Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Hvis en spørgeundersøgelse eksekveres ordentligt, er der tale om en helt reel forskningsbaseret metode. Hvad kendetegner en god spørgeundersøgelse? Først og fremmest handler det om, at man stiller klare, strukturerede spørgsmål til en række respondenter – helst så mange som muligt – og derefter gennemgår de indkomne data med en tættekam.
I november 2023 udsendte Institut for Menneskerettigheder rapporten ‘Oplevet etnisk diskrimination i Danmark‘, en moppedreng på 168 sider. Rapporten baserede sig på et spørgeskema, som var blevet sendt ud til 29.000 personer, hvilket ud fra statistiske principper svarede til 20 pct. af den samlede befolkning. Spørgeskemaet blev besvaret af 4.263 personer, hvilket selvfølgelig bidrager til den samlede usikkerhed, som altid er indbygget i statistisk materiale.
Et af spørgsmålene i undersøgelsen gik på, om respondenten inden for det seneste år havde en opfattelse af at have fået afslag på en ansøgning om banklån på grund af sin etniske baggrund. Til det svarede 40 procent ja. Fire ud af 10.
En opfattelse er i sagens natur subjektiv. Hvis vi nu antager, at de 40 procent har ret i deres formodning, hvad er så den pågældende bankmedarbejders begrundelse for at give afslag? Hvis det er racisme, skal bankrådgiveren være ret dum for at give det som argument (særligt på skrift). Lad os her tillade os at gå ud fra, at andelen af deciderede Ku Klux Klan-agtige racister i det danske bankvæsen er meget lille.
Men så er der den ubevidste racisme. Du er bankrådgiver og sidder over for en person med et fremmedklingende navn, og hvis det er en mand, har han måske et stort skæg. Uha, man læser så meget, og du må hellere være på den sikre side. Du tænker ikke nærmere over afslaget – du giver det bare.
Føljetons journalist Emma Louise Stenholm har i den seneste måned gravet sig ned i problemstillingen, som ellers er så nem at afskrive som wobbly gobbly rent journalistisk, fordi oplevelser og formodninger er subjektive. I Stenholms store artikel om emnet, som Føljeton bragte forleden, medvirker en 31-årig iranskfødt mand ved navn Hamid Davudi, som kom til Danmark som politisk flygtning for ni år siden. Bl.a. fordi han endnu ikke har permanent opholdstilladelse, udgør han, som Stenholm formulerer det, “en risiko” for bankerne. Davudi har gang på gang fået afslag på at låne penge. Eller også bliver han bedt om at stille med et beløb, der er seks gange højere, end man kræver af etniske danskere.
“Man har den her fortælling om, at indvandrere danner deres egne ghettoer,” siger Hamid Davudi. “Men når jeg bliver bedt om at betale to millioner kontant, er det klart, at jeg ikke kan købe en lejlighed på Nørrebro, Frederiksberg eller Østerbro. Det bidrager til social ulighed og underminerer princippet om, at vi har lige muligheder.”
I artiklen optræder også Lars Pehrson, stifter af (og tidligere direktør for) klimabanken Merkur Andelskasse. Han udtaler, at han “engang” plejede at sige, at Danmark ikke havde problemer med finansiel inklusion, idet alle har adgang til det finansielle system. Men: “Det gør jeg ikke længere. Vi er ved at skabe et nyt finansielt proletariat af indvandrere med anden etnisk baggrund, psykisk sårbare og andre udfordrede borgere som hjemløse, man ikke ser som interessante i forretningssammenhæng. Og som i nogle tilfælde også har svært ved at håndtere alle de her mange regler.”
Det kan godt være, at undersøgelsen fra Institut for Menneskerettigheder er behæftet med en vis statistisk usikkerhed. Men det er ikke en god nok grund til ikke at tage den seriøst. Og hvad siger banksektoren så? Bankernes interesseorganisation Finans Danmark afviser blankt, at der skulle være tale om nogen former for diskrimination. Etnicitet er “på ingen måde” et parameter, udtaler juridisk direktør Kjeld Gosvig-Jensen til erhvervsmediet Finans. Der er intet at komme efter.
Det ville klæde banksektoren alligevel at se indad. Racisme er overalt. Bevidst eller ubevidst. Det handler sådan set ikke om jura. Måske skulle Finans Danmark ansætte en bevidsthedsdirektør. /Oliver Stilling