt sig at gøre, for samtidig at skabe en fornemmelse af forbedringer.

Som tilfældet også var under Lars Løkke Rasmussen i 00’erne, tegner et af hovedinstrumenterne til at skabe mere velfærd for skattekronerne til nu igen at blive en delvis privatisering.

Denne gang blot med en socialdemokratisk statsminister i spidsen for projektet.

Blåt signaturprojekt

Løkkes gamle parti, Venstre, har for længst konkretiseret, hvad de kræver af en ældrereform. Sjovt nok skal den bare være borgerlig-liberal. Under valgkampen, hvor flere Venstre-profiler også angreb Mette Frederiksen for ikke at have indfriet løftet om en ny ældrelov, blev der lagt et forslag frem, som nu ventes at ville blive indfriet:

“Friplejehjem i alle landets kommuner: I mere end halvdelen af landets 98 kommuner har de ældre ikke mulighed for at vælge et privat alternativ til det kommunale plejehjem, hvis de ønsker at blive i den kommune, de bor i. Venstre ønsker friplejehjem i alle landets kommuner”.

Som pendant til landets mange friskoler ønsker Venstre, at der skal oprettes private plejehjem over hele Danmark, og at de ældre samtidig skal kunne tage størstedelen af pengene med væk fra det offentlige, præcis som ordningen er for alle de skoleelever, der søger over på de private friskoler. Og ligesom friskolerne er populære, vil friplejehjem formentlig også kunne blive et attraktivt supplement til de kommunale ældrecentre.

For Venstre og Lars Løkke er der kort sagt tale om en vindersag. Rent ideologisk kan ældrereformen vise sig at blive et af de helt store gennembrud, for det er trods alt sjældent, at så fundamentale dele af den offentlige velfærd som lige netop ældreomsorg bliver udlagt til private udbydere. Ja, paradoksalt nok kan det ende med at blive forløsningen på det liberaliseringsprojekt, som Liberal Alliances skandaliserede ældreminister Thyra Frank forgæves forsøgte sig med under den seneste Løkke-regering.

For Mette Frederiksen stiller sagen sig imidlertid anderledes. Hvordan det skulle være blevet socialdemokratisk politik at privatisere ældreomsorgen, fortaber sig i gåder. De kommende uger bliver sandhedens time for Socialdemokratiet. Hvis vælgerflertallet køber paradefortællingen om flere penge plus valgfrihed, vil alt være fint for Mette Frederiksen. Men måske er verden ikke længere så god?

Hvis alt for mange vælgere gennemskuer, at Mette Frederiksen måske er i gang med at realisere Lars Løkkes gamle privatiseringsdrømme, kan klippekortet med nytårstaler være brugt op. Efter afskaffelsen af store bededag og topskattelettelserne kan friplejehjem blive SVM-regeringens næste borgerlige signaturprojekt.