Kære læser

Pas på dette konsulenthus

Mette Lindgaard, direktør i Boston Consulting Group. Foto: Scanpix

Hvis man spørger en chatbot som fx OpenAI’s ChatGPT: “Hvordan fungerer en konsulenthjerne?” så får man et rigtigt konsulentsvar med bulletpoints og hele svineriet retur. Først gør chatbotten pædagogisk og korrekt opmærksom på, at begrebet konsulenthjerne i den om to sekunder foreliggende korrespondance ikke refererer til en specifik fysisk eller neurologisk egenskab, hvorefter den ellers kører derudad med sin forudsigelige karakteristik, som kunne være hentet fra ethvert konsulenthus’ hjemmeside:

Konsulenten har analytiske færdigheder, hun kan “analysere komplekse problemer” og “identificere mønstre”; konsulenten kan “udvikle innovative løsninger” og “implementere effektive strategier”; konsulenten har kommunikationsevnerne i orden, hun forstår at formidle “komplekse ideer”, så modtageren forstår dem, både skriftligt og mundtligt. Det er også noget med at kunne tænke kreativt, simpelthen “tænke ud af boksen” og “identificere innovative løsninger”.

Selv for kunstig intelligens er det åbenbart umuligt at beskrive et (potentielt) bullshit-job uden at bruge bullshit-formuleringer. Ikke engang ChatGPT kan undgå at forfalde til klicheen “tænke ud af boksen” eller lade være med at bruge formuleringen “innovative løsninger” flere gange i træk, når det er konsulenthjernens karakteristika, vi taler om.

Inden vi fortsætter, skal der på dette sted i teksten lyde en dybfølt undskyldning til hele konsulentstanden. Selv en chatbot ville nok kalde bullshit-generaliseringen for “grov” og “dum”, hvis man bad den evaluere tekststykket. Verden er fuld af konsulenter, langt de fleste følger vel nogle etiske standarder med samme selvfølgelighed, som de går på toilettet. Hvis ikke jobbene ‘tolder’ og ‘prostitueret’ allerede var blevet brandet så stærkt som “verdens ældste erhverv”, så kunne ‘konsulent’ formentlig gøre krav på titlen. “Du skal nok bruge mere brænde, hvis dit bål skal varme hulen op”. “Hvorfor bruger du ikke et ‘net’, når du skal fange krabber?” Osv.

Berygtede konsulenter

Lidt anderledes forholder det sig med konsulenthuse. Midt i januar kom konsulentvirksomheden Boston Consulting Group (BCG) ud med en rapport om mulige besparelser i den offentlige sektor, som Berlingske, der havde historien, beskrev som “mildest talt opsigtsvækkende”. BCG har regnet sig frem til, at man ved hjælp af kunstig intelligens kan spare 104 mia. kr. frem mod 2033. Det er noget af et beløb. Og det er et bemærkelsesværdigt præcist beløb.

Når Boston Consulting Group siger noget om den offentlige sektor, er der grund til ikke at høre efter. Da det i 2005 blev besluttet at reformere det danske skattevæsen, i folkemunde Skat, var det på anbefaling fra konsulenthuset, som havde udarbejdet en rapport. Boston Consulting Group var efterfølgende involveret i eksekveringen af planen, der bl.a. gik på at fyre hver fjerde medarbejder i Skat. Det udviklede sig som bekendt til en katastrofe, fordi de fleste fyringer og besparelser var gennemført, inden et stort, nyt skatteinddrivelses-it-system var klar. Det blev en dyr omgang for staten, for Danmark, for danskerne.

Og nu står Boston Consulting Group igen på det offentliges dørtrin med gode råd og et tal, som lyder så fantastisk, at det næsten må være sandt. 104 mia. kr. Ifølge Mette Lindgaard, der er partner og ‘managing director’ i BCG, er konsulenthuset nået frem til tallet ved at bruge omfattende data fra den offentlige sektor og gennemgået alle medarbejdergrupper og deres opgaver og vurderet, om tingene kunne gøres på en nemmere måde med kunstig intelligens. 104 mia. kr.! Mette Lindgaard medgiver, at det lyder utroligt: “Når man har gjort det, kan man begynde at lægge tal sammen. Og fordi den offentlige sektor er så stor, når man frem til meget store tal, som godt kan virke lidt abstrakte. Men det skal forstås i hele træskolængder,” udtaler hun til Berlingske (betalingsmur).

Det glimrende fagmagasin Akademikerbladet har fulgt op på historien og omtaler klædeligt Boston Consulting Group som det, det er. Overskriften lyder: ‘Berygtet konsulenthus vil ikke forklare vild påstand’. Akademikerbladet kan fortælle, at en arbejdsgruppe på tværs af landets ministerier “lige nu” arbejder på “at konkretisere regeringens plan om at frigive 10.000 årsværk ved hjælp af kunstig intelligens”. Frigive? Det taler jo lige ind i Boston Consulting Groups kompetencecenter. En anden kompetence, som konsulenthuset har, er at lugte, når der er dårlig omtale i farvandet. Akademikerbladet har forsøgt at få Mette Lindgaard til at stille op til et interview, så konsulenternes beregninger kan blive konkretiseret. Men der er ikke tid! “Vi har utroligt meget på vores bord i øjeblikket”, lyder svaret fra BCG. Ikke tid? Det lyder som en opgave for kunstig intelligens. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12