“Rusland kan blive din fremtid”

Der er altid plads til en mere. For halvandet år siden var den russiske journalist Jelena Kostjutjenko tæt på at blive føjet til redaktionslokalets væg med portrætter af journalister fra den uafhængige og regimekritiske avis Novaja Gazeta, som over de seneste tyve år er blevet dræbt. Kort efter invasionen af Ukraine blev hun ringet op om, at hun var på den tjetjenske og prorussiske leder Ramzan Kadyrovs dødsliste.

Kostjutjenko flygtede til Tyskland, men hendes følelse af sikkerhed varede kun kort. På vej hjem fra at have søgt om tysk visum i München og til lejligheden i Berlin viste en blanding af sved, mavepine og svimmelhed sig at være det, lægerne efter flere måneders undersøgelser mente var den eneste mulighed: At hun var blevet udsat for et forgiftningsforsøg, højst sandsynligt med en klororganisk forbindelse.

Kostjutjenko skal overvåges resten af sit liv. Med lukningen af Novaja Gazeta, der efter krigen er blevet blokeret af Kreml, kan hun ikke længere gøre det, hun altid har gjort. I sin bog I Love Russia, som udkom i oktober og snart bliver oversat til dansk på det lille forlag Palomar, samler Jelena Kostjutjenko teksterne fra hendes 17 år på avisen, historier fra de områder i Rusland, hun kalder “ekstremt underrapporterede”.

Så langt væk fra Moskva som muligt.

I Love Russia er forbudt i Rusland og overtræder den lov om censur, der blev indført i 2022. Den kriminaliserer brugen af ordet krig og alle dem, der ifølge regeringen spreder falske nyheder om Rusland. Men bogen er blevet oversat til resten af verden, og det store gravermedie Medusa, hvor Kostjutjenko nu har fået arbejde, har åbnet et forlag for at trykke bogen elektronisk uden om statsblokaderne.

Kostjutjenko skriver om myterne om de unge selvmordere og spøgelser, der bor i ruinerne af et forladt hospital; Nina der sælger sex langs motorvejen; og de hemmelige psykoneurologiske internater, koncentrationslejre for voksne, der af både psykiatrien og domstolene er erklæret juridisk inkompetente, fordi de har psykiske sygdomme. De er blevet forladt og misbrugt, ikke kun af familier, men af staten, og venter på at dø i en stank af tis og olie. Personalet ejer deres penge, søvn og blodet i kvindernes bind.

“Deres relationer og sociale forbindelser er blevet brudt eller svækket til det punkt, hvor de forsvinder. Når den menneskelige forbindelse går tabt, er der kun staten tilbage. Min stat er internatet. Ikke Sputnik V-vaccinen, ikke OL, ikke rumfærger. Min stats sande ansigt er lige her, jeg kan se det,” skriver Kostjutjenko.

“Hvis man elsker nogen, ser man på dem meget grundigt,” siger Jelena Kostjutjenko til Føljeton. Det har hun gjort, lige siden hun først observerede sin mor, der fast placeret foran fjernsynet troede på at, alt ville blive bedre, da præsident Jeltsin meddelte sin afgang – og Putin et halvt år senere fik alle til at smile, “atletisk og ung med klare øjne”.

Putin elsker fødselsdage

Som teenager købte Jelena Kostjutjenko sin første udgave af Novaja Gazeta og slog op på en historie af sin senere kollega Anna Politkovskaja, som på Putins fødselsdag i 2006 blev skudt i elevatoren i sit lejlighedskompleks. Som den russisk-amerikanske journalist Julia Ioffe beskriver det: “Han elsker mærkedage og hader forrædere”.

Det var Politkovskaja, der inspirerede Kostjutjenko til at blive journalist og åbnede hendes øjne for, at Rusland var noget andet end det, hendes mor ikke kendte eller ville kendes ved. “Der var ingen i verden, jeg respekterede mere,” skriver hun i I Love Russia:

“Jeg gik på biblioteket og bad om at se samlingen af Novaja Gazetas aviser. Jeg søgte efter Politkovskajas artikler. Det føltes, som om jeg var ved at få feber, jeg lagde hånden på panden, men den var bare klam og død. Det viste sig, at jeg ikke anede noget om mit land. Tv havde løjet for mig. Jeg gik rundt med den erkendelse i flere uger. Jeg læste, gik tur i parken, og så læste jeg mere. Jeg ville tale med en voksen om det, men det viste sig, at der ikke var nogen – alle stolede på fjernsynet.”

I dag har hendes mor kun åbnet de første sider af bogen, før hun lagde den fra sig igen. “Der var et par detaljer, hun ikke var helt enig i,” siger Kostjutjenko.

“I den russiske intelligentsia er der en tro på, at propaganda kun påvirker svage eller uuddannede mennesker, mennesker, der ikke har nok hjerne, dumme mennesker. Men det påvirker alle, og hvis ikke direkte, så samfundet omkring dig.”

“Når jeg spørger min mor, om hun vil holde op med at gentage fjernsynet, svarer hun: Jelena, jeg er ikke dit tv. Jeg er din mor med mine egne tanker og følelser. Det er hårdt. Alle russiske familier er ekstremt splittede lige nu på grund af krigen. Men det vigtigste er at huske, hvad der er vigtigt. Vi elsker hinanden, og selv om vi nok aldrig bliver enige, så er jeg den vigtigste person i hendes liv, og hun er den vigtigste person i mit.”

Jelena Kostjutjenko ville arbejde på Novaja Gazeta. Det lykkedes, og lige siden har hun rapporteret fra et Rusland i forandring, fra Putins første dage til krigen i Ukraine. Den begyndte ikke i 2022.

“Efter min mening startede krigen med Sovjetunionens fald og de følgende år med kriminalitet og fattigdom. Vi er endt et meget postapokalyptisk sted,” siger Jelena Kostjutjenko. Den forandring, Putin lovede, viste sig at blive af en anden slags.

“Fascisme kan vokse på enhver jord. Frøene spredes overalt og vokser i så mange nationer og kulturer. Jeg kan godt give eksempler, men som russer ville det være ret dårligt af mig at tale dårligt om andre. Vi har vores eget at slås med. Jeg siger bare, at det, jeg ser i resten af verden lige nu, ligner mit eget lands fortid,” siger Jelena Kostjutjenko.

Da Kostjutjenko blev forgiftet, blev hun indlagt på samme hospital i Berlin, hvor oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj blev behandlet for novichok. Moskva har netop udstedt arrestordrer på Navalnyjs allierede i eksil, og ingen har hørt fra den russisk-britiske journalist og politiker Vladimir Kara-Murza.

“Jeg vil have folk til at kende advarselssignalerne og lytte til dem. Rusland kan blive din fremtid. Det er meget nemt at miste et land, hvis man tager det for givet. Hvis vi tror, at vores verden forbliver, ligesom sol, vand eller vind. Det gør den ikke. Man kan miste det, og man kan miste det hurtigt.”

“I min karriere har mange sagt til mig, at jeg fokuserer for meget på det negative og burde se på de gode forandringer. At alt en dag vil ændre sig til det bedre. Jeg ville ønske, at jeg havde stolet mere på mig selv, og at andre ville stole mere på sig selv.”

Stille før valget

Gennem I Love Russia bruger Jelena Kostjutjenko ikke meget tid på Putins indre liv eller historiske forklaringer på, hvorfor tingene er gået så galt.

Har vi for travlt med at finde ud af, hvad der foregår i hovedet på Putin?

“Putins rolle i det moderne Rusland er enorm, men han er kun én ud af 150 mio. mennesker, der enten går i krig eller forsøger at undgå den og bliver fængslet. Hvis vi vil forstå krigen, bør vi prøve at forstå dem i stedet,” siger hun. “Jeg er ret overrasket over, at der efter to års krig stadig er folk i Vesten, der stoler på ham. Det er en dårlig idé at tro på en mand som Putin. Det vil jeg anbefale dig ikke at gøre”.

Der er to måneder til præsidentvalget. Der er ikke meget at glæde sig over.

“Der er altid stille før et valg. Det er en kort pause fra alting, men det efterfølges af en ny bølge af undertrykkelse og mobilisering, som formentlig bliver endnu værre.”

Marts er altså ikke en milepæl at se frem til, snarere en advarsel. Ved det seneste præsidentvalg i 2018 fik Putin officielt 77 pct. af stemmerne, og i august forudså hans talsmand Dmitrij Peskov et genvalg med en opbakning på over 90 pct.

“Der er ikke engang nogen beskedenhed. Men mange i Rusland føler, at det er deres mulighed for rent faktisk at gøre noget. Men deres stemmer bliver hverken hørt eller talt med. De tror, at de kan komme og stemme for eller imod, og det giver dem en følelse af selvstændighed,” siger Jelena Kostjutjenko.

“Jeg har været til mange valg som observatør, og jeg har set ting. Tro mig, når jeg siger, at vi ikke har haft valg i lang tid. Det eneste håb er et kup eller en revolution. Men det er dumt at håbe på. Hvem kan garantere, at den næste bliver bedre end Putin?”

/Emma Louise Stenholm