Tragedien Pape

Antiheltefortællingen om Søren Pape Poulsen, der tragisk døde pludseligt af hjerneblødning mellem fredag og lørdag, er sandfærdig. Han var en følsom, ordentlig og nærværende mand, der blev fanget midt i en realpolitisk verden af brutalitet, kynisme og flygtighed.

Men det er også et rørende eftermæle, som rummer sine egne modsætninger. Og som på bagvendt vis nu fortælles af de selv samme, som tidligere har været allerhårdest ved De Konservatives formand. For Søren Pape mødte virkelig modstand – og bestemt ikke kun i medierne.

Flere af dem, som nu roser ham posthumt for at have været en rigtig gentleman, er således også dem, der til tider har optrådt som skolegårdsbøller over for ham inde på Christiansborg. Og Søren Pape selv, ja, han var selvfølgelig også selv en magtspiller. Ellers ville han aldrig være nået frem til det bristepunkt, hvor han – kortvarigt – stod som Danmarks næste statsminister.

Mest bemærkelsesværdigt har tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen været ude at begræde tabet af Søren Pape med en besk opsang til alle dem, der kritiserede og ligefrem jagtede ham.

“Han fik en helt overproportional hård medfart i perioden op til sidste folketingsvalg. Det gjorde ondt på ham på en måde, jeg vurderer, at han aldrig rigtig kom sig over. Jeg kan jo ikke vide, om Søren ikke havde fået en hjerneblødning, hvis han var stoppet i politik efter sidste valg. Jeg kan bare se en person, der undergår en udvikling, hvor man går hårdt til ham,” udtaler udenrigsminister Lars Løkke til TV 2 og fortsætter i et opslag på Facebook:

“Jeg kan ikke befri mig for tanken om, at det er resultatet af et sammenstød mellem et FOR hårdt politisk miljø og en kærlig sjæl.” Og videre på DR: “Og så kan jeg ikke slippe den her fornemmelse af, at det er et sammenstød mellem et måske alt for hårdt politisk miljø og det, som Søren var inde bag det hele: Et oprigtigt venligt, blødt og kærligt menneske.”

Samme fortælling har statsminister Mette Frederiksen også udbredt i sit mindeord, hvor hun på Instagram mindes Søren Pape som “samvittighedsfuld, ordentlig og lattermild”. I dag er der ingen grænser for, hvor groft og ubarmhjertigt alle andre har behandlet det midtjyske adoptivbarn, der voksede op og blev toppolitiker mod alle odds.

Paradokset er blot, at mange af de nedslidende sammenstød er sket med først Lars Løkke og senere med Mette Frederiksen. Ingen af dem, der nu hylder Søren Pape for at have været alt for blød, har selv skånet ham for hårde angreb.

Presseskriverierne om eksmandens besynderlige løgnehistorier har utvivlsomt også slidt, ligesom de var med til at sætte spørgsmålstegn ved Søren Papes dømmekraft og karakter. Og virakken førte jo også til, at han lod sig skille fra ægtemanden Josue Medina Vasquez, i sig selv et personligt nederlag.

Iturevet krammebamse

I et større perspektiv er det dog svært at forestille sig, at medierne midt i en valgkamp helt skulle have ignoreret, at den måske kommende statsminister talte usandt om sit privatliv.

Bagholdsangrebene har da også reelt været voldsommere i den politiske arena. Ikke mindst internt i det kronisk intrigeplagede Konservative Folkeparti, hvor Søren Pape i årevis har været udsat for smædekampagner og perfiditeter bag ryggen. Mest nådesløst af hans eget forbillede, tidligere K-statsminister Poul Schlüter, som i et interview i 2015 – altså et år efter Søren Pape tiltrådte som partiformand – udtalte til dk4:

“Han var en dygtig borgmester. Om han vil vise sig at være en god partileder, det savner vi endnu bevis for.”

Bemærk de ætsende ord: “var” en “dygtig borgmester”. Sådan blev Søren Pape nemlig karakteriseret af flere af de nærmeste. Nedslidningen var altså ikke noget, der kom udefra – men er derimod blevet promoveret af de magtpolitikere, som nu forsøger at bruge Søren Papes skæbne til egne dagsordener.

Tilbage i den periode, som må betegnes som Søren Papes politiske lykkestund, dengang han fra 2016 til 2019 var justitsminister i VLAK-regeringen, havde De Konservatives formand flere nedslidende opgør med statsministeren, bl.a. om fyringen af daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Hvis der er én, som har lært Pape at spille det beskidte spil, så er det Lars Løkke himself.

På samme måde har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ført an i to vidt forskellige intimideringsforsøg: Først talte hun som S-statsminister så demonstrativt positivt om Søren Pape, at han blev kaldt for hendes “krammebamse”, og taktikken havde en nedladende tone over sig. Først skulle han fornedres i omklamring og repressiv tolerance, for dernæst at blive selve skydeskiven under valgkampen. Socialdemokraterne brugte mange kræfter, virkelig mange kræfter, på at udstille Søren Pape som en komplet uegnet statsministerkandidat.

Kuldslået magtspiller

Når Søren Pape har fået både Lars Løkke og Mette Frederiksens magtmanøvrer at føle, skyldes det ganske simpelt, at han selv var en toppolitiker, der i afgørende stunder turde handle ud fra egne interesser og kunne træffe kontroversielle beslutninger på bekostning af andre.

Mest spektakulært var, da han efter kommunalvalget i 2009 overrumplede Venstres borgmesterkandidat i Viborg ved at indgå en uhellig alliance med Socialdemokratiet og SF i det skjulte og han dermed selv fik de gyldne kæder i domkirkebyen. En snedig operation, som Venstre-folkene aldrig glemte, men som fra et tidligt tidspunkt demonstrerede, at Søren Pape bestemt vidste, hvordan man spiller hårdt og højt i politik.

Da Søren Pape som ny konservativ formand i 2015 lancerede en valgkamp med det opsigtsvækkende slogan ‘Stop Nazi-islam-isme‘ [sic], var det bestemt heller ikke blot en blød mand, der ikke vidste, hvad han gjorde. Tværtimod indrømmede Søren Pape selv, at kampagnen havde karakter af et trick, en chokerende opmærksomhedsmagnet, som skulle få folk til at stoppe op, og få “lyst til at høre lidt mere om, hvad vi mener,” som han udtalte til Jyllands-Posten.

Selv om han som konservativ partiformand har optrådt nølende, tvivlrådig og til tider vægelsindet, var Søren Pape bestemt en magtpolitiker, der udmærket kendte de mest effektive virkemidler i moderne politik, og der var ikke meget, som skulle være gået bare en anelse anderledes, og så ville han kunne være endt som Danmarks 43. statsminister.

Ulykkeligvis for Søren Pape endte det ikke sådan. Først kuldsejlede hans valgkamp, ikke mindst under presset fra de andre partier, dernæst blev han udsat for rænkespil, hvor mange i partiet ville have ham udskiftet hurtigst muligt, og så tragisk her til sidst fik han en hjerneblødning midt under en præsentation på et møde i De Konservatives hovedbestyrelse.

Søren Pape var sensibel, men han var også usentimental. Han var ordentlig, men også skrupelløs. Han kom tættere på Statsministeriet end det meget vel vil lykkes for nogen anden konservativ formand i fremtiden. Det gør kun en snu og dygtig magtpolitiker. /Lars Trier Mogensen