Tager du telefonen med på toilettet?

For nogle måneder siden poserede komikeren Henrik Schyffert med den slags klaptelefon, som oftest bruges til at oplyse 90’er-generationen om, hvordan livet var før i tiden.

”Nu logger jeg ud,” skrev Schyffert, der er en af Sveriges største komikere, under billedet på Instagram.

”Forleden dag tog jeg mig selv i at tjekke, hvordan vejret var på telefonen i stedet for bare at kigge op på himlen. Der indså jeg, at jeg er fuldkommen afhængig. Så nu er det nok. Jeg hiver stikket ud.”

For at komme af med sin afhængighed ville komikeren bytte sin iPhone ud med den antikke model, klaptelefonen, og faktisk er han ikke alene om sine overvejelser i disse år. Også flere af mine egne venner har snakket om at gøre det samme, og én gik linen ud sidste år. ”Fedt,” sagde jeg dengang, men på den der falske måde, som når man opmuntrer nogen, der fortæller, at de er holdt op med at drikke, har ”droppet” raffineret sukker, er begyndt at træne til et maraton eller har fundet på noget andet, der gør, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved ens egne livsvalg. Andre virkede dog oprigtigt imponerede. Hver gang min ven tog sin grimme telefon op af lommen, ville fremmede mennesker med store øjne tale med ham.

Det samme skete på Henrik Schyfferts Instagram. Komikeren havde mediemæssigt ikke ligefrem ligget på den lade side det år – han havde hånet Sverigedemokraterna, taget stilling til den øgede svenske modtagelse af flygtninge, og han var havnet i et overskriftsvenligt skænderi om sponsorering med entreprenør-kendisserne Amanda Schulman og Hanna Widell – alligevel fik billedet af klaptelefonen Doro Liberto 650 i plastik næsten mest opmærksomhed. Indlægget fik hurtigt 1000 likes og hundredevis af kommentarer. Det var, som om at alle i Sverige bare havde gået og ventet på at få lov til at fortælle om deres problematiske forhold til deres mobiltelefon. Flere skribenter skrev tekster, hvor de beskrev, hvordan de, i lighed med Schyffert, havde brugt det meste af deres hjernekapacitet på en konstruktion. Sundsvalls Tidning proklamerede ”digital diet” som den næste store trend. Bladet spekulerede på, om ”mobildetox” var vores tids svar på clean eating. Aftenaviserne skrev artikler om andre kendte, som også havde skiftet til stenaldertelefoner, mens landsdelsaviserne lavede reportager om lokale, som var gået med på trenden. En skribent citerede en undersøgelse, som viste, at svenskere tog deres telefon frem 150 gange om dagen, og sammenlignede det med at række ud efter sine cigaretter for til sidst at slå fast, at ”mobiltelefoner er blevet en folkesygdom”.

Mobilzombier

Og siden fortsatte det bare. Alle nyheder, som berørte det senmoderne menneskes usunde forhold til digital teknik, fik vinger og lettede, hvor ubetydelige de end var. Da to skønne svenske reklamebureauer satte hjemmelavede trafikskilte op, som forestillede en mand og en kvinde med bøjede nakker og blikkene klistrede til mobilskærmene, blev de hyldet som helte. Firmaet, som er ansvarlig for driften af statens metro, twittede, at lignende skilte burde findes i undergrunden, mens en anden ekspert talte om ”mobilzombier”. Lige efter rapporterede SVT’s indienskorrespondent fra Mumbai, hvor politiet overvejede at indføre ”no-selfie zones”, efter en ung kvinde var skvattet i vandet og druknet, da hun prøvede at tage et billede sammen med sine venner.

Senere på året skabte en 19-årig australsk Instagram-kendis med en halv million følgere overskrifter over hele verden, da hun lukkede alle sine konti til sociale medier og i stedet lancerede et website, som uddannede folk i, hvor destruktivt det var, at søge bekræftelse på de sociale medier. Hvilket også lader til at være moralen i filminstruktøren David Hellenius’ kommende TV-serie Älskade Østermalm. ”Det har nået en slags kulmination,” sagde han til Aftonbladet. ”Man skal være ude til whiskysmagning og dagen efter oppe klokken fem og dyrke crossfit og løfte på mennesker, man ikke kender. Og lave smoothies med ingefær og spinat. (…) Intet har fundet sted, før man har vist det til sine omgivelser. Det er en skide hetz.”

Afkoblet

Okay, folk har i flere år diskuteret, om den digitale teknik gør os stressede, kede af det og ensomme. Den amerikanske journalist Susan Mausharts populære bog Nedkopplad blev udgivet på svensk allerede i 2011. Forskellen er, at Mausharts konklusioner om, at livet bliver dejligere uden teknik, dengang fik hende til at fremstå som lidt af en særling. I løbet af efteråret 2015 virkede det, som om at de samme tanker blev alment (aner)kendte. Pludselig blev brugen af mobiltelefoner beskrevet som en sygdomstilstand.

Det digtale stof

Jeg ringede til min afkoblede ven for at spørge ham, om han var blevet gladere af at leve med en stenaldertelefon. Han sagde, at han havde lagt den længst ind i et skab og taget sin iPhone tilbage. Han sagde, det skyldtes, at lyden havde været så dårlig, at ingen kunne høre, hvad han sagde. Lettelsen i hans stemme var ikke til at tage fejl af.

Et par uger senere får jeg en pressemeddelelse med emnefeltet: ”Ny bog: Den digitala drogen” (Det digitale stof red.). Bogen er, ifølge pressemeddelelsen, den første af sin slags. Forfatteren er terapeut og grundlægger af sit eget firma Dataspelsakuten (Computerspilshjælpen red.) og Internetakuten samt ”en populær foredragsholder inden for emner, der berører forskellige slags digital misbrug, så som misbrug af mobiler, internet og sociale medier”. Selvfølgelig blev Henrik Schyffert citeret: ”Da jeg tog til The Phonehouse, fordi jeg ville bytte min smartphone ud med en gammel klaptelefon, kiggede de på mig, som om jeg havde bedt om en pistol,” står der. ”Jeg var dybt afhængig af min telefon og nu måtte det stoppe. At stoppe et misbrug er svært, men den her bog har virkelig hjulpet mig. Og hvor er det dejligt at have noget rigtigt at læse nu, hvor jeg ikke kan scrolle op og ned på Instagram, imens jeg kører metro.”

Forfatteren til Den digitala drogen hedder Patrik Wincent. Jeg synes, at jeg kan genkende hans navn, og en googlesøgning viser, at det er ham, som udtalte sig om ”mobilzombier” i forbindelse med de reklamebureauer, der satte hjemmelavede trafikskilte op. Hans navn nævnes derudover i kronikken, hvor ”digital diet” fremhæves som en ny trend; det ser ganske enkelt ud til at være Wincent, der har opfundet begrebet. Et besøg på Internetakutens hjemmeside viser, at hans firma endda tilbyder en ugelang ”Digital Detox Camp” på en paradisø i Thailand, hvor deltagerne ikke engang må bruge digitale armbåndsure.

Patrik Wincent er ikke den eneste person i Sverige, som behandler og forelæser om emnet ”digitalt misbrug”, men han er åbenlyst den, der er ’hottest’ lige i øjeblikket. Han er stamgæst i morgensofaerne på SVT og TV4, har skrevet roste debatindlæg for Metro og DN Åsikt og optræder som ekspert i både aviser og radio. Han lader til at have været mest efterspurgt sidste efterår, da Facebook var nede to gange i løbet af et par uger. Her fortalte Patrik Wincent til Aftonbladet TV, at en masse desperate mennesker havde ringet til Internetakuten.

”Det bliver lidt som et wake-up call,” sagde han. ”De bliver overraskede over deres følelser og opførsel. Nogle ringer bare for at få råd, men vi ser helt klart, at nogle udviser tvangslignende adfærd.”

Han fortsatte: ”Vi ser i stadig større grad, at mobilen påvirker vores belønningssystemer, den giver os altså et dopaminboost. Det er som en mindre udgave af en spillemaskine – alle de her uforudsete hændelser, som giver os dopaminboost og gør, at vi hele tiden bliver nødt til at tage telefonen op og kigge.”

Han fik medhold af afhængighedslægen Christer Fjällström, som også befandt sig i studiet. Fjällström ville dog ikke bruge ordet afhængighed: ”Det her er så tilpas nyt, så jeg plejer at tale om misbrug. Men præcis som Patrik Wincent siger, kan man se de her tendenser. Den her desperation, mennesker som har det ikke bare psykisk, men også fysisk dårligt. Symptomer ligesom dem, man får, når man er høj på stoffer.”

Det lyder jo slet ikke godt. Jeg husker, at jeg faktisk oplevede en følelse grænsende til raseri i lige de timer, hvor Facebook var nede. Senere opdager jeg, at Internetakuten tilbyder en ”test for mobilmisbrugere”. Testen består af ni spørgsmål, som man kan besvare med ”aldrig”, ”sommetider”, ”ofte” eller ”altid”. ”Skal du anstrenge dig for at koncentrere dig på arbejdet, når du ved, at du har en ulæst SMS liggende?” ”Plejer du at tjekke din telefon, selv når du nyder en film, et TV-program, sport eller en tur i byen?” ”Tænker du ’denne statusupdate vil generere mange likes’, når noget sjovt dukker op i dit hoved?”

Efter at have svaret ærligt på ni spørgsmål, får jeg min dom: ”Det virker, som om mobiltelefonen har fået en stor plads i dit liv. Vi anbefaler en forandring til et sundere liv.”

Jeg kan ikke påstå, at jeg kan genkende mig selv i den beskrivelse, men på den anden side: et af misbrugets stadier er fornægtelse. På Patrik Wincents blog nævnes en forelæsning, som han har holdt på TEDxStockholm, og som ifølge beskrivelsen tager beskueren med på ”en rejse gennem hans eget internetmisbrug”. Jeg mailer Youtube-videoen til mig selv, inden jeg forlader kontoret.

Da jeg senere samme aften ser videoen, noterer jeg mig, at Patrik Wincent er velfriseret, veltrænet og veltalende. Hans engelsk er fejlfrit, og han bevæger sig hen over scenen uden antydningen af nervøsitet. Forelæsningen indledes med, at Patrik Wincent beder alle i publikum om at bytte mobil med sidemanden og derefter stoppe vedkommendes telefon i lommen.

”Okay, tag så en dyb indånding,” siger han.

”Welcome to the oral world.” Han fortæller, at han, når han tidligere i sit liv var ude med sin søn, kun holdt øje med ham med et enkelt øje, da det andet altid var klistret til mobilen. Han redegør i detaljer for en oplevelse, hvor sønnen kom i finalen i en bordtennisturnering. Lige i det sønnen skulle spille den afgørende bold, vibrerede Patrik Wincents telefon i lommen med en notifikation fra Facebook. Da han igen kiggede op, havde han misset det øjeblik, hvor sønnen vandt. ”Jeg kunne virkelig mærke hans smerte over, at jeg ikke var nærværende i det øjeblik,” siger Patrik Wincent fra scenen. Herefter viser han lidt billeder fra, hvordan det kan se ud, ”før og efter du forvandles til en mobilzombie”. Før: En mor nusser om sin baby. Efter: En mor ruller barnevognen af sted med næsen i en telefon. Før: Et nyforelsket par kigger hinanden dybt i øjnene på en romantisk restaurant. Efter: Det samme par stirrer på deres mobiler. Før: En glad familie spiller brætspil. Efter: En familie glor på diverse skærme. Og så videre.

Lige præcis denne del føles ærlig talt ensporet. Samtidig er den svær at ignorere. Min 2,5-årige datter sidder lige nu en armslængde væk og ser et temmelig ubehageligt japansk Youtube-klip om en hæklet kat, som tager boblebad. Min kæreste sidder på den anden side og læser hadefuldt gravid-blogs på sin mobiltelefon. Vi har ikke sagt ret mange ord til hinanden den sidste time. Trods den frikirkelige udstråling, som familien med brætspillene på Patrik Wincents billeder udstråler, ser de ud til at hygge sig meget mere.

Jeg mailer til forlaget og beder om et eksemplar af Den digitala drogen.

Ikke en maskinstormer

Patrik Wincent påpeger nøje, at han ikke er teknikfjendtlig.

”Det er ikke forkert at være på Facebook, det er ikke forkert at spille spil eller at tjekke sin mail indimellem,” skriver han.

”Det bliver nødt til at være okay, og den her bog handler virkelig ikke om at skræmme, pege fingre eller lave propaganda. Men faktum er, at skærme og teknik har skabt nye folkesygdomme. Snigende folkesygdomme, som breder sig mere og mere, og som rammer på forskellige måder, uden at vi tænker over det.”

Den adfærd, han herefter oplister som faresignaler for, at man befinder sig i risikozonen for mobilmisbrug, er så almene, at de sandsynligvis kan tillægges det meste af Sveriges befolkning: At tjekke sin mail om aftenen sommetider, at sende SMS’er, imens man går, at føle sig stresset uden sin telefon, at have følt fantom-vibrationer i lommen, at foretrække at sende mails og SMS’er frem for at ringe, at inkorporere ”internet-slang” i sit ordforråd med videre.

Det viser sig hurtigt at være en del af forfatterens pointe: Det digitale misbrug er så udbredt og normalt, at de negative konsekvenser regnes for en naturlig del af livet. ”Alle ved, at det er et problem, men det er jo ikke et farligt problem, fordi næsten ingen dør af det. Det lader til at være ræsonnementet,” skriver han. Og: ”Den digitale verden er mere lumsk og får os hurtigere ind i en afhængighed, især fordi det ikke opfattes som et misbrug.”

De symptomer på mobilmisbrug, som han mener at have identificeret, lyder alvorlige: Problemer med at færdiggøre arbejdsopgaver eller huslige pligter, fordi man ikke kan lægge mobilen fra sig, at blive på arbejdet til sent, for at kunne bruge mobilen uforstyrret, isolere sig fra familie og venner, blive defensiv, når nogen påpeger ens usunde mobilvaner, bruge mobilen som et tilflugtssted, at blive plaget af hovedpine, nakkeproblemer, søvnforstyrrelser…

Han citerer forskning, som sammenkobler brugen af mobiler med depression og selfies med dårligere hukommelse. Han beskriver forsøg, hvor en tredjedel af de adspurgte hellere ville opgive sex end deres mobiltelefoner; studier som viser, at overforbrug af mobiler og internet er en medvirkende årsag til skilsmisse; studier, som peger på, at børns brug af iPads forværrer deres kognitive udvikling og motorik. Han skriver, at USA’s og Canadas svar på socialstyrelsen anbefaler nul elektronik for 0-2-årige, en time om dagen for 3-5-årige og to timer for 6-18-årige.

Han fortæller om klienter, hvis liv er blevet slået i stykker af den digitale teknik, og om mennesker, der har mistet deres job, eller som er faldet ned på togskinnerne, fordi de ikke kunne få øjnene fra mobilskærmen. Og det her lader ikke til at være enestående, isolerede tilfælde. Patrik Wincent skriver, at presset på hans klinik er så stort, at de muligvis ikke har mulighed for at tage imod alle, der henvender sig.

Han vender desuden gang på gang tilbage til synderen, det han talte om i et Aftonbladet-TV-indslag og endda berører i sin TED-forelæsning – nemlig hjernens belønningssystem. I meget korte træk er belønningssystemets funktion at opmuntre adfærd, som er nødvendig for vores overlevelse. Dette sker blandt andet gennem udskillelse af signalstoffer, som sørger for, at det er rart at spise, drikke og have sex. Belønningssystemer trigges dog også af anden adfærd og oplevelser. Det gælder ifølge Patrik Wincent ”uforudsete hændelser”. Han giver følgende eksempel: Hvis du stopper en femmer i en tyggegummiautomat, og der kommer et tyggegummi ud, tænker du ikke mere over det, eftersom det, du forventede, skete. Hvis der derimod kommer to tyggegummier ud, indebærer det en uforudset hændelse, hvilket leder til udskillelse af signalstoffet dopamin, som til gengæld giver en følelse af velbehag. I dette tilfælde trigges belønningssystemet ved et tilfælde, men det er også muligt at designe maskiner, hvis formål er at stimulere dopaminflowet. De, som har prøvet at spille på en enarmet tyveknægt, ved eksempelvis, at hver gevinst – læs: uforudset hændelse – forstærkes ved, at maskinen hyler og blinker, imens mynterne rasler ned på en metalplade for maksimal effekt. Alt dette for at kilde sanserne, øge udskillelsen af dopamin og lokke spilleren til at stoppe flere penge i, i håbet om at få samme kick igen.

En mobiltelefon fungerer ifølge Patrik Wincent på samme måde – den siger pling og blinker og vibrerer og tilbyder en lind strøm af potentielle overraskelser. Ikke nok med det: Denne konstante tilførsel af dopamin indebærer, at hjernen ombygges og naturligt nedjusterer sin egen produktion, hvilket betyder, at vi i langt højere grad tvinges til at stole på den dopamin, som tilføres udefra. Hjernen bliver ”kidnappet” og et misbrug er begyndt.

Eller som Wincent skriver: ”Neurovidenskaben har målt, at det er samme nydelsescentre i hjernen, som stimuleres om man er afhængig af kokain, internet eller spil. Man undersøger måske noget på Google, og så får man ’betaling’ fra hjernen via dopamin, og man vil derfor holde dopaminflowet oppe. Med tiden bliver det sværere og sværere ikke at tjekke sin mail, spille spil eller tjekke indlæg på Facebook. Dopaminen i hjernen er til for at belønne en, og man bliver på den måde slave af sin egen hjerne.”

Vi kan altså ikke lægge telefonen fra os, selv om vi skulle have lyst. Og som sagt: det lyder jo slet ikke godt.

 

Halvvejs gennem Den digitala drogen downloader jeg den omtalte app Moment, som måler og regulerer ens mobilbrug. Det første døgn samler jeg telefonen op 78 gange og stirrer på skærmen i sammenlagt tre timer og fjorten minutter. Statistikken lyser mod mig som vrede, røde tal.

En af de ting, jeg bruger min mobil til, er, at skrive Patrik Wincents navn inde i Medierarkivet, som samler artikler fra næsten alle Sveriges aviser.  Længere tilbage i tiden handler de om hans første firma, Dataspelsakuten, og i flere tilfælde nævnes Wincents eget computerspilsmisbrug. Senere kredser de mest omkring mobilafhængighed, og i teksterne fremstår han som en ekspert og autoritet på området. Blandt de næsten hundrede artikler, hvor hans navn forekommer, støder jeg også på en debatartikel af netforskeren Marcin de Kaminski, som er skrevet i februar 2014, lige efter at Internetakuten blev lanceret. Overskriften lyder: ”Kvaksalverne snyder om netafhængighed.” Her stormer Kaminski mod ”en selvudnævnt netafhængighedsterapeuts” påstande om, at man befinder sig i risikozonen for mobilafhængighed, hvis man bruger mobilen som vækkeur eller tager den med på toilettet. ”Jeg mener uden tvivl, at det er soleklar svindel,” skriver han. ”Hvis samme person uden nogen som helst substans definerer et problem og samtidig tilbyder at sælge løsningen, så skal man trække ørerne til sig.”

Ingen forskning

Lige efter sendte radioprogrammet Medierne et indslag, som handlede om, at både SVT og TV4 havde ladet Patrik Wincent lancere sin behandling mod internetafhængighed uden at stille kritiske spørgsmål. De sendte endda reporteren Karin Hållsten til Internetakuten for at undersøge baggrunden for de hjemmetests på firmaets hjemmeside, hvor de besøgende kan finde ud af, om de er internetafhængige. Hun spørger, hvor eksemplerne kommer fra: ”De er baseret på klinisk arbejde,” siger Patrik Wincent i programmet. ”Hos mennesker som har ringet til os, og som vi har behandlet, plejer konsekvenserne at se sådan ud. Det er ligesom spørgsmål, som er formet ud fra de forskellige konsekvenser, deres liv har fået.” ”Så det er konklusioner, du selv har draget?” ”Nej, ikke selv. Det er mig selv, og siden mange andre dygtige forfattere og psykologer som Kimberly Young og Larry Rosen, som har udarbejdet denne type af hjemmetests.”

”Så I har siddet sammen og fremhævet det her?”

”Ikke sammen. Det er mere som en inspiration. De har jo bearbejdet denne her problematik over ti års tid. Der har vi jo selvfølgelig hentet inspiration, eftersom vi samarbejder med mange af dem.”

”Så det bunder ikke i nogen form for forskning?” spørger Hållsten.

”Nej, det er rigtigt.”

To timer efter at reporteren havde forladt terapeutens kontor, slettede han alle spor af ordet ”afhængig” fra sin hjemmeside. De blev erstattet af ”misbrug” og ”digital stress”.

I Den digitala drogen er Patrik Wincent faktisk meget nøje med at påpege, at hverken mobil-, internet- eller computerspilsafhængighed indgår i den alment vedtagne diagnosemanual ‘Diagnostics and Statistical Manual of Mental Disorder, DMS’, som udgives af det amerikanske psykiaterforbund, og som klassificerer psykiske funktionsnedsættelser, belastninger og sygdomstilstande. Men han skriver også, at ny forskning kan lede til, at de her diagnoser kan vedtages i fremtiden.

Her har han en pointe.

Tvivlsom digital afhængighed

Historisk set har alle afhængighedsdiagnoser handlet om rusmiddelafhængighed: Alkohol, medicin, stoffer eller andre ting, som tilføres kroppen udefra. Men i den seneste version, som blev udgivet i 2013, indgik også ludomani. Dette indebærer et stort skift inden for psykiatrien, da det åbner op for følgende idé: På samme måde, som du kan blive afhængig af et rusmiddel, kan du blive afhængig af en adfærd.

På grund af denne tanke blev selve computerspilsafhængighed ført ind i manualens forskertillæg. Her havner områder, som kræver yderligere studier, før de eventuelt kan omsættes til diagnoser. Den eneste person i Sverige, der har givet sig hen til disse studier, hedder Daniel Kardefelt-Winther. Han er forsker ved institutionen for klinisk neurovidenskab, Center for Psykiatriforskning, på Karolinska Institutet og skrev i 2014 sin ph.d. ved London School of Economics. Den har titlen: ”Excessive Internet Use: Fascination or Compulsion?”

”Det argument, som jeg har fremført, er, at det ikke er rigtigt at se på det som en afhængighed,” siger han. ”Der findes folk, som får problemer, fordi de spiller for meget, er for meget på Facebook, surfer for meget rundt på internettet og så videre. Det er et reelt problem, men for et lille antal mennesker. Det er ikke som at tage stoffer. Man gør det af en grund. Og jeg forsøgte at finde denne grund.”

Daniel Kardefelt-Winthers resultat viste, at problemet egentlig ikke var, hvor meget man spillede eller brugte internettet, men hvorfor?

”Dem, som bruger spil for at flygte fra deres problemer, kan komme til at opleve nogle negative konsekvenser,” siger han.

”De kan i visse tilfælde spille så meget, at det går galt for dem i livet. Men hvis man har det godt, er det helt okay at give sig hen til denne type eskapisme.”

En anden konklusion i Daniel Kardefelt-Winthers forskning er, at de spørgsmål, som bruges for at identificere computerspilsafhængige, er utilstrækkelige. Nærmere bestemt går han imod dem, som bruger milde udgaver af de spørgsmål, som stilles til stofmisbrugere. I en videnskabelig artikel undersøger han og en anden gruppe af forskere indgående de ni spørgsmål, som bruges, og konstaterer, at de enten er upræcise eller stillet på en forkert måde. Et af dem lyder: ”Bruger du meget tid på at tænke på computerspil, når du ikke spiller, eller planlægger du, hvornår du skal spille næste gang?” Men som Kardefelt-Winther sagde for nylig i hjemmesiden Kits ambitiøse reportage om begrebet computerspilsafhængighed: Der er forskel på at gå rundt og tænke på sit næste fix og sit næste raid i World of Warcraft.

Det samme gælder kriteriet: ”Føler du, at du bliver nødt til spille mere og mere hele tiden?”

En alkoholiker bliver nødt til at drikke mere og mere for at opnå samme niveau af beruselse, mens der blandt computerspillere meget tvivlsomt er tale om et lignende fænomen.

Mens jeg læser de øvrige spørgsmål, slår det mig pludseligt, at kriterierne er præcis de samme, som Patrik Wincent bruger til at diagnosticere mobilmisbrug i Den digitala drogen.

”Lyver du over for familie og venner om, hvor meget du spiller?” bliver i hans bog til: ”Skjuler du, at du surfer på internettet over for din familie og chef?”

”Føler du, at du gerne vil spille mindre, men ikke kan?” bliver til: ”Har du prøvet at begrænse din brug af mobilen, men er mislykkedes?”

”Bliver du rastløs, irriteret, humørsyg, vred, urolig eller ked af det, når du skærer ned eller holder op med at spille?” bliver til: ”Bliver du irriteret, hvis din online-tid bliver afbrudt?”

Kokasseafhængighed

I sin opremsning af symptomer rammer Patrik Wincent seks af de ni kriterier, som bruges for at opdage et computerspilsmisbrug – og som Kardefelt-Winter og hans kolleger affærdiger som værende for upræcise til at kunne stille en diagnose.

Det viser sig, at Patrik Wincent er en del af en større bevægelse. Daniel Kardefelt-Winther fortæller, at han i øjeblikket skriver en videnskabelig artikel om den kraftige forøgelse af adfærdsafhængighed inden for forskningen.

”Spil om penge er den klassiske, og her findes en del belæg,” siger han

”Siden har man talt om sex, træning og arbejde. Det er forholdsvis gennemforsket. Men de seneste par år er man gået for vidt. Her er nogle af dem, jeg tager op i artiklen; studieafhængighed, danseafhængighed, mobilafhængighed, sociale medier-afhængighed, spåkoneafhængighed og så min favorit – kokasseafhængighed.”

– Undskyld? afbryder jeg.

”Ja, der var en sag om en person, der ikke kunne holde op med at lugte til kokasser, og som man ville have inkluderet i diagnosemanualen. Men pointen er, at de her kriterier er så almene, at det er umuligt at finde nogen, der ikke passer ind i dem. Man kan ikke længere skelne mellem afhængighed og en stor interesse.”

En af de vigtigste grunde til, at Daniel Kardefelt-Winther er skeptisk over for at anvende samme kriterier for adfærdsafhængighed som for rusmiddelafhængighed, er, at man i forrige tilfælde næppe kan tale om samme effekter i hjernens belønningssystem. At bruge begreber som abstinenser og øget tolerance, bliver mærkeligt, når der ikke er tilført hjernen psykoaktive substanser udefra. Så er spørgsmålet: Hvordan hænger det sammen med Patrik Wincents ræsonnement om brugen af mobiler, dopamin og ”hjernen, der bliver kidnappet”.

Jeg ringer til Joar Guterstam, afhængighedslæge på Beroendecentrum i Stockholm, ekspert i afhængighedsdiagnostik og ph.d. på Karolinska Institutet, hvor han blandt andet forsker i, hvorvidt hjernens opioidsystem er involveret i afhængighed af amfetamin. ”Metaforen om den kidnappede hjerne er ikke så dårlig,” siger han. Men så handler det om langvarig eksponering for stoffer, som forandrer belønningssystemer og indebærer, at det skaber en dårligere følsomhed over for andre typer af belønninger end selve stoffet. Belønningssystemer er meget komplicerede og indeholder mange andre komponenter end den her dopamin-snak, som er blevet opsnappet af populærvidenskabelige personer. Det synes jeg en gang imellem, man misser ved at sige: ‘Se, en sjov app, den giver et dopaminkick, præcis ligesom et rusmiddel.’ Det siger egentligt ikke særlig meget om, hvorvidt det er afhængighedsskabende. Så ville man skulle bruge beviser for, at mennesker, som bruger appen, forsømmer andre vigtige dele af livet.”

Joan Guterstam vender sig også imod den alt for uovervejede brug af ordet afhængighed. ”Man risikerer at få en overdreven sygdomsforklaring af al mulig menneskelig adfærd. Diagnosernes nytte skal overvinde risikoerne. Og så længe man ikke ved noget som helst om, hvordan de postulerede diagnoser fungerer, og hvordan man skal hjælpe personer med sådanne problemer, så synes jeg, at risikoen virker større, når man skaber uro hos mennesker og får dem til at smide penge efter en behandling, som mangler beviser.”

Han fortsætter: ”Når man hører om nye diagnoser – og det her gælder ikke kun afhængighed – så skal man holde et vågent øje med, om der ikke findes en egeninteresse for den, som prøver at sælge diagnosen.”

På besøg hos Patrick Wincent

Patrik Wincent tager imod mig iført strømpesokker på sin klinik i Södermalm i Stockholm. Han har jeans og en tætsiddende trøje på. Under den korte rundvisning fortæller han, at Internetakuten og Dataspelsakuten deler lokaler med terapeuter, som behandler sex- og sukkermisbrug. ”Lidt ligesom det, vi gør,” siger han.

Vi slår os ned i et samtalelokale med tre stole og et lille bord. På bordet ligger en sten, hvor ordet ’harmoni’ står skrevet med sirlige bogstaver. I vindueskarmen står fem-ti eksemplarer af Den digitale drogen.

Jeg spørger, hvordan han er endt der, hvor han er i dag. Patrik Wincent fortæller, at han er født i Malmö i 1974 og voksede op i området omkring Sorgenfri, som grænser op til Rosengård. Hans mor er fra Polen, hans far fra Sverige. Som lille kørte han på skateboard, hørte musik og hængte ud i områdets spillehaller.

”Men i de højere klassetrin i folkeskolen var der mange skænderier og slagsmål. Så tog jeg tit tilbage til min lejlighed og spillede Commodore 64. Jeg spillede utrolig meget. Da jeg var 15-16 år, kom jeg meget i kredse, som var… ja, kriminelle. Da kom alkoholen også ind i billedet.”

 

Noget senere brugte Patrik Wincent og hans venner meget tid på at høre gamle vinylplader og skrive raptekster. De hørte om Red Barnets musikprojekt, som ville skabe motivation for at gå i skole og samtidig tilbyde muligheden for at nye bands kunne indspille en CD. Patrik Wincents gruppe kaldte sig for 3DC – Three Different Countries.

Han havde sine rødder i Polen, det andet medlem havde sine rødder i Ungarn, og den sidste havde to svenske forældre. Takket være projektet fik de lov til at indspille nogle sange, som de senere fremførte på forskellige fritidshjem. En dag så de en lokal producer på en café og gav ham deres CD. ”Vi sagde: ‘Vi er de bedste rappere i Malmö’”, siger Patrik Wincent. ”Vi havde en flabet attitude: farverigt tøj og hættetrøjer, jeg havde lange dreads. Produceren havde et omkvæd, og han ville have, at jeg skulle skrive en rap, og det blev så vores første single Shake That Rump. Senere lavede vi en julesingle, som blev spillet meget på P3.” Gruppen kaldte sig nu Look Twice. ”Året efter tænkte jeg, at eftersom eurodance var så populært, var vi nødt til at gå væk fra den her Stakka Bo-sound, som vi havde dengang. Så indspillede vi Move Your Body. Den blev nummer et på sommerhitlisten og blev udgivet i 39 lande. Vi kunne leve af det. Pludselig tjente vi penge. Mellem 1993 og 1998 turnerede vi over hele verden. Det meste var positivt. Men vi drak for meget. Alkoholen tog overhånd for mig.”

Omkring årtusindskiftet sluttede musikkarrieren, ifølge Patrik Wincent fordi bandet festede for meget og var så umulige, at pladeselskabet til sidst trak sig.

”Og så stod vi der, højt og tørt. Jeg fik en kæreste, flyttede sammen med hende, hun blev gravid. Jeg fortsatte med at drikke. Da min søn var et, blev vi separeret. Sådan fortsatte jeg et år til. Jeg arbejdede som fitnessinstruktør, trænede hver dag, men indeni mig var der kaos. For tolv år siden ramte jeg bunden, det punkt, hvor jeg forstod, at det ikke fungerede længere. Da fik jeg hjælp. Tolvtrinsprogrammet – terapi, hvor jeg forstod, at jeg havde et problem, som ikke kunne løses af egen fri vilje. Det blev begyndelsen på min vej mod en bedre selvfølelse og selvrespekt.” Han siger, at følelserne i løbet af det første år som ædru, blev så intense, at han vendte tilbage til computerspillene. På det tidspunkt arbejdede han med at sælge reklamer til TV-kanaler, men dagene blev indimellem hårde, fordi han sad oppe om natten og spillede Counterstrike, Doom og Unreal Tournament.

”Da jeg fortsatte den terapeutiske proces, indså jeg, at jeg brugte spillene til at forandre min følelsesmæssige tilstand.”

Patrik Wincent blev mere og mere overbevist om ”terapiens helende kraft” og rejste rundt i verden for at deltage i retreats og gå i terapigrupper, hvor han kunne lære sig selv bedre at kende. Hen mod slutningen af 00’erne begyndte han endda at tage en uddannelse i integrativ psykoterapi fra firmaet Humanova. De sælger kurser i personlig udvikling og uddanner blandt andet samtaleterapeuter, coaches og organisationskonsulenter. Uddannelsen har sit teoretiske fundament i psykosyntesen – en alternativ behandlingsform, som blev lanceret i begyndelsen af 1900-tallet af en lærling til Sigmund Freud – men man lærer også evidensbaserede metoder som KBT (kognitiv adfærdsterapi red.) og motiverende samtaler.

Snart sluttede Patrik Wincent med reklamesalg og begyndte at arbejde som jobcoach, terapeut og foredragsholder, blandt andet hjalp han arbejdsgivere med at identificere signaler som alkohol- og stofmisbrug hos deres ansatte. I 2012 sagde han sit job op for at starte Dataspelsakuten. To år senere voksede virksomheden yderligere.

”Vi så, at det ikke kun handlede om computerspil,” siger han. ”Folk ringede ind og sagde: ‘Jeg kan ikke stoppe med at bruge min mobiltelefon.’ Nogle oplevede, at deres liv var i fare. De følte sig tvunget til at tage mobilen op og kigge på den, selv om de kørte bil. Senere dukkede der også ægteskabelige problemer op, hvor den ene part var på telefonen hele tiden. Så kom Internetakuten. Men det blev selvfølgelig en lidt mere ophedet debat. For denne problematik er længere fra en diagnose end det at spille computer.”

Patrik Wincent siger, at behandlingen af mobilmisbrug skifter fra sag til sag. Handler det om overdreven brug, anvender de normalt de metoder, som han fremhæver i Den digitala drogen – gennemgår en normal uges forbrug, for derefter successivt at trappe ned ved eksempelvis ikke at tillade mobilen i soveværelset, sætte opladeren et neutralt sted osv. Handler det om klienter, som ”er i livsfare” arbejder de med at overvinde de følelsesmæssige impulser, som får folk til eksempelvis at læse en SMS, selv om de kører bil. Handler det om yngre mennesker, bruger de en tilgangsmåde, som ligner den på Datapelsakuten: Man skriver en kontrakt med regler for brugen og prøver at bryde de negative mønstre via støtte fra forældre og sunde alternativer.

Ifølge det seneste årsregnskab omsætter Internetakuten og Dataspelsakuten kun for cirka en halv million med en gevinst på cirka 50.000. Patrik Wincent siger, at selve behandlingen ikke er en ”særlig stor del af virksomheden”, og han kan ikke rigtig svare på, hvor mange mobilmisbrugere de har taget imod. Hans hovedfokus, siger han, ligger i hans ”proaktive” arbejde: forelæsninger, bogsalg og medieoptrædener.

”Det er klart den største del.  Vi vil ikke moralisere. Jeg er en tech-savvy. Steve Jobs er my man. Vi skal ikke tilbage til at have en telefon hængende på væggen, det er ikke det, vi stræber efter. Vi vil have en balance, så man kan nyde sin tilværelse. Det er mere de lette og behagelige spørgsmål, vi vil tage op og diskutere. Det er også derfor, jeg har skrevet Den digitala drogen.”

Jeg påpeger, at bogen ikke altid er så behagelig. Et sted skriver han for eksempel, at digitalt misbrug kan sidestilles med alkoholisme, og at det efter hans erfaring er mere almindeligt end alkohol- og stofmisbrug. Jeg spørger, hvad han baserer det på.

”Der findes visse ligheder, fordi belønningssystemet aktiveres. Lad os sige, at du tager kokain, så er der 1000 procent større udskillelse af dopamin. Indtager du alkohol er det 600 procent, og en seksuel orgasme er 300. Nogle dele af vores elektronik er på 50 eller 100. Det er langt fra en sygdomstilstand, men der findes ligheder. Det er det, jeg mener.”

Jeg indvender:

I andre dele af bogen nævner du, at et antal symptomer – isolation, abstinenser, ødelagte forhold – som giver en opfattelse af, at mobilmisbrug har samme negative effekter.

”Sådan mener jeg det ikke. Kun at elektronik kan misbruges på samme måde som mad og alkohol. Nogle siger: ‘Så kan man vel også misbruge skak eller keramik?’ Ja, men jeg har ikke oplevet en keramiker, der får vendt døgnrytmen, eller en keramiker, som lyver om sin keramik. Visse aktiviteter er mere psykoaktive end andre. Derfor findes der små ligheder med alkohol.”

På jeres hjemmeside står der: ”Tjekker du din feed på Facebook, Twitter eller andre sociale medier fra din mobil mere end ti gange om dagen. Så har du måske et misbrugsproblem.” Det føles som en ret generel adfærd?

”Det er rigtigt. Vi er meget tydelige omkring, at de her tests ikke stiller nogen diagnose, men mere er en indikation. Det er mere et resultat, som du selv skal reflektere over.”

Internetakuten har en lignende test for ”tvangspræget computerspil”. Her bruger de ikke spørgsmål, de har fundet på, men nogle, der faktisk kan hjælpe med at identificere bekymringer: Hvis man bruger det at spille som en måde at flygte fra problemer, eller hvis ens vaner har ødelagt ens relationer eller karriere. Jeg spørger, hvorfor de ikke stiller lignende spørgsmål til mobilmisbrugere.

”Vi vil ikke skrive noget, som kan få det til at ligne en diagnostisk værdi,” siger Patrik Wincent. ”Det er lidt, som hvis du sagde til mig: ‘Du burde opfinde ord for at det skal føles mere legitimt.’ Det er ikke det, som er formålet. Der skal være let adgang til at se, om man har de her problemer.”

Jeg siger, at det jeg mener, er, at hvis Internetakuten brugte den slags spørgsmål, så ville mange mennesker nok blive unødvendigt urolige.

”Det her er voksne mennesker. De opsøger os ikke, hvis ikke de oplever, at de har de her problemer. Man skal mærke efter. Ligger du højt på mange spørgsmål, så er der sikkert en problematik. Men vi er generøse. Hvis du kun ligger højt på et eller to, så er der ingen problemer.”

Tager du din telefon med på toilettet?

Efter interviewet går jeg hjem og laver Internetakutens hjemmetest en gang til. Denne gang svarer jeg ikke ærligt. Jeg svarer ”altid” til spørgsmålene: ”Tager du din telefon med ind på toilettet?” og ”Lader du mobilen være tændt om natten?” På de øvrige syv svarer jeg ”aldrig”. Og så beder jeg om Internetakutens dom. Den lyder: ”Det virker, som om mobiltelefonen har fået en stor plads i dit liv. Vi anbefaler en forandring til et sundere liv.”

Selv om Patrik Wincent ikke lykkedes med at overbevise mig om, at mobilmisbrug er en reel trussel mod det senmoderne menneske, er der alligevel nogle ting, som ligger og ulmer. Hvis man ser gennem fingre med de groveste tvivlsomheder i Wincent og hans kompagnoners ræsonnementer, har de måske alligevel nogle pointer? Det er måske hyggeligere og mere genuint at spille brætspil og grine med hele ansigtet, end at sidde alene og tjekke Twitter for attende gang? Det er måske mere givende at møde nogen i virkeligheden end at veksle et par ord i Facebookchatten? Måske er det farligt for børn at bruge iPads? Man burde måske lytte til den amerikanske socialstyrelses råd og begrænse små børns forbrug til nul timer om dagen?

”Det der er jo egentligt hysterisk morsomt,” siger Elza Dunkels, docent i pædagogisk arbejde ved Umeå Universitet, forfatter til flere bøger om unges brug af nettet og en af landets ledende eksperter på området.

”Det er rigtigt, at der findes sådan nogle anbefalinger i USA. Men hvad er de baseret på? Der findes intet videnskabeligt belæg for at fastsætte disse tal. Den slags forskning eksisterer ikke engang længere. Så det er bare det pure opspind fra start til slut.”

Hun fortsætter:

”Der findes studier, som påviser negative effekter for børn, som bruger tablets. Men man har aldrig kunne bevise, om det faktisk er på grund af de digitale medier. Man ved ikke, om barnet allerede inden havde en dårlig sprogudvikling og derfor vælger, at sidde mere med sin tablet, eller om forældrene selv har placeret barnet der, fordi de ikke magter det.”

Det her leder hen til et emne, som Elza Dunkels ofte vender tilbage til i forelæsninger, artikler og debatindlæg: ”De fleste diskussioner om brugen af teknik handler om antagelser og følelsesmæssige argumenter snarere end om videnskabelige belæg.”

”En ting, jeg plejer at tale om, er indførelsen af jernbanen og den frygt, som fandtes omkring den,” siger hun.

”Der blev lavet store studier omkring railway spine, hvordan togrejser påvirkede rygraden.”

Ja, nogle mennesker fik skader, men jernbanen var så tilpas vigtig, at det var acceptable tab, og i dag har vi bygget risikoen væk ved at lave tog, der ikke bumler lige så meget.

”Man kan sige, at nutidens svar på railway spine er, at vi bliver dårligere til hovedregning, får dårligere håndskrift, har sværere ved at rumme flere ting i hovedet og så videre. Men her gælder det samme: Det er acceptable tab. Det gør ikke noget, at jeg ikke kan rumme alle mine møder i hovedet mere, for jeg har dem på min mobil. De her argumenter fra teknikmodstandere er blevet fremført gang på gang. Og de har altid vist sig, at være et udtryk for tidsånden.”

Dunkels er inde på et lignende spor i forhold til tanken om, at det at mødes ansigt til ansigt altid er bedre end den digitale kontakt.

”Det er stærkt moraliserende og kommer fra den tid, hvor vi første gang blev konfronteret med det digitale. Man kaldte det virtuelt, og virtuelt er noget, der ikke er rigtigt. Dette begreb smittede vores måde at tænke på. Jeg mener: alle mennesker kan i dag tale i telefon – ingen ville sige, at vi lader som om.”

Men når det handler om kontakt over nettet, er der stadig forbavsende mange, der har den indstilling. Så langt, så godt. Senere kommer hun ind på det tragiske:

”Egentlig findes der jo mange problemer. Men vi, som arbejder med det her, når sjældent at tale om det, da vi er optagede af at slukke ildebrande.”

– Hvilke problemer er der? spørger jeg.

”Krænkelser. Seksuel udstilling af børn. Lige præcis det er et relativt lille problem, da kun få bliver udsat for det, men det er samtidig alvorligt, da det er en katastrofe for dem, som det faktisk sker for. Så er der jo det problem, at mennesker, som burde tage fysisk kontakt til andre mennesker, ikke gør det, fordi det lokker mere at blive siddende foran computeren. Så der findes bestemt problematisk forbrug. Men at blæse det op til at være en afhængighed eller en epidemi, er der absolut intet belæg for.”

Hvorfor virker det, som om at mange tror det lige nu?

”Det føles som en strømning i samfundet, som ligger på linie med, at man skal være hård mod sine børn, lave strenge regler og blære sig med, hvor meget man forhindrer dem i at spille spil og bruge teknik. For nogle år siden var det jo sejt at have den nyeste telefon, det allermest high-tech udstyr, man kunne få, og nu kommer der en modbevægelse. Måske er det på sin vis godt. Samtidig er det jo bare nye normer, som erstatter de gamle.”

Elza Dunkels sukker, da jeg nævner Patrik Wincent.

”Mine kolleger og jeg, som i 20 år har dedikeret os til at sætte spørgsmålstegn ved de her skrækforelæsere, undrer os jo meget over, hvorfor der ikke sker noget. De har kronede dage alle sammen. Det minder mig om, at jeg for nylig så en dokumentar om en tidligere magiker, som bestemte sig for at stoppe med at lave trylleshows og i stedet begynde at afsløre bedragere, da han kunne alle knebene. En af de ting han gjorde var at afsløre Uri Geller på direkte TV. Geller gik under jorden i to år efter det. Men senere var han tilbage. Og i dag har en sit eget ugentlige talkshow. Den tidligere magikers analyse var, at det var ligegyldigt, hvad han gjorde. Folk ville gerne snydes.”

Dette leder til spørgsmålet: Hvordan gik det egentlig for Henrik Schyffert? Efter en måned sagde han til sine følgere, at han havde byttet tilbage til sin iPhone. Den største grund var, at kontakten med hans børn blev dårlig, da de ikke kunne dedikere sig til noget så gammeldags som stemmekommunikation. Schyffert skrev dog, at han havde slettet alle de sociale medier, slået push-meddelelser fra og installeret den førnævnte app Moment. Han havde indstillet den, så telefonen automatisk slukkede efter en times brug. ”Men hvis jeg ikke lykkes med det her, bliver det klaptelefonen igen.” Siden da har der været stille omkring sagen, så jeg mailer til ham for at få en opdatering. ”Det holdt også i en måned,” svarer han. ”Mit arbejde, liv, hobby, rejser, børn, partner, sjov, musik, billeder … alt, hvad jeg gør og er interesseret i, findes på telefonen. Men nu ved jeg i det mindste, at jeg kan lægge den fra mig. Der var en tid, hvor jeg ikke troede det var muligt.”