Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I denne uge – uge 11 – er det Brain Awareness Week (BAW). Som så mange andre fejringer er BAW et amerikansk påfund, men tanken er nu god nok. Det er en “lejlighed til at give folk et indblik i de fremskridt, der gøres inden for såvel hjerneforskning som diagnosticering, behandling og forebyggelse af hjernelidelser”, kan man læse på nettet. Herhjemme kalder vi det bare for Hjerneugen. I den lidt upåagtede Facebook-gruppe Hjerneuge, som drives af hjerneentusiaster fra Aalborg Universitet, kan man læse, at Hjerneugen allerede er godt i gang: “Tak for en hyggelig eftermiddag i Sydhavnen. HjerneForum glæder sig til næste stop i Slagelse på onsdag og håber at se en masse hjerneinteresserede her, inden kursen sættes mod Aarhus og Aalborg,”
Vi bør alle sammen fejre hjernen. Det er en smal sag at fejre hjernen. Der er noget ved denne mageløse fysiologiske anordning, der tilsiger, at en fejring ikke kræver, at man forlader sit hjem. Man behøver ikke at ‘møde talstærkt op’ og klappe i takt til en eller anden event. Har man nogensinde hørt om et ‘fakkeltog for hjernen’? Næ, hjernen kan vi fejre ved at bruge den. Eller som det mindste ved at lade være med at slå den fra.
Bent Østergaard ønsker retfærdighed
Når man bruger sin hjerne på at tænke over minksagen og de indtil videre 30 mia. kr., som staten skal udbetale til forurettede minkavlere, er det næsten umuligt at gøre det uden at nå frem til den konklusion, at en lang række aktører må have slået hjernen fra gennem hele det for statskassen så ulykkelige sagsforløb. En person, som derimod bruger sin hjerne, er en pensioneret minkavler ved navn Bent Østergaard. Ham kan man læse om i en artikel i Zetland i dag, som stiller det virkelig gode spørgsmål: Hvem afgør, hvor mange millioner hver enkelt avler skal have?
Det gør bl.a. Bent Østergaard. Af de cirka 60 sager, som indtil nu er blevet afgjort, har Bent Østergaard ifølge ham selv været med til at behandle “en fem seks stykker”. Bent Østergaard er ikke dommer, han er heller ikke advokat eller revisor. Næ, han er bare bestyrelsesmedlem i Venstres lokalforening i Ringkøbing og altså pensioneret minkavler.
Zetland-journalisten skriver, at han kun har talt med Bent Østergaard i nogle minutter, før den gamle minkavler kommer med en højst overraskende udmelding: “Bekendtgørelser kan jo sommetider være forkerte. De kan lige så godt være forkerte.” Bekendtgørelsen, Bent Østergaard taler om, som om den var et horoskop i et ugeblad, er Fødevareministeriets bekendtgørelse om, hvordan erstatninger til minkavlere skal udregnes. Bekendtgørelsen er sådan set ikke til forhandling. Men det vil Bent Østergaard skide højt og flot på. Hvis der er noget i bekendtgørelsen, han er uenig i, så vejer hans egen fornemmelse og erfaring med mink tungere end reglerne. Det synes han er mere retfærdigt for de stakkels minkavlere, som har mistet deres levebrød.
Til Zetland siger Bent Østergaard, at han selvfølgelig må acceptere, at “det ikke er altid, jeg får ret”. Men du prøver, så godt du kan? siger journalisten. “Selvfølgelig. Det er derfor, jeg sidder her.” For at hjælpe minkavlerne? spørger journalisten opklarende. “Det er for at lave så retfærdig en afgørelse som overhovedet muligt. Ja.”
Hvis det her lyder helt godnat, så er det, fordi det er helt godnat. Hvis man skulle illustrere den følelse, man får, når man læser, hvad Bent Østergaard siger, så gøres det vel bedst med den smiley, hvor hjernen er blottet, og munden står på vid gab i vantro. Hvis det er med hjælp fra folk som Bent Østergaard, at prisen på erstatninger til minkavlere vurderes, så er der ikke noget at sige til, at beløbet – foreløbigt – er opgjort til 30 mia. kr.
Zetland har fået aktindsigt i 27 af minkerstatningsafgørelserne: Syv ud af ti medlemmer af de involverede erstatningskommissioner er udpeget af minkbranchen selv eller af landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer. Kun tre ud af ti er udpeget af revisorernes eller bankernes interesseorganisation. Og videre: “I 2 af de 27 sager sidder der foruden formanden udelukkende medlemmer indstillet af minkbranchen og landbruget. Og i et af de tilfælde har alle fire medlemmer en tæt forbindelse til minkavlerne. Tre er indstillet direkte af minkbranchen. Det fjerde medlem arbejder som rådgiver for minkavlere og er indstillet af Landbrug & Fødevarer. ‘Jeg ser frem til at sikre ejerne en ordentlig og retfærdig behandling,’ skrev han på LinkedIn, da arbejdet med erstatningssagerne gik i gang.”
Hvis det er sådan her, det foregår – hvis det er minkavlerbranchens egne, der skal lave en “ordentlig og retfærdig” vurdering – så er der ikke noget at sige til, at denne øvelse løber op i 30 mia. kr.
Bent Østergaard bruger hjernen, når han hjælper sin branche med at få nogle højere udbetalinger. Til gengæld slog han den nok fra, da han talte med Zetlands journalist. Selv om erstatningssagerne er afgjort, kan de tilsyneladende godt omstødes. “Erstatningskommissionerne er et langt stykke hen ad vejen bygget op som en domstol. Og hvis enten minkavleren eller Fødevarestyrelsen er utilfreds med en afgørelse, kan de anke den til anden instans med det mundrette navn Overerstatnings- og taksationskommissionen. Ifølge mine oplysninger er en stor del af afgørelserne allerede blevet sendt videre. Efter det kan sagerne endda ende hos en domstol,” skriver journalisten.
Idiotien i hele dette minksagsforløb er rystende. Bent Østergaard og hans minkavlerkolleger er ikke nogen god reklame for Hjerneugen. /Oliver Stilling