Et uperfekt resultat

I USA er det med nye algoritmer og kunstig intelligens blevet nemmere end nogensinde at trække distriktsgrænserne efter, hvor ens egne vælgere befinder sig. Det er også kendt som gerrymandering, hvor kortene gentegnes hvert 10. år, og oftest af politikerne selv. Trods nye takter fra blandt andet domstolen i Alabama – der højst overraskende for en konservativ stat har dømt, at politikerne ulovligt diskriminerer den minoritetsetniske del af befolkningen – er praksissen langt fra forsvundet: Det er i høj grad gerrymandering, man forventer vil afgøre udfaldet af efterårets præsidentvalg.

Engang foregik hemmelighedskræmmeriet med hjælp fra garvede korttegnere. I dag kan enhver dog trække grænserne med et gratis værktøj på nettet og sammensætte tusindvis af forskellige kort. Det gør også, at det er blevet så godt som umuligt at bevise, når noget er bevidst skævt: Fordi det perfekte kort slet ikke findes, vil alle sammensætninger i en eller anden grad være biased.

Det er dog ikke altid lige tydeligt, når der bliver fiflet med tallene eller snydt på vægten. Det foregår også på mere subtile måder. Blandt andet i form af vælgerundertrykkelse, som når sorte i USA får uproportionale fængselsdomme for at begå fejl i stemmeboksen, eller når befolkningsgrupper aktivt holdes væk med strengere regler for at vise legitimation. Sammen med de skæve valgkort betyder det, at minoritetsetniske vælgere i årevis har været væsentligt underrepræsenteret i politik.

Sidstnævnte er Storbritannien et eksempel på. Her har en regeringsnedsat valgkommission i sidste uge advaret mod, at de britiske konservative med fuldt overlæg holder de unge væk fra parlamentsvalget, der skal afholdes senest til januar.

I maj sidste år besluttede regeringen med Rishi Sunak i spidsen at indføre nye regler, der betyder, at man skal medbringe et ID med billede. Det kan lyde uskyldigt, men kravet har vakt opsigt, da over 20 forskellige former for legitimation er tilladt – pas, kørekort, buskort – mens kun de 16-25 åriges rejsekort er undtaget.

Premierminister Rishi Sunak kalder det en måde at undgå stemmesnyd. Den er der dog påfaldende lidt af i Storbritannien, og Sunaks modstandere peger snarere på det lige så påfaldende i, at kun 1 pct. af de unge mellem 18 og 24 støtter toryerne. Ifølge valgkommissionens estimater fik de nye regler allerede sidste år mindst 14.000 mennesker til at blive hjemme fra sidste forårs lokalvalg.

Bider dem bagi

Fænomenet er ikke nyt: De britiske konservative er længe blevet beskyldt for at skævvride valgprocessen – som da den tidligere premierminister David Cameron stik imod kommissionens anbefalinger ændrede valgreglerne: Hvor en enkelt person i en husholdning før kunne registrere hele familien, skulle man nu gøre det for sig selv. Det fik mindst 800.000 udelukket fra valget, og samme antal forventer man bliver væk i år. Alene på baggrund af de nye regler, som regeringen altså har afvist at ændre.

Hos den britiske tænketank Runnymede Trust, der repræsenterer bipoc (Black, Indigenous, and People of Color) i Storbritannien, mener man ikke, at det handler så meget om, hvorvidt man er i besiddelse af billedlegitimation eller ej. Runnymede har i et notat til den britiske regering påpeget, at hvor godt en fjerdedel af hvide i England ikke har et kørekort, gælder det for halvdelen af sorte:

“Det er skandaløst, at den her regering har indført lovgivning, der øger den racemæssige ulighed i stedet for at forsøge at begrænse dem. Vi ved, at det er mindre sandsynligt, at du har visse former for billed-ID, hvis du er bipoc eller har en marginaliseret baggrund. Selvom der er måder, man kan få adgang til forskellige former for legitimation, giver lovene endnu en forhindring for at afgive sin stemme,” siger Runnymedes politiske chef Alba Kapoor til Føljeton.

Ifølge Kapoor har kravet sammen med de seneste års stramninger af basale rettigheder – som retten til at demonstrere – skabt en udbredt disillusion blandt etniske minoriteter om at gå til valg: “Vores forskning viser, at bipocs allerede har to en halv gang større risiko for at komme i økonomiske vanskeligheder under vores nuværende krise med høje bolig- og madpriser. Det kunne ikke være mere presserende, at de får indflydelse på, hvem der styrer landet, når vi nærmer os et parlamentsvalg, især når så mange familier står over for valget mellem mad og varme den her vinter”.

I Westminster kommer kritikken også fra egne rækker: Det konservative parlamentsmedlem Jacob Rees-Mogg kaldte sidste år reglerne en “form for gerrymandering”, der ville “bide” regeringen i … ja, på engelsk siger man ikke hvor.

Gerrymandering har størst effekt

Den amerikanske valgekspert og direktør for valgdatabureauet Election Data Services Kimball Brace mener dog ikke, at man kan tillade sig at kalde de britiske tilstande for gerrymandering. “Når folk uden for USA bruger ordet, er det ofte en måde at udtrykke, at de ikke kan lide, hvad nogen gør. Men gerrymandering og vælgerundertrykkelse er to separate mekanismer,” siger han til Føljeton.

Brace har som korttegner hjulpet stater og højesteret med at afgøre grænsetvister og ageret vidne i anklager om stemmesnyd for den tidligere vicepræsident Al Gore. Men selvom domstole som i Alabama har slået fast, at staten bevidst har gjort brug af ulovlig gerrymandering, kan man ikke altid stole på, at det udmønter sig i konkrete forandringer – og delstatsregeringen lægger stadig arm med højesteret om spørgsmålet. Ligesom Donald Trump konstant kalder domstolene politiske.

“Det er det fantastiske ved politik i det her land: Det ændrer sig som vinden blæser. Jeg har været over 50 år i den her branche, og det er interessant at se, hvordan folk håndterer de løbende forandringer og personer som Trump og Biden. Vi trækker os selv væk fra hinanden. Engang flyttede vi sydpå, fordi det var varmere, og nu handler vores valg af stat heller ikke om, hvorvidt svigerfamilien er i nærheden, men om hvordan folk stemmer,” siger Kimball Brace.

Spørger man Nicholas Stephanopoulos, juraprofessor ved Harvard Law School, er bekymringer om gerrymandering generelt mere alvorlige end om billedlegitimation, selvom motiverne bag er “forfærdelige, når man forhindrer minoriteter, fattige, unge og demokrater i at stemme.”

“Hvis vi mener, at dårlige hensigter er nok til at underkende en lov, bør vi gøre det. Men i praksis har gerrymandering større indflydelse på udfaldet af valget end vælgerundertrykkelse,” siger Stephanopoulos og peger på forskning fra økonomerne Enrico Cantoni og Vincent Pons, der med 20 års individdata fra samtlige amerikanske stater beviser pointen: At dem, man holder væk, typisk ikke ville have stemt alligevel.

“Det skyldes grundlæggende, at selvom der er et betragteligt antal mennesker i landet, som ikke har billedlegitimation, er de fleste af af dem en slags fremmedgjorte borgere, som bare ikke stemmer, uanset om de har lov til det eller ej. Samtidig er de ikke alle demokrater, de er ikke alle minoritetsborgere, de er ikke alle unge mennesker, og de er ret tæt på at være repræsenteret 50-50 mellem demokrater og republikanere,” siger han.

“Da den her slags regler blev vedtaget, var det tydeligvis et forsøg på at undertrykke minoritets- og demokratiske vælgere. Men nu, hvor vi kan se resultaterne af de seneste års data, er jeg mindre bekymret, end jeg har været før.” /Emma Louise Stenholm