Citizen Trump

“Rosenknop”. Sådan kunne de sidste ord i dag have lydt fra eks-præsident Trump. En kryptisk afskedsreplik, javist, men ikke desto mindre en del af den trumpesque koreografi: Tre dommere ved den føderale appeldomstol i Washington D.C. har netop afgjort, at Donald John Trump er at betragte som en almindelig civil borger, der er lige for loven, og som derfor kan ende i fængsel, sågar inden præsidentvalget til november:

“Hvad angår denne kriminalsag, er tidligere præsident Trump blevet til citizen Trump og har helt det samme forsvar som alle andre tiltalte,” lyder den kontante dom, som dog kan appelleres til USA’s højesteret. Det forunderlige retspolitiske metadrama er derfor langt fra slut. Endnu.

Ud fra enhver normal, traditionel og konventionel logik burde det imidlertid være slut nu for Donald Trump. Han burde ikke længere kunne opstilles som republikansk præsidentkandidat, endsige kunne så markant føre i meningsmålingerne, at Trump med meget stor sandsynlighed vil blive genvalgt til november som øverstbefalende i USA.

Dommen kunne have ført til en slags syret genopførelse af første scene i Orson Welles’ filmmesterværk Citizen Kane fra 1941 – tankevækkende nok Trumps egen yndlingsfilm – hvor hovedpersonen, aviskongen Charles Foster Kane udånder, mens han udtaler den mystiske replik: “Rosenknop”.

Trump står anklaget for en lang række så gravalvorlige forhold, at det trodser alt, hvad der tidligere er sket før og under en valgkamp i et veletableret demokrati. Som en udløber af stormen på Kongressen 6. januar 2020 er Trump formelt under anklage for bl.a. “sammensværgelse med det formål at bedrage USA”, “hindring af og forsøg på at hindre en officiel proces” og “sammensværgelse mod rettigheder”.

Ved at erklære Donald Trump som ‘citizen Trump’ afviser den føderale domstol, at han skulle være beskyttet af præsidentiel immunitet, som han ellers selv har hævdet. Revolten i Washington skete jo netop på den kaotiske dag, hvor Joe Biden skulle tiltræde som ny præsident, og således mens Donald Trump stadig var fungerende præsident. Men immuniteten dækker altså ikke.

Hvis retssagen ruller videre nu, helt som planlagt, risikerer Trump med meget stor sandsynlighed at blive idømt en langvarig fængselsstraf. Specialanklager Jack Smith har samlet fældende beviser for eks-præsidentens aktive rolle i forsøget på at sabotere og omvælte det amerikanske demokrati.

Stemplet som outsider

Helt principielt konkluderer de tre føderale dommere, at Trump ikke kan hæve sig over det demokratiske system og “den mest fundamentale kontrolmekanisme med den udøvende magt – anerkendelsen og implementeringen af valgresultatet”. Og her ville den tragiske slutning på Trumps politiske genopstandelse så kunne skrives.

Men nej. Paradoksalt nok fungerer den foreløbige stadfæstelse af anklagerne om sammensværgelse snarere som en katapult for Donald Trumps bestræbelser på at slynge sig selv tilbage i Det Hvide Hus. Alt, hvad der normalt ville ødelægge en præsidentkandidat, virker stik modsat i tilfældet Trump. For ham er det fantastisk at blive gendøbt som Citizen Trump.

For hans mest opildnede, vrede og myndighedsekstremistiske kernevælgere er og bliver anklagerne om sammensværgelse i sig selv den sande sammensværgelse: Blandt trumpisterne bliver de føderale anklager set som selve beviset på, at den dybe stat – forestillingen om en ansigtsløs elite, der styrer USA bag kulisserne – nu forsøger at knuse Donald Trump ved hjælp af et retssystem, som konspirationsteoretikerne mener styres oppefra som marionetdukker.

Retssagerne får atter Trump til at stå frem som en outsider, der modarbejdes af den egentlige magtelite, og som en systemkritisk skikkelse, der hverken har ladet sig korrumpere eller kontrollere – og derfor er så farlig for den bestående orden, at han nu skal stoppes. Ved ligefrem officielt at genopstå som Citizen Trump, og ikke præsident Trump, nulstilles han som anti-Etablissement-bannerfører; som revolutionslederen nedefra.

Samme besynderlige mekanisme kendes herhjemme, dog i mindre målestok. Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg fik først for alvor sit folkelige gennembrud, da hun blev dømt ved rigsretten. Absurd nok kom dommen til at fungere som en slags renselsesproces, hvor en stor gruppe vælgere fortrængte, at Inger Støjberg reelt kun har arbejdet som levebrødspolitiker, og i en lang årrække har været et partiloyalt folketingsmedlem.

Anklagerne om brud på ministeransvarlighedsloven og den efterfølgende fængselsdom forvandlede Inger Støjberg til en form for Klods Hans-figur, som stadig står uden for det gode selskab, selv om hun i virkelighedens verden fører en klassisk pragmatisk og alt andet end samfundsomstyrtende kurs med sit nye parti Danmarksdemokraterne. Men alle ved, at hun er en outsider.
Alle ved, at borgeren Trump er persona non grata i de finere cirkler. Skurken, der tiltrækker sig større og vildere opmærksomhed end de pænere og kedelige heltetyper.

Streg over fængselsdom

Formelt set er det juridiske forspil – altså før den rigtige retssag overhovedet kan gå i gang – ikke forbi. Slet ikke. Faktisk begynder det først nu.

Trumps advokater vil anke dommen, og dermed skal USA’s højesteret snart tage stilling til, om de også vil vurdere spørgsmålet om præsidentiel immunitet.

I en sag med så vidtrækkende konsekvenser er det sandsynligt, at højesteret vil vælge at acceptere ankesagen, og så vil magtforholdene straks blive vendt på hovedet. Trumps største og mest varige aftryk som præsident var nemlig, at han fik udnævnt dommere, så magtbalancen i højesteret i dag er stabilt skævvredet: seks konservative mod blot tre liberale.

Dog kan Trump ikke vide sig sikker, slet ikke, for højesteretsdommerne har trods alt en historik for integritet og juridisk stringens. Præmissen i den foreløbige dom om, at Trump kan have forbrudt sig mod “den mest fundamentale kontrolmekanisme med den udøvende magt – anerkendelsen og implementeringen af valgresultatet” har faktisk karakter af en konservativ forfatningsfortolkning, og alene derfor skal Trump på ingen måde føle sig sikker på at klare frisag.

Men den bagvendte populismelogik stopper ikke her. For dels vil det kun bestyrke trumpisterne, hvis flertallet i højesteret også viser sig at bedrive “heksejagt”, som han selv siger. Og dels risikerer processen at blive trukket så meget i langdrag, at der ikke når at falde dom før enten præsidentvalget i november eller endnu mere symbolsk inden genindsættelsen foran Capitol til januar. Og så tegner alt til at ville kortslutte.

Hvis først Trump bliver genvalgt og potentielt indsat som præsident, hvad de seneste døgns udvikling grotesk nok kan have øget sandsynligheden for, så vil han straks kunne benåde sig selv. Ja, bare slå en streg over såvel anklager som en eventuel fængselsdom.

Som den sande mogul, som uvirkelighedens virkelige Citizen Kane, har Donald Trump bygget sin egen politiske karakter på filmens rigmand, som også søger større anerkendelse som politiker. Skandalerne er brændstoffet, og medierne umættelige drift mod drama baner vejen. Budskaberne bliver underordnede, ordene skal ikke tages bogstaveligt, eller som Trump selv på dobbelt-gådefuld vis har udtalt: “Rosenknop er nok det vigtigste ord”.

Han er fanget i sit eget spindelvæv af hyperbolske forvrængninger og surrealistiske overdrivelser, og har vist sig at kunne forføre en enorm gruppe af rådvilde vælgere. Når først musikken spiller og de kulørte lamper blinker, er der ingen, som kan huske, at “rosenknop” blot er navnet på en kælk. Showet fortsætter – og opsluger enhver form for mening. /Lars Trier Mogensen