Den store gentagelse

Egentlig kan det gøres kort: Efter Super Tuesday står det så godt som fastnaglet, at det amerikanske præsidentvalg til november bliver et nyt opgør mellem Joe Biden og Donald Trump. Tirsdagens primærvalg og caucuses i 15 delstater var den sidste spinkle chance for, at Trumps førsteudfordrer Nikki Haley ville kunne opbygge et nødvendigt momentum. Sådan gik det dog virkelig ikke. Snarere sejrede Haley kun i delstaten Vermont, mens Trump tog resten, herunder delstaterne Californien, Virginia, North Carolina, Massachusetts, Tennessee og Texas. Også Biden fik sine pligtsejre – en smal sag, når man reelt ikke har nogle udfordrere.

“Gjentagelse og Erindring er den samme Bevægelse, kun i modsat Retning; thi hvad der erindres, har været, gjentages baglænds; hvorimod den egentlige Gjentagelse erindres forlænds”, skriver Søren Kierkegaard i Gjentagelsen. For mange amerikanere lader den kommende gentagelse af præsidentvalget i 2020 dog mest til alt være et skridt i den gale retning, som samtidig vækker ubehagelige minder. Ikke mindst om den dødsspiral, som det amerikanske demokrati øjensynligt befinder sig i.

Paradokset er, at Biden og Trump med Super Tuesday har sikret sig den nødvendige demokratiske opbakning, der gør det muligt at genopstille (endda i så stor grad, at primærvalgene er blevet kaldt uhørt kedelige og forudbestemte) – men at mange vælgere alligevel giver udtryk for, at de slet ikke har lyst til at vælge mellem Biden og Trump. I Minnesota satte ca. 19 pct. af de demokratiske vælgere kryds ud for “uforpligtet vælger” i protest mod Bidens støtte af Israel i Gazakrigen, og i North Carolina stemte små 13 pct. tilsvarende blankt. Samtidig fortæller en stor andel af Nikki Haleys vælgere i flere delstater, at de aldrig kommer til at stemme på Trump.

En sær metaltræthed har – kort sagt – allerede sat sig i valgkampen, som alligevel kommer til at vare ved mange, mange måneder endnu. Antager man, at præsidentvalget bliver business as usual, er der selvfølgelig mange teblade, man som politisk kommentator kan begynde at udlægge: Der er spørgsmålene om, hvor afgørende eksempelvis abortrettigheder (plus for Biden), krigen i Gaza (minus for Biden) eller retssagerne mod Trump (sært nok: både plus og minus for Trump) bliver. Der er spørgsmålet om alder, som eksempelvis gør Joe Bidens kommende State of the Union-tale til en vigtig begivenhed alene i kraft af, hvor vital præsidenten kommer til at fremstå.

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet, som indikerer, at valget måske nok er en gentagelse, men alligevel er alt andet end business as usual: Om der kommer en voldelig opstand. Ja, om det her i virkeligheden kan blive det frie Amerikas dødsstød.

For få dage siden udkom en alenlang profil af Joe Biden i The New Yorker, hvori journalisten Evan Osnos har fået lov til at interviewe Biden i Det Hvide Hus. En af hovedpointerne i profilen er, at Biden meget bevidst vil gøre valget til et valg mellem demokrati eller kaos – og at Biden stædigt tror på, at han trods dårlige meningsmålinger er den rette mand til at slå Donald Trump. Bizart nok fremstår Biden dog også som en underdog, selvom han er USA’s siddende præsident. Ligesom det antydes, at Biden kan have forregnet sig, og at tiden allerede kan være løbet fra ham. Heldigvis er intet afgjort endnu. Men som Super Tuesday viser, sluger Donald Trump problemfrit alle underdogs. Måske skulle Biden derfor overveje en mindre bagudskuende strategi. /David Dragsted