Britisk politiks nye ko på isen

Googler man “Galloway”, kommer man hurtigt frem til, at navnet dækker over nogle “hårdføre” skotske køer, som ifølge paraplyorganisationen Dansk Kødkvæg “er meget publikumsvenlige”, ligesom de er “nøjsomme og kan lave kvalitetskød på arealer, hvor andre racer ikke kan leve”. Hvilket så sjovt nok også virker som en ret god beskrivelse af skotske George Galloway, som henover weekenden har skabt en lettere bizar krisestemning i britisk politik.

Egentlig skulle det have forløbet helt udramatisk. Efter Labour-parlamentsmedlemmet Sir Tony Lloyd tidligere på året døde, skulle valgkredsen Rochdale finde en afløser ved en såkaldt by-election, altså et suppleringsvalg. Rochdale er normalt en stensikker Labour-højborg, så det burde have været en smal sag for Labour-kandidaten Azhar Ali at sikre sejren.

Problemet var så bare, at Ali i en lækket lydoptagelse havde sagt, at Israel på forhånd havde kendt til Hamas’ planlagte terrorangreb den 7. oktober, men at israelerne “bevidst” havde fjernet deres sikkerhedsforanstaltninger for at muliggøre “den massakre, der giver dem grønt lys til at gøre, hvad fanden de vil.” Udtalelsen fik Labour til at trække støtten til Azhar Ali, og da spidskandidaten Guy Otten fra Green Party samtidig faldt i unåde hos sit parti for en række islamofobiske tweets om Palæstina, var der pludselig opstået et magtvakuum, som den gamle levebrødspolitiker George Galloway sprang til for at udnytte.

For nu at blive i kvægmetaforikken, var det her langt fra Galloways første rodeo. Den 69-årige skotte har flere gange tidligere været valgt ind i det britiske parlament, og har efterhånden gjort det til sin spidskompetence at genere Labour – særligt efter han blev ekskluderet fra partiet tilbage i 00’erne som følge af hans heftige kritik af Storbritanniens deltagelse i Irak-krigen, som blev gennemtrumfet af daværende premierminister Tony Blair. Tilbage i 2012 vandt han eksempelvis et suppleringsvalg i valgkredsen Bradford West foran sit gamle parti. Og den succes har George Galloway så nu gentaget i Rochdale, hvor han torsdag vandt med knap 40 pct. af stemmerne.

Efter både Azhar Ali og Guy Otten havde brændt sig på krigen i Gaza – som måske virker lidt fjern fra Rochdale i det nordvestlige England – skulle man egentlig tro, at George Galloway ville vælge en anden mærkesag. Ansporet af, at godt 30. pct. af indbyggerne i Rochdale er muslimer, valgte Galloway imidlertid at gøre krigen i Gaza til selve hjørnestenen i sin valgkampagne. Han opfordrede til øjeblikkelig våbenhvile og kritiserede Labours vævende tilgang til krigen. Ja, som han skrev i en valgbrochure: “Befolkningen i Gaza har ikke en stemme i det her valg (altså suppleringsvalget i Rochdale, red.) – det har du”.

Selvom George Galloway på mange måder er en kulørt skikkelse – han har tidligere leget kat i realityprogrammet Big Brother, rost Saddam Hussein for diktatorens “mod” og spredt diverse mystiske konspirationsteorier – er han med sin sejr også blevet en konkret udfordring for den britiske opposition. Samtidig illustrerer han, at krigen i Gaza meget vel kan blive et valgtema, som faktisk ikke kan ignoreres. Ligesom en voksende utilfredshed med Joe Bidens støtte af Israel ses blandt demokratiske vælgere i USA, er der blandt Labour-vælgere en påfaldende frustration over, at partileder Keir Starmer ikke gør mere – og det ved Tory-regeringen også.

I weekenden holdt premierminister Rishi Sunak en opsigtsvækkende tale, hvor han med reference til valgresultatet i Rochdale talte om en alarmerende, voksende ekstremisme i Storbritannien. Dermed forsøger han umiddelbart at skabe pres på Starmer fra begge sider: Ved både at udstille ham som mindre principfast end Sunak, og omvendt som en facilitator for, at typer som Galloway kan vinde frem.

Med til historien hører dog også, at Galloway faktisk markerer sig som Brexit-fortaler og konservativ i identitetspolitiske spørgsmål, og derfor kan blive en tilsvarende trussel for toryerne; ja, for hele den eksisterende fløjlogik i britisk politik. Af samme grund ses George Galloway som en potentiel kanierefugl i kulminen forud for det kommende britiske parlamentsvalg, som senest afvikles i januar 2025. Hvis han da ikke først og fremmest understreger, at krigen i Gaza er noget, alle opstillede politikere bør have en valgkampsklar holdning til. Uanset hvad, har House of Commons fået et nyt løsgående missil. Og det er aldrig kedeligt. /David Dragsted