Wana News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
“Mellemøsten er en krudttønde”. Den formulering har vi ligesom vænnet os til som en floskel, der bliver hevet op af lommen efter forgodtbefindende. I løbet af de seneste par dage er stemningen imidlertid begyndt at være så krudttøndeagtig, at det ikke længere føles helt trygt.
Hvis vi tager det fra en ende af: Vi har Israel, der bombarderer på livet løs i Gaza. Israel ønsker at hævne terrororganisationen Hamas’ grusomme angreb på civile israelere d. 7. oktober, men bombardementerne er helt ude af proportioner. Israelerne vil “udrydde” Hamas, Israels premierminister Benjamin Netanyahu vil se en “total sejr”. Det virker mest af alt, som om den israelske regering og hær forsøger at finde grænsen for, hvor mange civile palæstinensere, de kan slå ihjel, uden at det internationale samfund vil kunne kalde det folkemord. Samtidig synes Netanyahu at afvise den tostatsløsning, som USA og andre lande siger er nødvendig, hvis Gazastriben skal genopbygges, og der skal skabes en varig fredsløsning.
I begyndelsen af januar likviderede Israel en højtstående Hamas-mand, Saleh al-Arouri, i nabolandet Libanon med laserstyrede missiler. Det fik lederen af den shiamuslimske politisk-militære organisation Hizbollah, som opererer fra libanesisk grund, til at love gengældelse. Hassan Nasrallah talte om en “modstandens akse” (ligesom USA’s tidligere præsident George W. Bush engang talte om “ondskabens akse”), som skulle knuse Israel. Herefter fyrede Hizbollah godt 60 raketter af mod Israels luftbase Meron, som vel at mærke kun ligger syv kilometer fra grænsen til Libanon.
Det næste der skete var, at den iranskstøttede, irakiskbaserede militante gruppe Al-Muqawama al-Islamiyah fi al-Iraq (Islamisk Modstand i Irak) forestod mindre droneangreb på amerikanske baser i Syrien og Irak og sendte et langtrækkende krydsermissil mod den israelske havneby Haifa.
Så har vi den yemenitiske shiamuslimske iranstøttede oprørsgruppe houthierne, eller Guds Partisaner, der i noget tid har angrebet skibe i Det Røde Hav. Det fik i sidste uge USA og Storbritannien til at angribe houthiernes højborge i Yemen, herunder en radarbase.
Overalt på de aktioner, som er rettet mod Israel og Israels store støtte USA, står der Iran. Irans Revolutionsgarde sendte mandag ballistiske missiler mod, hvad der angiveligt var “en spionbase” drevet af den israelske efterretningstjeneste Mossad i den halvautonome region Kurdistan i det nordlige Irak. Nogle iranske missiler røg også til Syrien, hvor målet her var “anti-iranske terrorgruppe”. Angrebene blev fordømt af USA som værende “uforsvarlige” og upræcise.
Tirsdag fortsatte Iran sine missilangreb mod fremmed jord, denne gang Pakistan. Iran og Pakistan deler en grænse på 900 kilometer. På den pakistanske side af befinder Balochistan-provinsen sig, på den iranske ligger provinserne Sistan og Baluchistan. Iran skød ind i Balochistan, hvor man ramte “iranske terrorister på pakistansk jord”, nærmere bestemt den militante sunnimuslimske gruppe Jaish al-Adl (Retfærdighedens Hær), som kæmper for Sistans og Baluchistans uafhængighed.
Ifølge pakistanske myndigheder slog iranerne to børn ihjel og sårede adskillige andre, skriver CNN. Pakistan kaldte angrebet “en grov krænkelse af international lov og ånden i bilaterale forbindelser mellem Pakistan og Iran” – hvorefter Pakistan fyrede raketter mod separatister i Sistan og Baluchistan i, hvad det pakistanske udenrigsministerium kaldte “en serie nøje koordinerede og specifikt målrettede præcisionsmilitære angreb”.
Der er normalt uroligheder på grænsen mellem Pakistan og Iran, men det er kutyme, at landenes respektive regeringer varskoer hinanden inden angreb. Det skete ikke i denne uge.
Og hvor fører det her morads så hen? Hvad er det, det iranske styre ønsker at opnå? Meget tyder på, at iranerne er interesserede i, at der er ballade i regionen – men ikke i, at krudttønden eksploderer. CNN’s senior investigations writer Tamara Qiblawi er i en analyse inde på, at en decideret krig mellem Iran og USA vil betyde, at Irans “paramilitære partnere” – dem, vi har nævnt – vil blive reduceret kraftigt. “Det ville kompromittere Irans voksende indflydelse i regionen, give bagslag for landets mest grundlæggende udenrigspolitik og skabe problemer hjemme, hvor regimet stadig er ved at komme sig efter de demonstrationer, som prægede landet for et år siden.”
Det kan man så håbe på er rigtigt og indtil videre glæde sig over.