Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der findes mange dejlige pressebilleder af Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen sammen. SF’s formand og statsministeren er nære veninder, det er tydeligt. Pia Olsen Dyhr kan i hvert fald godt lide Mette Frederiksen, hun stråler jo som en sol, hver gang Mette viser hende opmærksomhed og roser hende. Det virker, som om hun ser meget op til statsministeren. Men hvad er det, hun ser op til? Er det Frederiksens teflon-agtige gåpåmod? Er det hendes humor og folkelighed? Er det den kyniske politiske opportunisme, hun beundrer? Eller hendes suveræne udøvelse af herskerteknik?
Når man kigger på fotos, hvor de partiformænd står arm i arm eller ligefrem i hed omfavnelse, kan man godt få den tanke, at Pia Olsen Dyhr er blevet ramt af Stockholm-syndromet: Mette Frederiksen har taget hende som gidsel, og Dyhr har forelsket sig i sin gidseltager. Selv om Frederiksen tager røven på sin veninde igen og igen – fx dengang hun løb fra den klokkeklare aftale om beskyttelse af drikkevandet, som hun havde indgået med Enhedslisten, Alternativet og SF – så står Pia Olsen Dyhr der som en mis, når Mette kalder (eller måske snarere som en hund). Det er en bemærkelsesværdig tummelumsk slingren mellem selvstændighed og uselvstændighed.
Selv om SF angiveligt er et venstrefløjsparti, og selv om mange af partiets vælgere formentlig tænker, at de stemmer som gode gamle venstrefløjsere, når de sætter deres kryds ved SF, så har partiet i årevis ligget klinet op ad Socialdemokratiet, som under Mette Frederiksens regimente ikke har haft meget venstrefløj over sig, hverken på det sociale eller økonomiske område. I den periode, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har haft regeringsmagten, har de indgået omkring 70 aftaler til højre og venstre, og SF har været med på cirka 60 af dem.
Derfor kom det egentlig ikke som den store overraskelse, da Pia Olsen Dyhr i februar meldte ud, at SF godt ville kunne indgå i en regering med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, den dag den upopulære SVM-regering bryder sammen. Det skulle selvfølgelig ikke forstås som en kniv i ryggen på Mette. Som Dyhr udtalte til Politiken: “Medmindre vælgerne lige pludselig begynder at se lyset i, at det skal være en S-SF-regering, så vil det jo være en centrum-venstre-regering. Og så må man jo se på de to partier, der er i midten af dansk politik, Moderaterne og De Radikale.”
I et interview, som Altinget har lagt ud her til morgen, “uddyber” Pia Olsen Dyhr så sine tanker om et potentielt regeringssamarbejde med Løkke og Moderaterne. Interviewet, som er lavet af mediets politiske kommentator Erik Holstein, giver et interessant indblik i formandens specielle psykologi. De fleste seriøse politiske iagttagere ville nok sige, at det, der først og fremmest kendetegner Lars Løkke Rasmussen som politiker, er, at han ønsker magten for enhver pris. Han er villig til at sælge sin bedstemor, hvis det gavner ham politisk. Der er et langt spor efter ham af ofringer – politiske frænder, der er røget i svinget.
Men Dyhr har kigget på Løkke med samme fugtige blik, som hun plejer at se på Mette, og hun ser noget helt andet: “Du tænker på Løkke som i gamle dage. Du hænger fast i, hvordan Løkke var dengang,” siger hun til Holstein. “Løkke har været igennem en reformation. Han er som bekendt ikke formand for Venstre mere, men for Moderaterne. Han har reformeret sig selv.”
Løkke har reformeret sig selv! Da Holstein påpeger, at Dyhrs holdning til Løkke i så fald har ændret sig “drastisk” på et år, idet hun under regeringsforhandlingerne i 2022 hellere ville have en regering med Venstre end med Moderaterne, svarer hun, at hun “dengang stadig troede, at Løkke var i den blå lejr”. Men som minister har han “vist sig at være lidt mere blandet”.
Lidt længere henne i interviewet tilføjer Dyhr, at hun ikke er “naiv omkring Lars Løkke”. Men naivitet er vel, når man er i stand til at strække formuleringen “lidt mere blandet” til, at Løkke skulle have gennemgået en livsomvæltende transformation, en psykologisk metaformose, en politisk reformation på et år. Halleluja!
SF’s bagland er heller ikke super imponerede over Pia Olsen Dyhrs læsning af den løkkeske psyke. Flere lokalformænd siger nej tak, vorherrebevares. “Lars Løkke Rasmussen er ikke til at stole på over en dørtærskel. Han har været min politiske hovedmodstander hele mit liv,” udtaler SF’s formand i Furesø Jan Kjældgaard til DR. Han har været medlem af partiet i 46 år og må således næsten have kæmpet mod Løkke, siden Løkke var et lille barn… baby-Løkke.
Pia Olsen Dyhr larmer helt vildt i disse dage. Hun vil virkelig gerne i regering igen. Onsdag aften optrådte hun i en artikel i Berlingske, hvor hun sendte giftpile af sted mod Socialdemokratiet for partiets elendige klimapolitik. En “lakaj for landbruget”, sagde hun. Men bare rolig, det var ikke Mette Frederiksen, der stod for skud. Dyhr havde for en sikkerheds skyld udvalgt sig en lille, ubetydelig fisk blandt de socialdemokratiske ministre: Miljøminister Magnus Heunicke. Han ligger allerede ned. Så venindeskabet er forhåbentlig intakt. /Oliver Stilling