“Jeg stregede alle kandidaterne ud”

Når stemmeurnerne åbner fredag i Rusland, er der ingen oppositionskandidater på stemmesedlen. “Det er ikke et valg i et demokrati, men en særlig valgoperation i et diktatur,” som en oppositionsaktivist har formuleret det. Hvis alt går som forventet, kan præsident Vladimir Putin inden længe indlede sin femte præsidentperiode.

I sidste uge registrerede Ruslands myndigheder den russiske forfatter Ljudmila Ulitskaja som fremmed agent, og hendes bøger er efterfølgende blevet fjernet fra hylderne både i biblioteker og boghandlere. Vi spørger hende om demokratiets tilstand. Hun svarer fra Berlin.

Føljeton: Du har nævnt, at din interesse for politik ændrede sig efter Ruslands fuldskala-invasion i Ukraine. Hvad betyder politik for dig nu?

I dag er politik en kilde til konstant ængstelse for mig. Jeg har aldrig brugt så meget tid på at se nyheder, som jeg har gjort på det seneste.

Du er blevet stemplet som fremmed agent, og dine bøger er blevet censureret. Hvordan er det at blive en del af en lang historie med censur i Rusland?

Jeg er i meget godt selskab med folk, der også er blevet erklæret fremmede agenter. Der er forfattere, menneskerettighedsaktivister, journalister, oppositionspolitikere og endda velgørenhedsorganisationer på den liste. Jeg har ikke hørt om forbud mod mine bøger, jeg ved kun, at de er blevet fjernet fra butiksvinduerne og gemt væk på fjerne hylder i butikkerne. Det gælder også bibliotekerne. Men bibliotekarer er en meget særlig slags mennesker, de smider næppe bøger væk. I mine unge år læste vi en masse såkaldt “forbudt litteratur”, som inkluderede [Aleksandr] Solsjenitsyn, hvis bøger blev solgt på alle hjørner, da forbuddet senere blev ophævet. Ud fra min ungdoms erfaringer kan jeg sige, at sådanne forbud virker lige så godt som reklamer. En slags Streisandeffekt.

Er du bekymret for, at folk ikke kan få adgang til dine bøger?

Nej, slet ikke. I dag er der internet, og enhver bog kan læses elektronisk. Eller endda printes ud.

Præsidentvalget i Rusland nærmer sig. Hvordan er det at deltage i valg, hvor resultatet nærmest er kendt på forhånd?

Jeg har aldrig deltaget i valg. Det sjove er, at da jeg arbejdede som laboratorieassistent, selv før jeg begyndte på universitetet, var jeg forpligtet til at være agitator, dvs. at jeg leverede alle mulige former for kampagnematerialer ud til lejligheder. Men jeg stemte aldrig selv. Det passer ikke, jeg deltog én gang: Min ven fik mig til det – jeg stregede alle kandidaterne ud.

Har du på noget tidspunkt i dit liv følt, at Rusland var et frit, demokratisk land?

Jeg var tæt på i tre dage i 1991. Alle mine venner tog hen på pladsen [Den Røde Plads, red.] dengang, de ringede også til mig, og jeg sagde til dem: Jeg kommer, når kommunistpartiet bliver forbudt i Rusland. Men det skete ikke.

Du er vokset op i Sovjetunionen og har levet under Putins regime. Hvilket er værst?

Det er svært at sige. Vi var rimelig godt i stand til at “genopbygge” – vi læste bøger og lavede videnskab. Det sovjetiske styre var stadig hårdere, men Putins regime er også ved at blive stærkere i dette henseende.

Den russiske valgkommission har udelukket anti-krigskandidaten Boris Nadezhdin fra valget. Hvordan ser oppositionen ud i et land, når den ikke er på stemmesedlen?

Det ser ud til, at den russiske opposition har det svært lige nu. Hvordan den vil klare sig efter Navalnyjs død, i betragtning af at mange oppositionsmedlemmer er blevet tvunget til at forlade landet, er ikke tydeligt for mig. Jeg kan ikke se nogen muligheder for, at de kan være og arbejde lovligt i Rusland.

Hvad betyder Aleksej Navalnyjs død for oppositionsbevægelsen?

Det er et stort slag for hele bevægelsen af dem, der er uenige med Putins linje. Jeg håber, at vi snart kommer til at se nye unge mennesker i oppositionen.

Du skriver oftest om kvinder og har sagt, at “kvinder har overtaget alle steder i Rusland undtagen regeringen”. Nu er der flere og flere kvinder, der demonstrerer. Gør det en forskel?

Jeg så gerne kvinder spille en mere aktiv rolle i ledelsen af landet. Så sent som i går så jeg et regeringsmøde på fjernsynet og lagde mærke til, at der kun var én kvinde i præsidiet. Det så simpelthen uanstændigt ud. Lad os håbe, at situationen med ulighed mellem kønnene vil ændre sig til det bedre med magtskiftet i Rusland.

Hvem kan stå i spidsen for den russiske opposition nu efter Navalnyjs død?

Jeg har været væk fra Rusland i to år nu, og jeg kan meget vel være gået glip af et nyt ansigt. En ting, som jeg kan sige med sikkerhed, er, at det enorme antal mennesker – titusinder, måske endda hundredtusinder – der deltog i Navalnyjs begravelse og besøgte kirkegården i mange dage efter for at lægge blomster på hans grav, indikerer, at der stadig er en hel del frihedselskende mennesker tilbage i Rusland, og der er håb om, at Navalnyjs plads ikke vil forblive tom.

/Emilie Ewald