Hvem tager skraldet?

Det mærkelige ved vreden er, at den forvrænger alt omkring sig. Selvom den kan være berettiget, bliver dens udtryk ofte uforståeligt – som når Jesus i Markusevangeliet (kapitel 11, vers 12-14) bliver decideret hangry og forbander et figentræ, fordi det endnu ikke bærer frugt.

I Skanderborg er det ikke figener, man mangler, men afhentning af skrald. Det er nemlig blevet besværliggjort af massive mængder sne og is, som renovationsselskaberne den seneste måneds tid har bakset med. Vejret er det imidlertid svært at forblive sur på i længden, der mangler ligesom noget agens, man kan klandre det for (det samme gælder vist for figentræet). Som man onsdag kunne læse i Avisen Danmark, valgte “fem mandlige beboere på en af byens villaveje” derfor i sidste uge at finde en anden, de kunne korsfæste: Den stakkels skraldemand, der kom for at hente alt det affald, som havde ophobet sig på villavejen i løbet af de seneste 28 dage.

På forhånd havde renovationsselskabet Renosyd modtaget en række advarsler fra en borger om, at han ville tilbageholde den ventede skraldemand “et minut for hver dag, der ikke havde været tømt affald”. Truslen havde Renosyd dog ikke taget videre seriøst, så skraldemanden fik sig en overraskelse på villavejen, da han blev stoppet af fem voksne mænd. Som Avisen Danmark fortæller, endte protestaktionen dog som en fuser: Skraldemanden undgik at blive tilbageholdt i hele 28 minutter, for en trussel om, at politiet kunne blive involveret, ”gav straks de fem mænd kolde fødder”.

Historien slutter sådan set der, med forvirring, lettelse, løsladelse og – må man forestille sig – dårlig samvittighed. Men det er nu heller ikke efterspillet, vi er interesserede i, så meget som det er selve billedet af fem vrede mænd, der pludselig har fanget en skraldemand. Har de slået ring omkring ham? Holdt fast i ham? Hvad har de talt om, mens de er begyndt at tælle minutterne? På et tidspunkt er det nok blevet lidt småpinligt. Erkendelsen af, at det her næppe hjælper med at få fjernet affaldet, må langsomt være sivet ind. Måske virkede det ligefrem befriende, da politiet kom på tale. Så var den protest heller ikke vigtigere.

Nej, hvis vreden endelig skal kanaliseres, kan man lige så godt være sikker på, at den rammer den rigtige – snarere end den enkelte skraldemand, der bare forsøger at rydde op efter andre. Det gælder særligt når vi snakker klima, hvor ansvarsforskydelserne i den grad står i kø.

Torsdag kunne man læse i Politico, at en række af EU’s “mest magtfulde” lande, herunder Tyskland og Frankrig, i et memo forlanger, at man i Bruxelles sætter nogle endnu mere ambitiøse klimamålsætninger for 2040. Og minsandten om det ikke er Danmark, der agerer spydspids i opfordringen.

Det lyder jo lovende, for hvis man sådan kan få samlet de toneangivende lande om kontante grønne krav, burde der jo ikke være noget at rafle om i EU. Problemet er så bare, at der i memoet ikke bliver nævnt nogle konkrete reduktionsmål. Det bliver ved antydningerne, som Politico dog alligevel finder opløftende. Landene vil nemlig også have, at man tager hensyn til anbefalingerne fra European Scientific Advisory Board on Climate Change, som for nylig har sagt (ligesom al anden seriøs klimaforskning) at lortet jo for helvede brænder.

Men hvad er egentlig alternativet, kunne man spørge – skulle Danmark og resten af memoskriverne sige, at vi ikke skal følge anbefalingerne fra EU’s eget klimaråd? Lige det har den danske regering jo så selvfølgelig god erfaring med, når det kommer til klimarådet herhjemme. Eksempelvis kan man åbenbart bare blive ved med at frede Danmarks mest CO2-udledende virksomhed Aalborg Portland, også selvom formand for Klimarådet Peter Møllgaard kalder det en “politisk prioritering”, og selvom statsminister Mette Frederiksen (S) faktisk siger, at det i Danmark er forureneren, der skal betale.

Eller også kan man gøre som Danske Bank og facilitere en obligationsudstedelse til det norske selskab Odfjell Drilling, der specialiserer sig i dybhavsboringer efter olie. Som Finans og Danwatch i samarbejde fortæller, er der egentlig ikke så meget tvivl om, at det strider imod bankens egen klimapolitik – en politik, der ellers er blevet rost til skyerne og som bl.a. har ført til, at Danske Banks adm. direktør Carsten Egeriis er blevet udnævnt som formand for regeringens såkaldte klimapartnerskab med den finansielle sektor.

Ifølge klimaplanen vil Danske Bank ikke længere finansiere selskaber, der leder efter ny olie, ligesom man generelt vil tage et opgør med den fossile industri. Det opgør lader så bare vente på sig, som tilfældet Odfjell Drilling – og andre svipsere – meget tydeligt viser. Carsten Egeriis kunne lige så godt have påstået, at han var stoppet med at ryge, mens han stod med tre smøger i mundvigen. Trods de mange grønne ord er der jo åbenbart intet, der holder Danske Bank fra at profitere på klodens nedsmeltning. Det er løfter lige til skraldespanden – og vi er faktisk rasende. /David Dragsted