Nyhedsanalysen
Tre bøger med Morten Kirkskov
Læsevejr taler med Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov, der anbefaler visuel ekvilibrisme, seksuel frigørelse i en krisetid og solidaritet på tværs af klasseskel.
Din første anbefaling er en lettere affære end de andre, kan man sige?
Ja, jeg vil gerne anbefale Jakob Martin Strids nyeste bog, Den fantastiske bus, som jo bare er guf for både børn og voksne. Den bliver ved med at være en kæmpe gavebod, hver gang man åbner den. Det er så overdådigt. Historien er til at overskue, men der dukker noget nyt op i tegningerne hele tiden, så man kan blive ved med at sidde og glo i den. Der er humor, det er ekvilibristisk tegnet, så det er en stor fornøjelse for alle aldre.
Hvad var den sidste bog, du læste om fortiden, som pludselig føles aktuel igen?
Det var Kærlighed i hadets tid af Florian Illies, der handler om kendte intellektuelles kærlighedseskapader fra 1929 til ‘39, hvor Hitler kom til magten. Mange af dem er jøder, og selvom de er truet på identitet og liv, har de affærer kørende med hinanden og nye mennesker og nye køn hele tiden. Det er som at læse et virkelig intelligent, velresearchet sladderblad fra 1929 til ‘39 – med den uhyggelige baggrund, som nazismen selvfølgelig er.
Det er interessant, at der lige før en periode af grusomhed er en periode af kæmpestor frihed. Det kan man jo godt tænke lidt over nogle gange, at det måske er en mekanisme i vores samfund, at der efter en periode med stor seksuel frihed kommer en periode, hvor der bliver lagt en dæmper på alting, at man ikke må, og hvor det pludselig bliver et ekstremt stramt regime, hvor visse grupper af mennesker ikke passer ind og derfor bliver udslettet af det. Man mærker det der pres, der er en desperation i det, og en vilje til at leve livet og få noget ud af det. Der var på en vis måde den samme opløsning af de traditionelle kønsbegreber, som vi også oplever nu om dage, men nu kæmper alle minoriteter for ikke at blive repræsenteret af andre end sig selv. Det var ikke det, der var på tale dengang, så man kan diskutere, om den frihed, yngre generationer oplever i dag, egentlig er en frihed, men man føler, når man læser bogen, at det var det for dem dengang..
Har du en anbefaling fra nutidens Danmark, der har gjort et særligt indtryk på dig?
Det har Katrine Marie Guldagers roman Endnu en dag i Guds skaberværk, som er en del af hendes trilogi om de vrede damer på halvtreds. Det er en krimihistorie om en kvinde, der har haft et forhold til en mand, der dør, og så bliver hun involveret i opklaringen af, om han er blevet myrdet. Katrine Marie Guldager er skidegod til at give stemme til den kategori af kvinder, som hun måske også selv tilhører, der kan føle sig ude af det seksuelle marked og lidt nede på den sociale rangstige. Hun kreerer et liv i de der ret kedelige vilkår, og så er det spændt godt op, men det er stadigvæk et portræt af nogle mennesker, som man ikke så tit stifter bekendtskab med i litteraturen. Det er et opråb om sociale omstændigheder i Danmark.
Hun har også skrevet en bog, der hedder Et rigtigt liv, der handler om en ung mand i overklassen, som kommer i nogle problemer, og den virker for mig som en kritik af overklassen og et forsøg på at problematisere ulighed. Det er jo næsten det modsatte af det, hun gør i Endnu en dag i Guds skaberværk, fordi det er noget, der ligger så langt væk fra hende. Hvis man ser de to bøger i forhold til hinanden, så synes jeg, man kan læse et socialt engagement hos Katrine Marie Guldager, som er solidarisk begge veje op og ned ad rangstigen, og det kan jeg godt lide. Der er en social bevidsthed og en solidaritet – alene ordet bruger man ikke så meget mere – som man ikke ser så tit.
Samtalen blev bragt først i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.