Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Næste gang Føljeton udkommer – altså på mandag – vil Danmark have fået en ny konge. Weekenden vil stå i tronskiftets tegn, København vil blive fyldt med royale turister (til hotel- og restaurationsbranchens store jubel), og både DR1 og TV 2 vil rydde sendefladen; i første omgang med det fælles show med den sigende og dybt servile titel “Danmarks dronning – den største tak”. Imens vil vores folkevalgte politikere stå i kø for at hylde det monarki, de jo ret beset burde være hævet over.
Det gælder om noget statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes partisoldater, der på noget nær rekordtid har brudt med over 100 år gamle socialdemokratiske principper, og nu pludselig brander sig som de mest zelotiske royalister. I den forstand kan der være noget om, at nykonvertitter ofte er de værste. Først fik vi Mette Frederiksens bizarre nytårstale, hvor politisk substans måtte vige pladsen for monarkistiske lovprisninger, så blev det okay for sosserne at modtage kongelige ordener, og nu har finansminister Nicolai Wammen (S) minsandten sagt, at regeringen vil afsætte flere penge til kongehuset.
I skakkens verden taler man sommetider om, at mindre garvede spillere kommer til at spille for meget på håbet. Snarere end at tage de taktisk mest optimale træk, vælger de at satse på, at modstanderen ikke gennemskuer de fælder, man lægger. Fælder, som vel at mærke vil give bagslag, hvis først de bliver opdaget.
Nu er det virkelig ikke fordi, vi vil drage for mange paralleller mellem skak og politik. Men vi kan ikke lade være med at tænke, at statsministeren nok bliver lidt for håbefuld omkring den glans, associeringen med kongehuset kaster af sig. Dronningen er populær som få, mens regeringen omvendt styrtbløder vælgere. Selv for de mindre kynisk anlagte virker det nemt at spotte, hvordan sosserne forsøger at score nogle nemme folkelige point med deres royale begejstring. Så hvem bliver egentlig narret af det opportunistiske Queen’s Gambit, Mette Frederiksen har kastet sig ud i?
Nedlæg kongehuset
Ja, og så er der selvfølgelig hele spørgsmålet om, hvad vi egentlig skal bruge kongehuset til. Her kommer en lille tankeøvelse, inspireret af statsministerens bemærkning i sin nytårstale om, at det Dronning Margrethe “har formået gennem snart 52 år er en enestående præstation”: Kan du nævne nogle konkrete, mindeværdige bedrifter, hvis hverken nytårstalerne, Hendes Majestæts Robert-nomineringer for flittig klippeklistren, eller den generelle varetagelse af royale “pligter” får lov at tælle?
Nu kan man selvfølgelig bare følge den tyske filosof Immanuel Kant og mene, at det kun er handlinger, der alene gøres ud fra pligten, som har en sand moralsk værdi – og så er den ged vel barberet. Alternativt kan man vælge at skose kongehusets anakronistiske, udemokratiske og ugennemsigtige magtstrukturer (betalingsmur).
Sjovt nok leverede TV 2 fredag morgen et friskt indspark i den retning med en digital fortælling, hvori Danmarks fem seneste statsministre fortæller om deres fortrolige møder med dronningen. Artiklen skal tydeligvis fungere som en hyggelig hyldest, men læser man den med mere republikanske briller (måske er det slet ikke faldet TV 2 ind, at nogen kunne finde på at gøre noget så grusomt?), sætter den en del tanker i gang. Ikke mindst omkring, hvorfor landets statsminister stadig skal give “referat” til dronningen i et lukket rum på Amalienborg.
Fra Lars Løkke lyder det eksempelvis, at selvom samtalerne ikke har været af “politisk” karakter, har der alligevel “været situationer”, hvor han og dronningen “har haft en ordentlig drøftelse om, hvordan håndterer vi det”. Tilsvarende fortæller Anders Fogh Rasmussen, at dronningen ved et “par lejligheder” udtrykte “sin holdning til nogle ting, som gav mig anledning til at reflektere efterfølgende”. Og videre: “man kan godt sige, at dronningen kan påvirke det politiske liv. Ligesom hun har gjort det i sin nytårstale, så kan hun jo også igennem den ugentlige samtale med landets statsminister indirekte være med til at påvirke udviklingen i en bestemt retning.”
Hvis vi virkelig kerer os om vores repræsentative demokrati, begynder det altså at blive lidt mærkeligt. Ministrene vælger selvfølgelig selv deres politiske rådgivere, og det skal stå dem frit for. Men hvorfor en heldig forgrening af den glücksborgske slægt på den måde skal have en institutionaliseret, ugentlig fortrinsret til statsministerens øre, kan godt være lidt svært at gennemskue. Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: I øvrigt mener vi, at den royale institution bør ødelægges. /David Dragsted