Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er alligevel noget af en præstation. Når man ser på Mette Frederiksen og så hen på Lars Løkke Rasmussen og så tilbage på Frederiksen og endnu engang på Løkke, så står det jo klart, at statsministeren på en eller anden måde med sine udtalelser, sine holdninger og sin gøren og laden formår at få udenrigsministeren til at fremstå normal. Hvis der er noget, Lars Løkke Rasmussen ikke er, så er det normal. Det eneste stensikre ved ham er, at man ikke ved, hvor man har ham, og sådan har det været i årevis.
Lars ‘for enhver pris’ Løkke Rasmussen – manden, der brændte alle broer bag sig i et forsøg på at holde sig ved magten. Som udenrigsminister er det med enkle midler lykkedes ham at fremstå som en humanist, et rigtigt mensch, altså en person, der gebærder sig med værdighed og noblesse og udviser retfærdighedssans og ansvarlighed. Han spiller rollen til perfektion, og folk køber den. Den nye Løkke. Eller som SF’s formand Pia Olsen Dyhr urovækkende naivt formulerede det for nyligt: “Løkke har været igennem en reformation. Han er som bekendt ikke formand for Venstre mere, men for Moderaterne. Han har reformeret sig selv.”
Selv i Moderaternes nye reklamevideo, hvor Løkke på grotesk vis skubber to barnevogne hen over et brostensbelagt underlag, så vognene hopper og danser på den ujævne overflade, virker han normal – sammenlignet med Mette Frederiksen.
Kriseleder
I næsten et år har danske medier sat Mette Frederiksen i forbindelse med store internationale poster, først jobbet som generalsekretær for Nato og på det seneste formandsposten i Det Europæiske Råd. Det er velkendt, at statsministeren herhjemme trives bedst, når der er en stemning af samfundskrise omkring hende. Hvis ikke der decideret er en krise for hende at navigere i, så skal hun nok selv få pisket en krisestemning op. Hvem husker ikke hendes dystre, dystopiske tale ved Folketingets åbning i 2019, den om jordbærboden og videoovervågningen og uro i verden og kriminelle udlændinge? Det var vel at mærke før covid-19 og krigen i Ukraine.
Hvis det er sådan, man har det med kriser, katastrofer og kalamiteter – at man næres ved dem og føler, at de giver mulighed for at indfri ens potentiale som stærk leder, og hvis magtambitionerne er intakte – så er det ganske rigtigt et godt tidspunkt at vise sin interesse for vægtige udenlandske poster.
Spørgsmålet er, om det er en god idé at give en person med de karakteristika mere magt? Mediet Altingets Europa-analytiker Thomas Lauritzen har i dag en analyse, som peger i retning af, at der er folk i EU-systemet, der tænker det samme: “Efterhånden som den danske statsminister toner frem som en reel kandidat til at blive EU’s rådsformand, vokser spørgsmålet i Bruxelles: Er hun den rette type leder? Jobbet kræver styrke – men også ydmyghed, empati og diplomatiske evner.”
Lauritzen indleder sin tekst med en anekdote fra 2019, hvor embedsfolk i EU’s institutioner første gang stiftede bekendtskab med Mette Frederiksen i Det Europæiske Råd. “Hun skulede lidt, da hun kom ind ad døren. Her kom tydeligvis en dansk leder, som var effektiv og skarp på holdninger, men som indimellem også syntes vred eller defensiv,” udtaler en anonym kilde, som Lauritzen dog beskriver som “centralt placeret”. Det korte af det lange er, at Frederiksen virkede synligt mistænksom over for EU-systemet. Det var dengang, hun udtrykte stor skepsis for EU (hun kaldte EU’s budgetforslag for “fuldstændig gak”) og i øvrigt var fortaler for en udlændingepolitik, der næsten var værre end noget, Dansk Folkeparti kunne finde på. Hun gjorde ikke noget godt indtryk.
Altingets mand i EU skriver videre, at “erfarne funktionærer og diplomater i ministerrådet” siden har observeret en “utrolig udvikling” hos Mette Frederiksen. Det sidste er tilsyneladende et citat fra en anonym funktionær og skal nok forstås som lettere ironisk, idet Frederiksen på få år er vendt på en tallerken og nu er stærk fortaler for EU-samarbejdet (i disse krigstider). Men det skaber “lidt bekymring”, at statsministeren stadig er “kantet og hård” i visse situationer, og “der er delte meninger om, hvorvidt danskeren vil være den bedst egnede person” til at lede svære forhandlinger om EU’s budget, altså det der var “fuldstændig gak”.
På posten som EU’s rådsformand har man ikke mange beføjelser, og som Lauritzen er inde på, står der ikke særlig meget i EU-traktaten om jobbet. Det er EU’s repræsentant over for verden, og så er det vedkommendes job at “fremme sammenhold og konsensus” mellem de 27 medlemslandes ledere. “Det er et job, som kun for alvor betyder noget, hvis man formår at bestride det på en klog, inkluderende og afbalanceret måde,” siger en “erfaren diplomat” i analysen.
Lad os være ærlige. Heller ikke på den post står der ‘Mette Frederiksen’, vel? Og bare for at tage et frisk eksempel fra Mette Frederiksen-land, så rapporterede nyhedsbureauet Ritzau her til morgen, at flere partier i Folketinget kritiserer Frederiksen for at blande krigen i Ukraine ind i en debat om danskernes arbejdsmoral. På en konference på Christiansborg tirsdag sagde hun, at der var en “mentalitetsting”, og så kom det: “Samlebåndene kører i Rusland 24/7. Og den diskussion, jeg hører mest om i Europa, er, at vi gerne vil arbejde mindre.”
Ydrk. Det bedste, Danmark kan gøre for verden, er nok at holde på Mette Frederiksen, selv om det umiddelbart virker kontraintuitivt og fuldstændig gak. Det må være et moralsk imperativ. /Oliver Stilling