Ekstra liv eller dobbelt død

Det sker sjældent. Faktisk kun med flere års mellemrum. Men det sker: At den danske regering faktisk foreslår beslutninger, som må karakteriseres som progressive. Altså i en helt klassisk forstand, nemlig som et fremsynet opgør med gamle obskure forestillinger.

Nu er det sket. Igen.

Hvis det står til SVM-regeringen, der jo har sit eget flertal, skal alle danskere fremover være potentielle organdonorer. I dag skal man selv tilmelde sig aktivt, og det betyder, at der hvert år dør mange mennesker på grund af organmangel, primært mangel på nye nyrer.

Rent praktisk vil det efter planerne fortsat være de nærmeste pårørende, som i sidste ende skal træffe beslutningen om organdonation. Der lægges ikke op til nogen form for automatik. Men udgangspunktet vil blive afgørende ændret.

“Vi er et af de få europæiske lande, hvor man aktivt skal ind og tilmelde sig. Nu foreslår vi så at vende det rundt,” siger statsminister Mette Frederiksen (S) og kaster sig dermed ud i en biopolitisk værdikamp om kroppen. For organdonation er en af de nutidige kampzoner, hvor både religiøse og kulturkonservative kræfter kæmper indædt imod.

Organdonation er nemlig i tæt familie med fertilitetsbehandling. Ligesom livet kan hjælpes på vej ved selve undfangelsen, kan det også forlænges i det sidste kapitel. Men vel at mærke kun ved lægevidenskabens hjælp.

Det kræver progressiv forskning at kunne skabe og forlænge liv – og progressivt forstået netop som modsætningen til mere eller mindre okkulte forestillinger om besjæling og hellighed. Fra gammel tid kendes således fantasierne om et efterliv i det hinsides, og derfor også det simple ønske om et intakt krop. Organdonation opfattes ligefrem som kannibalisme blandt nogle.

Heldigvis er det ikke længere druider, sortkjoler og vækkelsesprædikanter, som dikterer hverken den folkelige moral herhjemme eller landets love. Og dog. For det progressive udspil fra den socialdemokratiske statsminister møder tankevækkende nok modstand – fra det sidste lille levn af vogternes råd her i Danmark: Etisk Råd er imod.

Afsky for andre mennesker

På præcis samme måde som stort set alle medlemmer hårdt forkastede tanken om aktiv dødshjælp, er Etisk Råd også nølende i forhold til organdonation. Og det er faktisk helt efter bogen. Etisk Råd skal være reserverede og gerne romantiske.

Medlemmerne er politisk udpegede og afspejler dermed samfundslivet. Trods alt. Men sammensætningen har altid været til den forsigtige side, for det er selve formålet med det statslige råd: På linje med andetkammeret i andre demokratier – som Landstinget var tidligere her i Danmark – skal Etisk Råd tjene som en form for bremseklods.

Formelt spiller det ganske vist ingen rolle, hvad Etisk Råd mener, og forsamlingen af alt fra en sognepræst over en skolebestyrer til bl.a. en tidligere generalsekretær i Konservative giver da også kun deres meninger til kende som nøje udvalgte privatpersoner. Argumenterne imod at udvide organdonation stikker da også i mange retninger.

I den udtalelse om organdonation, som Etisk Råd offentliggjorde sidste år, opregnes en stribe mere eller mindre fortænkte argumenter for at fastholde status quo. Det allerførste og dermed primære argument imod at udvide organdonation handler om selvbestemmelse og opsigtsvækkende nok om afdødes mulige afsky ved et andet døende menneske:

“Et argument kan være, at hensynets vægt afhænger af, hvorvidt behovet for et nyt organ primært er selvforskyldt eller snarere skyldes faktorer uden for individets kontrol,” hedder det i udtalelsen, som fortsætter: “Her er tanken altså, at der alt andet lige er større grund til at hjælpe, hvis organsvigtet fx skyldes medfødte, genetiske forhold uden for individets kontrol, snarere end en livsstil, som personen måske ville kunne have ændret.”

Eller sagt mere mundret: Man skal have ret til at sige nej på forhånd til de mest overvægtige, storrygerne og alle de andre afvigere med ‘selvforskyldte’ årsager til organsvigt. Ja, sådan lyder hovedargumentet for at bevare den nuværende, restriktive ordning, skønt andre varianter af argumenter for ejerskab over egen krop retfærdigvis også refereres.

Argumenter imod videnskab

Sundhedsordfører for Danmarks nye konservative folkeparti Liberal Alliance Louise Brown har straks affærdiget regeringens forslag: “Som liberal er det mig, der ejer min krop, og ikke staten.” Og hun er ikke alene.

Politisk ordfører i Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne Susie Jessen er helt på linje med de andre konservatorer og kustoder, som også historisk set har været imod at lovliggøre nye medicinske gennembrud inden for bl.a. fosterdiagnostik og stamcelleforskning.

“I Danmarksdemokraterne er vi ikke tilhængere af at staten skal eje vores organer,” lyder det enkelt og kontant fra Susie Jessen på det sociale medie X, og som sådan skal det nok også vinde en vis gennemslagskraft.

Modstanderne rammer dog langt forbi. For i det konkrete forslag lægges ikke op til, at alle brugbare organer automatisk vil blive fjernet fra terminale patienter, der er blevet erklæret hjernedøde. Nej, forslaget er reelt kun, at de pårørende skal spørges, hvis den døde ikke aktivt har afvist organdonation forinden og i levende live.

Pårørende vil altså fortsat kunne komme med alskens snurrige argumenter om sjælevandring, kannibalisme og tykfobi, og dermed forhindre livsgivende organdonation. Forandringen vil blot være, at de pårørende i det mindste skal begrunde, hvorfor de ikke vil hjælpe et andet menneske. Og det er i sandhed et progressivt underværk. At man i det mindste skal tvinges til at argumentere imod videnskab.

Under alle omstændigheder er det en sund ting at tage stilling og grundigt overveje, hvor langt man selv er villig til at gå for at give liv til andre, når man selv er død.

“Tak fordi du har taget stilling.” Sådan lyder det i dag, når man registrerer, hvordan “du ønsker at donere dine organer, når du dør.” Det er faktisk let at gøre. Og nok så vigtigt at overveje, om man også ønsker, at organer fra pårørende skal gives videre, for dét er spørgsmålet, man fremover skal tage stilling til. Et spørgsmål om ét ekstra liv eller dobbelt død. /Lars Trier Mogensen