Penge lugter ikke. Siger man. Til gengæld kan efterladenskaberne fra grådige erhvervseventyr være livsfarligt giftige. Og tilmed moralsk fordærvede. Jordskredskandalen ved Nordic Waste udstiller, hvor svagt naturen reelt er sikret her i Danmark. Hvordan hensynet til miljøet næsten altid må vige. Naturen, det billige skidt.
Myndighedernes sidste desperate forsøg på at lade forureneren betale tegner nemlig til at være totalt forgæves. Regningen ender efter alt at dømme hos skatteyderne. Søndag gav Miljøstyrelsen ellers et kontant påbud til firmaet Nordic Waste om at stille med en sikkerhed på 205 millioner kroner til oprydningen efter det giftige jordskred ved Ølst uden for Randers. Pengene skal lægges på bordet her mandag kl. 16.
Men kravet kommer for sent. Her til formiddag blev Nordic Waste erklæret konkurs ved skifteretten i Randers. Efter et retsmøde på blot 22 minutter. Og dermed kan ejeren af Nordic Waste, multimilliardæren Torben Østergaard-Nielsen, meget vel slippe af krogen. For dermed er der umiddelbart ikke mere at komme efter end selskabets egenkapital på 16 mio. kr.
To retsprincipper ramler lige nu sammen, og alt tyder på, at det er pengeinteresserne, der vinder. På den ene side gælder princippet om, at forureneren betaler. Men kun indtil et vist og ganske blødt punkt, for på den anden side gælder også princippet om begrænset ansvar, altså at ejernes økonomiske ansvar over for tredjemand er begrænset til de indskud, der er lavet i det konkrete selskab.
Selv om udgifterne til håndteringen af deponerede jord ved Ølst vurderes til at kunne beløbe sig til svimlende 2,2 mia. kr., kan Danmarks sjette rigeste mand, Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre Nina og Mia, reelt bare forlade grunden nu – og nøjes med at afskrive tabet af de værdier, der er bogført i Nordic Waste. Eller som det fredag blev meddelt lakonisk fra jordrensningsvirksomheden selv:
“Som følge af konkursen stopper Nordic Wastes ansvarsforpligtelse i forhold til sagen, og den bliver ikke overtaget af selskabets ejere”.
Sådan er det jo. Begrænset ansvar for virksomhedsejere er tilsyneladende et mere basalt økonomisk retsprincip end at forureneren betaler.
Hovedrystende ministre
Fra politisk hold er forargelsen skruet op på fuldt blus. Skønt lovgiverne selv er ansvarlige for både den svage naturbeskyttelse og den langt stærkere ejerbeskyttelse, har flere ministre her i løbet af de seneste døgn tordnet mod Torben Østergaard-Nielsen, som er god for mindst 42 mia. kroner i privat formue.
“Det er moralsk forkasteligt,” udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S) til DR: “Det her er en skamplet på den grønne omstilling, som danske industrivirksomheder generelt har ført an i”.
Regeringstoppen er bestemt heller ikke imponeret over Torben Østergaard-Nielsens forsøg på at dæmpe gemytterne med forslaget om at oprette en såkaldt ‘klimafond’ på 100 mio. kr., som skal kompensere alle de naboer i Ølst, som kan se det faretruende jordskred nærme sig byen. Med alt fra tungmetaller over olierester til muligvis gamle minkådsler.
“Man tager sig til hovedet over, at en så velhavende ejerkreds laver en fond i et skammeligt forsøg på at signalere, at man vil gøre noget, også selvom vi ved, at den endelige regning kan ende med at blive 20 gange så høj,” udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S): “Den fond betaler ikke for de lastbiler, som kører jord væk”.
Den ansvarlige minister, miljøminister Magnus Heunicke (S), forsøger ligeledes at skrue op for den offentlige forargelse:
“Det er dybt, dybt skuffende,” siger han og lover at forfølge alle spor: “Det er en komplet mangel på samfundsansvar, og det ændrer ikke på, at regeringen vil følge alle juridiske skridt, der overhovedet kan være, så de ansvarlige bliver stillet til ansvar”.
Problemet er blot, at det kun i helt særlige tilfælde er muligt at gøre et økonomisk ansvar gældende over for privatpersoner, der har været ejere af et nu konkursramt selskab. Efter Nordic Waste netop er blevet erklæret for lukket og slukket, er det som udgangspunkt helt efter reglerne, at Torben Østergaard-Nielsen og døtre kan rykke videre – kvit og frit – til den næste guldgrube af tvivlsomme forretninger.
Bearnaisebøf-boykot
Det videre forløb bliver skelsættende for naturbeskyttelsen i Danmark. For hvis det ender – som alt i udgangspunktet tyder på – med, at Torben Østergaard-Nielsen ikke er forpligtet til at betale for oprydningen, og kan nøjes med at donere lidt almisser, vil det for alvor blive cementeret, at hensynet til natur, miljø og biodiversitet slet ikke behøver at blive regnet med, når en virksomhed bedriver forretning.
Hvis skandalen ender, hvor sagen står nu, vil det blive officielt fastslået, at det fortsat er omkostningsfrit for pengemænd og -kvinder at rykke ind i eksempelvis miljøfarlige og giftige brancher, for at trække penge ud, så længe det er muligt, og så blot skynde sig hurtigt væk, når det går grueligt galt – og så lade resten af samfundet betale for skaderne og oprydningen.
Omvendt kan Nordic Waste-skandalen potentielt også blive et vendepunkt, hvis det lykkes for Randers Kommune og Miljøministeriet at finde glemte paragraffer frem, som kan sende regningen videre til Torben Østergaard-Nielsen. Også her efter konkurserklæringen. Det er derfor opløftende, at regeringstoppen lover at forfølge alle juridiske spor, og at en lang række af landets kommuner allerede er gået i gang med at undersøge, hvilke andre firmaer, der måske allerede nu skal have skærpet kravene til natur- og miljøbeskyttelse.
Som en folkelig reaktion er det også forståeligt, at mange opbragte borgere truer med at boykotte Torben Østergaard-Nielsens øvrige virksomheder, ikke mindst restaurantkæden Jensens Bøfhus. På kort sigt kan en personfokuseret shitstorm sikkert give afløb for flygtige frustrationer og måske også få ejerkredsen til at tænke sig bedre om en anden gang.
Hvis ikke blot Alling Å, der løber lige neden for de skridende jordepoter hos Nordic Waste, men også andre skrøbelige naturområder i Danmark skal reddes fra kontaminering, ødelæggelse og kommercielt hærværk, vil det imidlertid kræve mere og andet end forsøgsvise retskrav med tilbagevirkende kraft eller boykot af en bearnaisebøf. Så vil det kræve lovændringer, der fremadrettet sikrer, at hensynet til naturen kan overtrumfe ejerbeskyttelsen.
Konkret kan man forestille sig, at virksomheder i det mindste skal have tegnet forsikring for både systematisk rovdrift på naturen og hændelige ulykker. Prisen for i første omgang sikring mod naturødelæggelser og i anden omgang oprydningen skal altid være indregnet på forhånd, så ingen nogensinde igen kan grine hele vejen ned til banken.
Hvis politikerne mener deres forargelse alvorligt, skal de sørge for at ændre loven, så den skæve balance mellem natur- og ejerbeskyttelse rettes op. Så må regningen fra Nordic Waste tjene som en dummebøde for ikke at have værnet om naturen tidligere. /Lars Trier Mogensen