Kaos ved Udlændingestyrelsen

Udlændingestyrelsen i Ryesgade på Østerbro i København ligner ikke helt sig selv. På den hvidmalede murstensfacade hænger skilte med desperate meddelelser som: ‘Vi er ødelagte, hjælp os’ og ‘Hvor er humaniteten?’ På fortovet foran bygningen er der fyldt med mennesker. Nogle snakker dæmpet sammen. Et par stykker kigger tomt ud i luften, og en enkelt ung fyr løber rundt og laver små film på sin iPhone, mens han indtaler desperate råb om hjælp. ”Jeg vil leve!” råber han ned i kameraet og snubler nær over en sovende pige. Hun hedder Nanna og er syv år. Indsvøbt i sin fars jakke ligger hun på jorden ved husmuren og sover til middag.

Hendes mor forklarer, at hun er træt, fordi de sov i en park natten forinden. Ved siden af Nanna står en barnevogn med hendes lillesøster Anna på tre måneder. Hun sover ikke, men pludrer insisterende, indtil hendes mor opgiver at vugge barnevognen frem og tilbage og tager hende op. Pigernes far støder til og fikser en sutteflaske med modermælkserstatning til hende.

Det er ikke første gang, syriske flygtninge samler sig foran Udlændingestyrelsen i protest over langsom sagsbehandling. Det har før været oppe i medierne, og Nynne Roberta Pedersen, der bor i en opgang overfor, fortæller, at der ofte sidder nogle stykker – fra tid til anden en stor flok, ligesom dem, der sidder her nu. Deres sager er forskellige. Nogle har fået taget deres fingeraftryk i Ungarn og venter svar på, om de kan få asyl i Danmark eller ej. Andre venter på familiesammenføring. Nogle begge dele. Fælles for dem er, at deres sager trækkes i langdrag, og de eneste udmeldinger, de får fra systemet, er, at sagerne gang på gang forsinkes, så de fortsat må vente på svar.

Beklager, din sag er udskudt

Mohammed Shaker Medeghmesh kommer fra Damaskus i Syrien, hvor han indtil for få år siden boede med sin familie og arbejdede som civilingeniør. Men da krigen brød ud, blev det for farligt, og de satte sig for at flygte. Mohammed Shaker Medeghmesh besluttede sig for at sejle over Middelhavet til Europa, men ville skåne sin familie for den farefulde bådtur og lod dem vente i Egypten. Efter selv at have fået opholdstilladelse i Danmark søgte Mohammed 22. oktober 2015 familiesammenføring.

Han sidder op ad muren på fortovet foran Udlændingestyrelsen med sine papirer i hånden. Af det første brev fremgår det, at sagen forventes afgjort inden 22. marts 2016. Næste brev er fra juni 2016, hvor Udlændingestyrelsen beklager ventetiden og sætter ny frist ved udgangen af august. 30. august kommer der så endnu et brev, hvor Udlændingestyrelsen igen beklager ventetiden og udskyder sagen til slutningen af december i år.

Mohammed Shaker Medeghmesh hamrer hånden med papirerne i jorden.

”Når jeg snakker med mine børn, græder de. Når jeg snakker med min kone, græder hun. Familier skal være sammen for at menneskene kan fungere,” siger han på gebrokkent dansk.

Mohammed Shaker Medeghmesh har lært dansk i asylcentret, men er ikke tilfreds.

”Jaja, jeg kan tale lidt dansk. Men jeg kan ikke lære det ordentligt, når jeg ikke er sammen med min familie. Min hjerne fungerer ikke. Den er knust,” forklarer han og presser hænderne mod tindingen for at understrege sin pointe. Han gnider sig i øjnene og kigger ud på gaden.

Alle har depressioner

Foruden rejsetasker, vandflasker og iPhoneopladere ligger der også en bunke piller på fortovet foran Udlændingestyrelsen. De tilhører en ung mand, der ikke kan engelsk, så pigernes mor Fatima Issa Yassin forklarer, mens den unge fyr sluger en lille hvid pille fra et af pilleglassene.

”Vi er allesammen på både sovepiller og antidepressiv medicin. Det er meget stressende, hvad vi har været igennem – først med krigen og flugten og så nu, hvor vi venter på at få at vide, hvad der skal ske med os,” fortæller hun.

Hun, hendes mand og deres ældste pige er blandt dem, der fik taget deres fingeraftryk i Ungarn og endnu ikke ved, om de kan få opholdstilladelse i Danmark.

”Alle mændene fik tæsk af det ungarske politi, så tog de vores fingeraftryk og til sidst bad de os forsvinde ud af landet,” fortæller hun.

Den unge fyr med pillerne bryder ind. Han var også med i Ungarn og optog en film, da de havde fået bank af politiet. Han taler ophidset på arabisk og peger på skærmen på sin iPhone, hvor filmen med deres forslåede lemmer kører. Fatima Issa Yassin kigger med.

”Ja, vi er meget bange for at skulle tilbage til Ungarn. Og så er det meget stressende for os alle sammen ikke at kunne få et svar,” siger hun.

Hun fortæller, at andre fra asylcentret i Sønderborg, hvor familien skal bo, indtil deres sager er behandlet, også har fået taget deres fingeraftryk i Ungarn, men alligevel for længst har fået opholdstilladelse i Danmark.

”Når jeg spørger, hvorfor det tager så lang tid for os, siger de bare ‘bad luck’,” fortæller hun.

Nanna vågner

Nanna på syv er vågnet og sidder indrullet i sin fars jakke og misser med øjnene mod solen. Hun gaber og udbryder på dansk, at hun skal tisse.

En dansk kvinde, der bor lige ved siden af Udlændingestyrelsen er stødt til og spørger Nanna, om hun vil med op i hendes lejlighed og låne et toilet. Det vil hun gerne, siger hun, og de to forsvinder ind i en opgang.

”Hun plejer at være for genert til den slags,” siger Fatima Issa Yassin overrasket, da døren er smækket bag dem.

Hun fortæller, at Nanna er meget påvirket af ikke at vide, hvad der skal ske med dem, og at hun græder sig i søvn hver aften.

”Nanna går på en dansk skole og har mange venner, som hun er bange for at blive fjernet fra,” fortæller Fatima.

Nogle af mændene har samlet sig på vejen, hvor de står langs kanstenen og holder skilte med råb om hjælp. En vifter med et skilt med ordene: ‘Vi er her, fordi der er krig i Syrien’.

”Før krigen var vores liv godt. Min mand var sømand, og jeg havde en tøjbutik. Nu laver vi ingenting. Det er ikke godt for os. Og heller ikke for børnene,”  siger hun.

Nanna og den unge kvinde kommer tilbage fra toilettet, og Nanna løber ud til vejen for at demonstrere sammen med sin far og de andre mænd. Deres mål er at blive her, til de får et svar fra Udlændingestyrelsen, men i nat skal Nanna, hendes lillesøster og hendes mor sove hos en dansk familie.

”Så er det i hvert fald en nat mindre, hvor børnene skal sove på gaden,” siger Fatima Issa Yassin.