Kære læser

Hvem er bange for Taylor Swift?

AP Photo/George Walker IV

“Jeg styrer jo hverken togdriften eller markedsmekanismerne,” udbryder Margot Robbie som Barbie, da en teenagepige anklager hende for at være fascist. Det gør Taylor Swift til gengæld. Uden øvrig sammenligning med fascister er Swift – på trods af flittig brug af sit privatfly – blevet kåret som et ikon for offentlig transport, og hun har med sin glitrende, poppede og rekordsættende milliardturné inspireret begrebet Swiftonomics.

Verdensherredømme er ved at være et forældet ord. Sidste år var Swift den mest afspillede person på Spotify med 26,1 milliarder streams, og hun blev kåret som årets person af Time Magazine. Ifølge kilder i det demokratiske parti står hun øverst på den amerikanske præsident Joe Bidens kampagneholds ønskeliste. EU-Kommissionen håber ligeledes på hendes hjælp til at mobilisere unge vælgere frem mod sommerens valg til Europa-Parlamentet. Men det er ikke alle, der er begejstrede for hendes indflydelse.

Donald Trump mener angiveligt, at han er mere populær end Taylor Swift. Og hans allierede er klar til at bevise det. På den yderste højrefløj i USA påstår de nu, at hun er en såkaldt “psykologisk operation” iværksat af Pentagon, altså det amerikanske forsvarsministerium. Formålet med operationen er at manipulere resultatet af både det amerikanske valg og den amerikanske sportsbegivenhed Super Bowl. Swifts nye kæreste, den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce, hvis hold Kansas City Chiefs vandt sidste års Super Bowl og har mulighed for at gentage succesen i år, er ifølge konspirationsteoretikerne en del af sammensværgelsen.

På overfladen ligner parret ellers nogen, som den konservative del af USA kunne krone til dronning og konge. Swift er en traditionelt feminin hvid kvinde, der blev kendt for at lave countrymusik, og Kelce er en traditionelt maskulin fodboldspiller i NFL. Det er så amerikansk, som det overhovedet kan blive, så konservativt, som det overhovedet kan blive. Det er… en Taylor Swift-sang. “That’s when you came in wearing a football helmet,” synger hun på Stay, Stay, Stay, og i musikvideoen til You Belong With Me ender hun med at tage til skolebal med skolens fodboldstjerne.

Den amerikanske drøm er dog blevet en konservativ konspirationsteoretikers mareridt, for Swift har tidligere støttet det demokratiske parti, og Kelce var talsperson for Pfizers coronavaccine.

 

Det store kønsgab

Konspirationsteorier er ikke fremmede objekter i Taylor Swifts univers. Hun har fra begyndelsen af sin karriere opfordret sine fans til at afkode alt fra sangtekster til outfitdetaljer. For en fan af Swift – en Swiftie – kan alt være en ledetråd til, hvilken ekskæreste en bestemt sang handler om, eller et tip om, hvornår hendes næste plade bliver udgivet. “Jeg har trænet dem til det,” sagde Swift til Entertainment Weekly i 2019 om sine fans’ – mere uskyldige – detektivarbejde.

De er på alle måder en veltrænet fanbase. Da der i sidste weekend blev delt en række eksplicitte deepfake-billeder af Swift, genereret af kunstig intelligens, på det sociale medie X, gik hendes fans til modangreb. De delte deres egne billeder af Swift i et forsøg på at drukne den digitale krænkelse og meddelte, at de ville anmelde alle brugere, der delte de falske billeder. Et par dage efter kom der en fejlmelding, hvis man forsøgte at søge på Taylor Swift. Og nu vil det amerikanske senat kriminalisere spredningen af seksualiserede billeder lavet med kunstig intelligens og delt uden samtykke.

Derfor virker det også som en dårlig politisk strategi at lægge sig ud med de såkaldte Swifties. Swifts fanbase består i høj grad af unge kvinder, en gruppe, som det republikanske parti i forvejen har svært ved at relatere til. En meningsmåling fra januar viser, at 42 pct. af unge kvinder identificerer sig som liberale (i amerikansk forstand), mens det kun gælder 25 pct. af unge mænd. Financial Times beretter om et lignende ideologisk kønsgab i Sydkorea, Tyskland og Storbritannien.

Ifølge et andet studie fra King’s College mener 16 pct. af britiske mænd mellem 16 og 29 (altså generation Z), at feminisme har gjort mere skade end gavn. For mænd over 60 gælder det 13 pct. og “det er et nyt og usædvanligt generationsmønster,” fortæller professor Bobby Duffy. “Normalt plejer det at være sådan, at yngre generationer konsekvent er mere komfortable med nye sociale normer, da de er vokset op med disse som en naturlig del af deres liv,” forklarer han til The Guardian.

De nye sociale normer slog for alvor igennem sidste år. Et år, som ifølge flere medier tilhørte “pigerne.” Årets mest populære film, Barbie, var et lyserødt lynkursus i sexisme og en fejring af alting feminint, mens Swifts one-woman-show slog rekorden for den mest indtjenende turné nogensinde. Ifølge sociologen Brian Donovan kan de misogyne angreb mod Swift skyldes en modreaktion på en kultur, der lige nu er domineret af kvinder.

Vi påstår ikke, at man er misogyn, hvis man ikke lytter til Swifts musik. Men med en verden fyldt af Swifties vil vi nu alligevel påstå, at misogyni – forhåbentlig – har fået sværere vilkår. /Emilie Ewald

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12