Nyhedsanalysen
Tessa er Tessa
Her til morgen faldt redaktionen i snak med en midaldrende herre med skæg og briller og cigaret, som sad og samlede kræfter ved et serveringsbord uden for sit hotel i det indre København. Cirka et kvarter inde i samtalen begyndte han at tale om DR’s podcast i fire afsnit om den danske rapper Tessa, han genfortalte hendes historie med stor indlevelse, viste med fagter, hvordan hun havde holdt fast i den pladekontrakt, hun pludselig var blevet tilbudt, og så videre. Podcasten havde rørt den midaldrende mand, så nu bringer vi anbefalingen videre: I første afsnit går den 16-årige Tessa rundt på Vesterbro i januarkulden og ender med at bryde ind på en McDonald’s, hvor hun lægger sig til at sove på gulvet. “Et par år senere skal den samme pige ændre dansk musik. Det ved hun bare slet ikke endnu.”