Cheney Orr/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er nemt at glemme midt i verdens øvrige virvar, men i morgen – altså lørdag – er det allerede tre år siden, at arrige republikanere stormede den amerikanske kongres. Demokratiet i USA var faretruende tæt på et sammenbrud; Donald Trump beviste, hvordan han kynisk vil bruge alle midler for at beholde magten. Sårene, der dengang satte sig i den amerikanske bevidsthed, er langt fra helet. Og om noget vil præsidentvalgkampen blot rive op i dem igen. Joe Biden synes stålsat på at bruge stormløbet som et billede på, at valget står mellem ham eller kaos. Imens bliver Donald Trump ved med at sige, at den 6. januar var en “smuk” dag.
Som The New Yorker rammende beskriver det, er USA fanget i et “doom loop”. Så længe Trump står til at blive republikanernes præsidentkandidat, er det umuligt at komme ud af det mørke, som stormløbet stadig fremmaner. Også selvom amerikanerne er dødtrætte af at forholde sig til det. For på sin vis virker det som en syg joke, at det atter er Biden og Trump, der skal gennemføre en demokratisk dødedans – og at situationen næsten kun er blevet værre i løbet af de seneste tre år. Stormløbet gjorde volden til et epicenter i amerikansk politik på en måde, som ingen synes at have været forberedt på. Måske lige bortset fra Donald Trump.
I sin lille bog med den sigende titel Vold spekulerer filosof Slavoj Žižek over, om “mennesker overgår dyr i deres evne til vold, netop fordi de taler”. Žižeks pointe er, at der i selve sproget findes en forenkling af tingene, som faktisk kan virke helt voldelig. Hvilket han underbygger med et hurtigt eksempel: “Når vi navngiver guld ‘guld’, så uddrager vi voldeligt et stykke metal fra dets naturlige tekstur og investerer det i vores drømme om rigdom, magt, spirituel renhed og så videre – hvilket overhovedet intet har at gøre med guldets umiddelbare realitet”.
Med fare for her selv at forsimple tingene, er der måske noget om snakken, når man ser på Trumps retorik. Som få forstår han at forenkle og nedkoge sine argumenter, så de taler til noget helt instinktivt hos rettroende kernevælgere. Faktisk er han både bevidst og overlagt voldelig i sit sprogbrug. Og fejlen er at tro, at det ikke betyder noget. Bare den udtalte trussel om vold kan nemlig have en disciplinerende effekt. Særligt i et land, hvor Gud og hvermand synes at eje et skarpladt skydevåben.
Præcis det er både The New York Times og Vox inde på i nogle meget ens, meget skræmmende artikler. Begge steder beskrives det, hvordan Donald Trump systematisk har skaffet sig en overvældende opbakning blandt folkevalgte republikanere via sit helt eget rædselsregime. Med frygt og slet skjulte dødstrusler får han tvivlere til at makke ret, og effekten er voldsom. For, som Vox formulerer det: ”truslen om vold er nu en del af det amerikanske politiske system i en sådan grad, at republikanske embedsmænd – efter eget udsagn – ændrer deres adfærd, fordi de frygter den”.
Selvom det ikke forhindrede Joe Biden i at overtage præsidentembedet, var stormløbet på den amerikanske kongres alligevel vendepunktet, der åbnede døren for volden. Og selvom amerikanerne er desperate efter at komme videre, risikerer de nu atter at sidde fast i stormen; fanget af urovækkende minder, som hverken Biden eller Trump vil lade dem slippe. Det bliver et langt og koldt valgår for USA – og alle os andre.