Tre bøger med Esben Schjørring

Den første bog, du har valgt, er Immanuel Kants Kritik af den rene fornuft. Hvorfor det?

I 2000 år, fra Platon til Kant, tænkte man sandhed og væren som noget evigt, mennesket kun fik adgang til ved at overskride sig selv, sin krop, sanser og tidsbegrænsede eksistens. Faktisk var filosofi indtil Kant den måde, vi prøvede overskride os selv på. Kant genindsætter menneskets endelighed i centrum, og selvom det sker i slutningen af 1700-tallet i Kaliningrad, er det en revolution, vi stadig lever midt i. Det er hamrende svært at holde ud, at sandhed og evighed ikke hænger sammen, men at alt er underlagt det flygtige. Både i videnskab, politik og i vores personlige liv er det svært at acceptere, at det gode, det smukke og det sande ikke er eviggyldigt.

Jeg tror, at hvis hele vores civilisation blev lagt øde, og vi kun havde én bog tilbage, så ville Kritik af den rene fornuft være den eneste, der kunne genskabe de seneste 300 års tænkning, kunst og politik. På den måde er den lige så afgørende som Bibelen. For mig personligt var der bare et kæmpe ”før og efter”, jeg havde læst Kritik af den rene fornuft. Min verden var blevet en anden. Folk beskylder Kant for at være kedelig og knastør, for mig er den lige så spændende som True Detective sæson 1.

Så har du valgt Karl Ove Knausgårds Alting har en tid. Vil du uddybe det?

Det er på mange måder en kikset roman, der har svært ved at finde sin afslutning, hvilket nogle måske vil mene er et generelt problem hos Knausgård. Men den er også smuk og dyb og rystende. Det er en omskrivning af Det Gamle Testamente, skabelsesberetningen, historien om Kain og Abel og syndfloden.

Umærkeligt flytter Knausgård handlingen fra Israel til et førindustrialiseret Norge. Og rykker Det Gamle Testamente ud af det mytologiske og ørkenagtige og ind i ’vores’ verden. Og så er beskrivelsen af syndfloden en af de tidlige, måske ubevidst og i hvert fald den bedste, oversættelser af klimakrisen til roman. Det regner og regner, vandet kommer snigende og stigende. Til sidst drukner en mor sit nyfødte barn på toppen af et bjerg, der er blevet indhentet af vandet. Det ved jeg faktisk ikke, om jeg er kommet mig over.

Og så har Alting har en tid en fantastisk analyse af vores dagligdags ondskab. En dreng kommer forbi en kæmpe myretue, som han stikker en pind i. Det har vi nok alle prøvet. Så føler han skammen og skylden over at have ødelagt tuen, selv med et lille hul. Hvad gør han? Han bliver ved at stikken pinden i tuen, rode rundt i den og slå på den, indtil den er HELT ødelagt. Hvorfor? For så længe han er i færd med at ødelægge tuen, er handlingen ikke færdig og afsluttet, og dermed kan skyldfølelsen holdes for døren så længe. Den mekanisme tror jeg de fleste kender – at man bliver i det onde eller i synden, for at udskyde konfrontationen med den. Det er derfor, det onde er så svært at få ud af verden.

Og så betød Alting har en tid for mig, at jeg læste Bibelen fra cover to cover bagefter. Ikke som forkyndelse, men som roman. Og som politisk teori og grand narrative. Det er efter min mening Knausgårds mesterskab, at han har formået at genskabe forbindelsen mellem vores dagligdags liv og vores litteraturhistorie. Det er det, der gør ham interessant, uanset hvor fortærsket han kan blive.

Til sidst har du valgt en politologisk nyklassiker, Ove Kaj Pedersens Konkurrencestaten. Hvordan har den været vigtig i dit virke som politisk journalist?

Det er et monstrum af en bog, der har betydet meget for mig. Det er den bedste beskrivelse af det danske velfærdssamfunds udvikling over de sidste 40 år. Den er jo meget misforstået, fordi folk troede, det var en normativ beskrivelse af, hvordan samfundet bør være. Men det er en beskrivelse af, hvordan samfundet er, og hvorfor det er blevet sådan.

Ove Kaj Pedersen siger, at velfærd er gået fra at beskytte borgerne mod kapitalismen til at mobilisere os til at arbejde. Og at det er sket over 40 år som en reaktion på den krise, vi – og alle andre lande i Vesten – gennemgik i 1970’erne. Det er interessant, fordi vi har beholdt forestillingen om velfærdsstaten som en beskytter, selvom det ikke passer med virkeligheden.

Det er nok også forklaringen på modviljen mod Ove Kaj Pedersen. Ingen kan jo lide at få bristet sine illusioner. Og så er det også en bog, der viser samfundsforskeren kæmpe med at få sin samtid på begreb – det er der noget heroisk og smukt over, også på de punkter, hvor kampen bliver forgæves. Jeg savner, at nogle af vores unge, sindssygt begavede samfundsforskere tør give fanden og deres peer reviewed artikler i vold og skrive den store monografi over, hvor vi er.

Hvis man skal forstå dansk politik og det danske samfund, så skal man læse den bog. Uanset om man er borgerlig, socialdemokrat eller venstreorienteret. Vi lever – på godt og ondt – jo i en velfærdsstat, der er blevet en konkurrencestat, og den er enestående i verden.

Det er fint at læse anglo-amerikansk politisk tænkning, det gør jeg også selv, men alt for ofte tager vi bare konklusionerne derfra og applicerer dem direkte på det danske samfund. Og det går ikke. Sammenligningen er interessant, men så skal man jo kende sit eget samfund. Ikke mindst hvis man har et politisk ønske om at lave det om.

Samtalen blev først bragt i bognyhedsbrevet Læsevejr, som Føljeton laver i venskabeligt samarbejde med Atlas. Får du ikke allerede Læsevejr direkte i indbakken, kan du skrive dig op her.