Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der er mange gode måder at gå til Kvindernes internationale kampdag på. Selvfølgelig er der alle fejringerne, talerne og debatarrangementerne, som man passende kan opsøge – ligesom dagen er en oplagt anledning til at studere forskellige nedslående statistikker om fortsatte løngab og ligestillingsproblematikker. Og så er der selvfølgelig mediedækningen: Hvordan tackler man lige den?
Jo, vi kan da prøve at lave en hurtig, ikke-fyldestgørende overflyvning:
Hos Information er man gået fuld Svetlana Aleksijevitj med en række artikler og indlæg om, hvordan krigen også har et kvindeligt ansigt. Skal vi give en Q-arakter, er vi klart i den høje ende af skalaen her.
Til sammenligning fremstår Politikens dækning en kende mere diffus. I skrivende stund er hovedhistorien på avisens hjemmeside, hvordan et oprør blandt hovedstadens unge telefonistinder tilbage i 1920’erne var en “KÆMPEMÆSSIG sejr for kvinderne”. Måske blev det dog alligevel for meget med versalerne, for de er efterfølgende blevet fjernet fra forsiden og erstattet med det mere dunkle: “Oprøret kom pludseligt og fra temmelig uventet hold – og satte København på den anden ende”. Uanset hvad, er det vist ikke nogen sejr for rubrikkunsten.
Hos Jyllands-Posten har man af lidt uvisse årsager givet Pia Kjærsgaard (DF) lov til at skrive et debatindlæg, hvori hun bl.a. påstår, at kampdagen ikke længere har nogen berettigelse, at der ikke er “et eneste parameter”, hvor “kvinder ikke har præcis de samme rettigheder, som mænd har”, og at det faktisk er blevet tid til, at kvinderne nu lader mændene “komme til”. Måske skulle avisen næste år overveje at lade en anden end Pia Kjærsgaard komme til.
Dagens store bundskraber må dog alligevel siges at være gamle tante Berlingeren. Ikke så meget for dagens leder, der til ingens overraskelse beskylder “wokeismen” for at smadre ligestillingsdebatten. Nej, snarere for beslutningen om atter at fremhæve avisens nylige interview med en dybt ligegyldig, kvindehadende TikTok’er fra Herning. Faktisk er det lidt af et mysterium, hvorfor Berlingske insisterer på at bruge tid på ham – eller på at kalde ham “influencer” eller den nye Andrew Tate, når mandens seneste TikTok-video er snart to år gammel. Det er klassisk rage bait, som ikke tjener nogen. Og da særligt ikke avisens kredibilitet.
Nå, videre med kampdagen! /David Dragsted, chefredaktør